Skyderi i Fields

Søstre flygtede ud af Fields: - Et kort øjeblik troede vi, at vi var i sikkerhed, men så lød der et nyt skud

Mai Christiansen og hendes lillesøster skulle slet ikke have været i Fields den dag, men gik tilfældigt derind inden koncerten med Harry Styles.

Mai Christiansen og hendes søster brød ud i gråd, da de havde krydset fodgængerfeltet på Vejlands Allé et stykke fra shoppingcenteret Fields.

På den anden side af vejen stod Mai Christiansens kæreste og hans familie klar til at hente dem. Det hele var overvældende – de troede aldrig, de ville nå frem.

- Vi stod begge bare og holdt om hinanden. Nu kunne vi give slip, for vi var i sikkerhed, fortæller Mai Christiansen.

Forinden var de panisk flygtet ud af storcentret Fields på Amager. De vidste ikke, hvorfor de hørte skud, eller hvorfor folk skreg. Men de var sikre sikre på én ting: De skulle løbe.

- Jeg kiggede mig slet ikke tilbage. Det eneste, jeg tænkte, var løb, fortæller 20-årige Mai Christiansen.

En tilfældighed

Søndag blev det, der skulle havde været en almindelig shoppingtur, på en helt almindelig søndag, til en tragedie, da en mand affyrede skud i storcentret Fields på Amager. De første skud blev affyret omkring klokken 17.30, og mandag kunne Københavns Politi melde om i alt tre dræbte og fire sårede af skud.

Egentligt skulle Mai Christiansen og hendes lillesøster, Gry Christiansen på 18 år, slet ikke havde været i Fields.

Vi løb bare med uden at vide, hvorfor vi var bange

Mai Christiansen

De var på vej til koncert med popidolet Harry Styles og var lige steget af metroen, men besluttede at gå ind i centret for at kigge efter noget mere festligt tøj til anledningen. Mai Christiansen købte en grøn top med åben ryg, og søsteren en nederdel, som de skiftede til ude på de offentlige toiletter. Derefter gik de op på 2. sal for at få noget mad.

Hendes søster havde lige fundet deres pladser på en café, da de opdagede, at folk begyndte at komme løbende om hjørnet, ti meter fra dem.

- Vi løb bare med uden at vide, hvorfor vi var bange, fortæller hun.

Så hørte de det første skud.

Folk begyndte at skrige.

- Først her det gik op for os, hvor farlig en situation vi befandt os i. Jeg kiggede på min søster og kunne bare se på hendes ansigtsudtryk, at jeg skulle løbe, fortæller Mai Christiansen, der instinktivt fandt sin telefon frem for at filme videoen, som kan ses i toppen af artiklen.

På det tidspunkt var klokken omkring 17.35, og panikken havde bredt sig i storcenteret.

Blod på trapperne

En stor menneskemængde satte i løb den samme vej, og de søgte mod en nødudgang med en masse trapper. Nu kunne de mærke tårerne komme væltende.

- Jeg ringede til min kæreste og råbte, at der var skyderi. Han kunne også høre skud i telefonen, men jeg registrerede det ikke længere. Folk begyndte at skrige og løbe hurtigere, og man blev nærmest skubbet ned ad trapperne, fortæller hun.

Jeg prøver at lade være med at tænke på, at det kunne have været mig

Mai Christiansen

På vej ned ad trapperne opdagede hun tydelige spor af blod, og vendte om. Til sidst lykkedes det at komme ud på en parkeringsplads foran Fields. Mai Christiansen mistede sin søster af syne i to sekunder, men det føltes som tusind år, fortæller hun.

- Da vi kom ud foran butikkerne, luntede vi. For et kort øjeblik troede vi, at vi var i sikkerhed. Men så lød der et nyt skud, siger hun.

Folk løb ud på vejen for at stoppe billisterne og fortælle dem, at de skulle vende om.

- Mange drejede mod venstre op mod Fields, men jeg ville ikke tilbage. Vi løb ligeud mod marker og buskads, for vi ville bare ind i skoven og så langt væk fra Fields som muligt.

De følte sig for synlige på de store veje, så de forsøgte at skjule sig i krat. Mai Christiansens kæreste blev hængende i røret i den time, som hun og hendes søster endte med at løbe rundt på de øde golfbaner. Hun kan intet huske fra deres samtale.

Til sidst blev de hentet af kæresten, som delte sin lokation med dem på mobilen, og de løb ud på en parkeringsplads, hvor de ventede.

"Jeg var ikke ude for det værste"

Mai Christiansen ryster over hele kroppen, når hun her godt 24 timer efter fortæller om episoden. Hun har det okay i dag, siger hun, og det er lykkedes hende at sove i nat, for til sidst kunne hendes krop ikke mere.

Det hele føles ambivalent og surrealistisk, siger hun.

- Jeg føler skyld over, at folk har medlidenhed med mig, for jeg er splittet omkring, hvordan jeg skal have det med det. Jeg er taknemmelig, men samtidig ved jeg, at jeg ikke engang var ude for det værste.

De ved også, at det ikke er noget, de foreløbigt vil glemme. Mai Christiansen er bare glad for, at hun ikke så gerningsmanden eller nogen blive skudt. Det, tror hun, havde sat sig endnu hårdere.

Siden har Mai Christiansen tænkt meget på de personer, de mødte. På ekspedienten, der solgte hende en top og gav dem den røde taske, som hendes søster havde over skulderen på flugten. Kom hun ud derfra?

På den kvinde, der, da de klædte om på toilettet tidligere på dagen, spurgte hende, om det var hende, der havde glemt sin telefon. Nu ved Mai Christiansen, at der var én, der ikke kunne ringe til sine pårørende, da skuddene lød.

- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg havde været der helt alene eller ikke kunne ringe til nogen, siger hun.

Mai Christiansen fortæller, at det hjælper at være sammen med søsteren. De har planer om at opsøge krisehjælp og har også talt meget sammen om episoden.

Var de ikke gået i Fields for at købe nyt tøj, var de måske ikke havnet i situationen. Havde de taget et senere tog eller var gået direkte til Royal Arena, kunne tingene have været anderledes. Men de er også kommet frem til, at det ikke nytter at tænke sådan.

- Jeg føler med dem, der har mistet nogen i den her situation, og dem der blev dræbt. Jeg er så ked af det, men jeg prøver at lade være med at tænke på, at det kunne have været mig, for det var det ikke, og det må jeg holde fast i nu, siger hun.