SAS ramt af strejke – se her, om dit SAS-fly er aflyst

En pilotstrejke har ramt SAS' trafik. Langt fra alle flyafgange er dog aflyst.

Omkring 1000 af SAS' piloter strejker.

Det meddeler SAS' topchef mandag, efter det ikke er lykkedes forhandlingsparterne at nå til enighed.

Se her, om din SAS-flyvning er aflyst, eller om den bliver gennemført som planlagt.

Kræver et mirakel at få flyene i luften

Her er dine rettigheder ved en flystrejke

Min rejse er blevet forsinket

Bliver du "væsentligt forsinket" på grund af en strejke hos flyselskabet, har du krav på en kompensation på mellem 1860 og 4365 kroner per billet.

Er forsinkelsen ikke væsentlig, har man ikke umiddelbart ret til nogen form for kompensation. Flyselskabet skal dog muligvis sørge for mad, drikke og overnatning under forsinkelsen. 

Hvor lang forsinkelsen skal være, før den er "væsentlig", og hvor stor kompensationen i så fald skal være, afhænger af, hvor lang rejsen er, og hvor længe du skal være væk.

En løs tommelfingerregel er, at forsinkelser på korte rejser oftere er væsentlige. 

Min rejse er aflyst mindre end 14 dage før afgang

Aflyses dit fly mindre end 14 dage før afgang, har du ret til selv at vælge én af følgende tre muligheder:

  • At få alle pengene for billetten tilbage
  • At få omlagt rejsen til det endelige rejsemål, så snart det kan lade sig gøre. Flyselskabet skal betale for turen med et andet flyselskab, hvis det ikke selv kan tilbyde den første ledige afgang.
  • En omlægning af rejsen til en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.

Du har ikke ret til at skifte mening, når du først har valgt en af de tre muligheder.

Derduover kan du ved aflysninger mindre end 14 dage før afgang have ret til en kontant kompensation på mellem 1860 og 4365 kroner per billet.

Det kommer dog både an på rejsens længde, om du flyver inden for EU, om du kommer med et andet fly, og hvor tæt på din oprindelige afgangstid det i så fald afgår. 

Du kan også have ret til forplejning, indkvartering og transport mellem lufthavn og overnatning, mens du venter på at komme med et andet fly.

Min rejse er aflyst mere end 14 dage før afgang

Aflyses dit fly mere end 14 dage før afgang, har du ret til selv at vælge én af følgende tre muligheder:

  • At få alle pengene for billetten tilbage.
  • At få omlagt rejsen til det endelige rejsemål, så snart det kan lade sig gøre. Flyselskabet skal betale for turen med et andet flyselskab, hvis det ikke selv kan tilbyde den første ledige afgang.
  • En omlægning af rejsen til en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.

Du har ikke ret til yderligere kompensation, og du har heller ikke ret til at skifte mening, når du først har valgt en af de tre muligheder.

Ifølge SAS påvirker strejken omkring 30.000 rejsende om dagen – cirka halvdelen af de daglige flyvninger bliver aflyst, så længe strejken står på.

- Vi beklager dybt, at vores kunder påvirkes af denne strejke, som medfører forsinkelser og aflyste fly, siger topchef i SAS Anko van der Werff i en pressemeddelelse.

- Vi ved, at alle vores passagerer har længtes efter deres sommerferie og har bestilt rejser til dem selv og deres kære. SAS-medarbejdere arbejder hårdt for at hjælpe vores kunder, som er ramt af denne ulykkelige situation

Både passagerer, som selv har købt deres flybillet og passagerer med billet til en charterrejse med SAS igennem et rejsebureau, bliver påvirket af strejken.

Hos Apollo, som er en af SAS' helt store charterkunder, arbejder man på at finde alternativer til de rejsende.

- Vi arbejder intensivt på at finde erstatningsfly til de berørte flyvninger. Hvis din rejse er ramt af strejken, kontakter vi dig på SMS, skriver Apollo på sin hjemmeside.

Miraklet udeblev

Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og luftfartsanalytiker, var allerede i sidste uge skeptisk over for, at der kunne blive fundet en løsning mellem parterne.

- Når man tænker på, hvor lang tid parterne har forhandlet, så skal der et lille mirakel til, hvis flyene kommer på vingerne, sagde han til TV 2.

Jacob Pedersen vurderede, at en strejke vil koste SAS omkring 70 millioner kroner på daglig basis.

Kan ombooke kvit og frit

I en pressemeddelelse skrev SAS i sidste uge, at en strejke vil have væsentlig indflydelse på SAS' trafik, og mange rejsende risikerer at blive ramt.

Flyselskabet understregede dog også, at der fortsat vil være SAS-flyvninger, selv hvis piloterne begynder at strejke.

- Det er ikke alle SAS-flyvninger, der vil blive påvirket af en potentiel strejke, skrev SAS i pressemeddelelsen.