Skyderi i Fields

Tydeligt berørt Prins Christian: - Jeg er i dyb sorg

Kronprins Frederik viste også sin respekt ved at møde op til mindehøjtideligheden foran shoppingcentret Fields.

Mindehøjtideligheden for ofrene og de pårørende efter skyderiet i Fields fik de store følelser frem blandt de tusindvis af fremmødte.

Heriblandt prins Christian, der var tydeligt berørt af ceremonien, der varede en halv time.

Prinsen blev efter mindehøjtideligheden spurgt om, hvad aftenens mindehøjtidelighed havde betydet for ham.

- Jeg er i dyb sorg over, at det er gået ud over uskyldige liv, forklarede prins Christian.

Den tydeligt berørte prins Christian sendte en hilsen til de pårørende efter søndagens skyderi.

- Det er meget flot og meget smukt, at vi kan stå her. Jeg håber, at familierne kommer stærkt igen, sagde han ved Fields.

Kronprinsen: Meget rørende

Kronprins Frederik var også til stede ved mindehøjtideligheden.

Og Danmarks kommende konge måtte indrømme, at det havde været en bevægende aften.

- Det er meget rørende. Det er et tegn på, at vi står sammen i denne svære tid og har omsorg for hinanden, sagde kronprinsen.

Han lagde vægt på, at ikke blot københavnerne, men hele Danmark havde udvist omsorg for hinanden i timerne efter skyderiet.

- Mine tanker går til ofrene og de pårørende, afsluttede kronprinsen med at sige.

.

Københavns Kommune var vært for arrangementet, hvor overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og statsminister Mette Frederiksen begge holdt tale for de tusindvis af fremmødte foran shoppingcentret.

De tilhørende var tydeligt berørte under mindeceremonien, hvor koret UngKlang og Andreas Odbjerg leverede musikalske indslag.

Odbjergs afsluttende sang 'I morgen er der også en dag' fik tårerne til at løbe frit blandt mange af de fremmødte.