Samfund

Hang ud ad vinduerne og fejrede studenterhuen i personbil – politiet advarer og truer med bøder

Flere unge er blevet straffet med bøder for at fejre studenterhuen i private biler.

Natten til torsdag måtte Københavns Politi rykke ud, da det modtog op mod 15 anmeldelser om hasarderet studenterkørsel fra bekymrede borgere.

Flere unge havde taget forskud på udskejelserne ved den traditionelle studenterkørsel og trillede rundt i private biler, mens flere hang ud ad vinduerne.

Politiet har derfor uddelt bøder til flere unge – både passagerer og chauffører.

- At hænge ud ad en kørende bil er både farligt og ulovligt, og derfor skred vi også ind, da vi fik anmeldelser i aftes og i nat, siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard i et skriftligt svar til TV 2.

Nu kommer Københavns Politi med en klar opfordring til unge studenter:

- Der skal selvfølgelig være plads til, at de unge kan fejre deres eksamener, men det skal foregå forsvarligt og inden for lovens rammer, lyder det fra Bjarke Dalsgaard.

Til fare for andre

At reaktionen mod de unge studenter kommer så prompte, skyldes, at deres opførsel bragte andre mennesker i fare.

Det skriver Københavns Politi i en besked på Twitter.

Samme budskab gentager vicepolitiinspektøren.

- Der er en grund til, at man skal have sikkerhedssele på, når man sidder i en bil, og det er ulovligt at køre uden. Samtidig skal der ikke meget til, før det kan gå rigtig galt, hvis man hænger halvt ude ad vinduet på en kørende bil, så det skal man helt enkelt lade være med.

Tusindvis af studenter skal ud at køre i studentervogn, og det har skabt stor glæde hos ’Årgang lockdown’, at der ikke er nogle coronarestriktioner på turen.