Samfund

Hun har ventet i to år, og nu kan hun endelig bruge sin billet

Nogle har gruet for, hvordan det skal gå, når en uprøvet ungdomsgeneration slippes løs til kampdruk i en uge.

Det kan godt være, at Amalie Vestergaard Poulsen har glædet sig til den her dag, siden hun købte sin billet i 9. klasse. Men lige nu, hvor hun slæber og er badet i sved, har hun mest lyst til at tage hjem igen.

De fire veninder har joket med at navngive deres lejr 'Kaos', for lige siden de ankom til Dyrskuepladsen, er intet gået efter planen.

Først var det hjulene på trækvognen fyldt med dåsemajs, vodka og kartonjuice, der ikke kunne køre. Så var det teltpælene, der manglede.

- Tænk på, når vi ligger i teltet i aften, Malle, lyder det fra veninden, mens hun slæber en Ikea-pose, der er fyldt til bristepunktet.

Når over 100.000 mennesker i disse dage samles til Roskilde Festival nummer 50, er en del af de yngste gæster med for allerførste gang.

Det gælder blandt andre 18-årige Amalie Vestergaard Poulsen, der går i 2.g på Nærum Gymnasium.

Corona aflyste den ene fest efter den anden. Nattelivet har været lukket næsten hele hendes gymnasietid, og mange fredage aftener er blevet brugt hjemme på værelset eller i coronaboblen. Nu må de unge endelig komme på festival. Men hvordan gør man lige, når det hele er for første gang?

Alting for første gang

Der er soundbokse inden for hver en meter, og musikken fylder hele festivalpladsen. Men i Amalie Louise Poulsens lejr er der stille. Gymnasievennerne sidder udmattede i klapstolene og spiser rugbrødsmadder med leverpostej – fra dåse – med agurkeskiver på.

Flere af dem havde købt billet med nogle andre til festivalen i 2019, men meget kan ændre sig på tre år.

Natten før ankomsten havde Amalie Vestergaard Poulsen og hendes venner slået lejr foran indgangen til festivalpladsen. De ville have “den fulde festivaloplevelse” og være med til at vælte hegnet og score de mest eftertragtede campingpladser.

Men i år er den årelange tradition afskaffet af hensyn til coronasmitte. Og Amalie Vestergaard Poulsen og hendes venner blev smidt væk af en vagt.

- Det vidste vi bare ikke, for vi er her jo for første gang. Vi havde bare hørt, at det var det, man skulle, siger hun.

En uprøvet generation

Nogle har gruet for, hvordan det skal gå, når en uprøvet ungdomsgeneration slippes løs til kampdruk i en uge. Problemer med "uerfarne og berusede unge" fik Tivoli til at aflyse Fredagsrock-koncerter. Også et nyligt afholdt storskærmsarrangement i Fælledparken, hvor der blev kastet med fyldte øldåser og flasker, har henledt opmærksomheden på de unge festivaldebutanter.

Amalie Vestergaard Poulsen forstår godt bekymringen.

Som 2. g'er var hun i år til sin første gymnasiefest nogensinde. Stemningen i gymnastiksalen var akavet. Gennemsyret af at man kunne sætte ansigt på hinanden, men alligevel ikke tilnærmelsesvis kendte hinanden.

Hun fornemmer, at mange unge har følelsen af at have meget at indhente.

- De fleste har virkelig slem FOMO (fear of missing out, red.). Jeg kender mange, der tager i byen fire dage om ugen, fordi nu skal de bare ud og have fuld skrue, siger hun.

Alligevel tror hun, at der er langt til kast med fyldte øldåser. Selv er hun der lige så meget for musikken, som hun er der for at feste.

- Der kan være en sandhed i, at vi har været lukket ned og derfor vil ud og være ekstra vilde, men jeg tror ikke, vi gør noget, som andre unge ikke har gjort. Vi sætter måske bare mere pris på, at vi kan det, ræsonnerer hun.

Vennerne har da også tænkt over, om de ældre festivalgængere vil være trætte af, at de også er der. Da de bemærkede, at "alle" solgte deres billetter i begyndelsen af måneden, blev de en anelse bekymret for, at de andre unge ville blive væk.

Amalie Vestergaard Poulsen har hjemmefra gjort sig nogle overvejelser om sin egen promille på festivalen. Hun har ikke lyst til at drikke sig alt for fuld.

- Jeg har haft tankerne, hvad nu hvis jeg mister min telefon, ikke kan finde mine venner eller er fuld ude i en busk. Inden man tager afsted, hører man jo også om skrækscenarier med voldtægter og overgreb.

Midt i menneskemylderet står Amalie Vestergaard Poulsen og hendes veninde. De ringer til en ven, der har lejr et andet sted i campområdet Smatten. Amalie Vestergaard Poulsen fniser ind i telefonen. Rygtet lyder, at der er fest i en anden lejr senere.

- Du kan ikke bare sige, at du er ved et blåt telt, udbryder Amalie Vestergaard Poulsen.

Amalie Vestergaard Poulsen har aftalt med sine forældre, at hun skriver hjem engang imellem. Sender dem et par billeder og forsikrer dem om, at hun passer på sig selv. Mere behøver de ikke at vide.

- Det er rart at komme lidt væk, uden at ens forældre går og holder øje med en, og der hele tiden er nogle, der skal have en holdning til en, og hvad man gør, siger hun og smiler:

- Her kan man til en vis grænse få lov at gøre, hvad man vil.

Nye traditioner

I teltet ligger en pose hjemmebagte boller, som hun har fået med hjemmefra. Hun har taget plads i campingstolene til et spil ølbowling.

Når man har ventet to år på at komme på festival, har forventningerne naturligvis bygget sig op. Men nogle førstegangsritualer havde hun set mere frem til end andre.

Da hun bevæger sig ud på festivaltoilettet for første gang, er det med toiletpapir om hænderne, så hun undgår at røre ved skurvognens håndtag. Det var slet ikke så slemt, konkluderer hun, da hun kommer ud derfra.

Hun kommer i tanke om en anden Roskilde-tradition og kaster rullen med toiletpapir hen imod veninden. Når mørket falder på, vil de gå en tur og rulle teltene ind i toiletpapir.

Da veninden finder en ølbong frem, hujer resten af lejren og synger "Amalie, Amalie, Amalie". Hun sætter sig på hug, og kinderne puster sig op som balloner, mens hun anstrenger sig for ikke at spytte øllen ud.

Hun har gjort sig mange forestillinger om, hvordan en uge i Smatten vil se ud. Dåsemad, nøgenløb, ingen bad, klamme toiletter, ølbong og streger til at holde regnskab på øldrikkeriet. Men i sidste ende vil hun bare gerne hygge sig med sine venner, siger hun. Give lidt slip. Fordi hun endelig kan.

- Det føles uvirkeligt, at jeg har ventet to år på det her. Men jeg ved jo ikke, hvad jeg er gået glip af, siger hun.

Vennen Asbjørn Estrup Udsen supplerer:

- Man sætter mere pris på det, men samtidig har man også hørt en hel masse, og hvis det ikke lever op til det, så bliver man skuffet, siger han.

For Amalie Vestergaard Poulsen er Roskilde Festival et afbræk fra hverdagen. Et frirum fra forventningerne. Det er en uge, hvor man har lov til at være ung og ubekymret.

- Man ser alle sider af folk her. Der er ikke noget picture perfect Instagram, for ingen går i bad, og folk pisser over det hele. Det er grænseoverskridende, men det er også en del af det, siger hun.

Amalie Vestergaard Poulsen bliver afbrudt af en ven, der kommer løbende fra den anden ende af festivalpladsen. Han hiver hende i armen. Om lidt skal de videre til fest i campområde c38.

Det hele er overvældende. Kaotisk. Surrealistisk. Og fantastisk.

Intet er helt, som hun forestillede sig. Men det er Roskilde Festival. For første gang.