Coronavirus

Mette Frederiksen på coronapressemøde: Nyd sommeren

Også Statens Serums Institut udtrykker håb for en coronafri sommer.

Smitten stiger i Danmark, men danskerne skal ikke være bekymrede for, at en sommer med festivaler, Tour de France og fælleskab endnu en gang bliver påvirket af coronavirussen.

Det slog statsminister Mette Frederiksen (S) fast på onsdagens pressemøde.

- Nyd en god sommer. Det vil vi også gerne lade være et budskab i dag: Selvom vi skal passe på de ældre og sårbare, skal vi også nyde en god sommer, sagde hun.

Vi håber ikke, at corona kommer til at fylde ved sommerfesterne

Mette Frederiksen, statsminister (S)

På pressemødet fortalte statsministeren om regeringens coronastrategi for de kommende måneder, hvilket blandt andet indeholder en ny vaccinationsplan, hvor både særligt sårbare og danskere over 50 år vil blive tilbudt et ekstra stik mod coronavirus for at beskytte dem mod den nye Omikron-variant, BA.5.

Meget godt i vente

Mette Frederiksen understregede, at den nye coronastrategi først er gældende for efteråret og vinteren, men at den bliver præsenteret allerede nu, så befolkningen ved, "hvad vi har med at gøre", inden der "skal nydes en god sommer".

Statsministeren forsikrede, at Danmark står et godt sted både sundhedsmæssigt og økonomisk – og at der derfor er god grund til at nyde de varme måneder

- Derfor står vi nu lige på kanten til en dejlig sommer, hvor vi forhåbentlig alle kan se frem til ferie sammen med venner, familie, rejser, kram og kys. Og allerede i næste uge Roskilde festival, DGI's landsstævne og Tour de France i Danmark, sagde Mette Frederiksen og tilføjede:

- Der er meget godt i vente.

Nyd fællesskabet

Inden statsministeren gav ordet til de fremmødte journalister, afsluttede hun med at gentage sin pointe endnu en gang:

- Vi håber ikke, at corona kommer til at fylde i familierne eller ved sommerfesterne, men det gælder selvfølgelig for os her, at vi bliver nødt til at være opmærksomme på, hvad der sker både i verden og herhjemme.

Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) understregede, at danskerne skal nyde sommerens festivaler og arrangementer:

- Vi går ind i denne sæson uden nogen restriktioner, og vi opfordrer folk til leve deres liv, tage på strande, tage med til de forskellige arrangementer. Vi har alle sammen savnet at tage med til store fællesskabsarrangementer. Og vores opfordring er, at det skal man bare gøre.

Ingen grund til bekymring

Statens Serum Institut (SSI) deler også statsministerens budskab. Tirsdag understregede direktøren, Henrik Ullum, at der ikke på nuværende tidspunkt er grund til bekymring.

- Varianten ser ikke ud at gøre os mere syge, og vaccinerne beskytter godt mod alvorlig sygdom og indlæggelse. Samtidigt ser det ud til, at de, der tidligere har været smittet med Omikron-varianten, har god beskyttelse mod smitte, sagde Henrik Ullum.

Samtidig havde han godt nyt til de mange danskere, der glæder sig til at nyde sommeren, eksempelvis på en af de mange festivaler: ”Det skal I bare gøre”.

- Det kan være, at vi vil se ekstra smitte i forbindelse med festivaler, men det er en mild variant. Og når mange mennesker er samlet, er det bedre at være udenfor end indenfor, sagde Henrik Ullum.

Tilbud om 4. stik

På pressemødet blev der ikke kun set frem til den kommende sommerferie. Her præsenterede statsministeren også en klar strategi til de kommende måneder.

Her er det vigtigste værktøj fortsat vaccination, og derfor vil alle danskere over 50 år blive tilbudt et 4. stik mod coronavirus.

Plejehjemsbeboere og særligt sårbare vil være de første, der får tilbuddet. Det gælder fra 15. september. Herefter vil alle danskere over 50 fra 1. oktober få tilbudt et 4. stik. Nogle særligt sårbare vil allerede kunne få stikket fra næste uge.

Derudover er Danmark klar med en ny teststrategi, så vi hurtigt kan pcr-teste 200.000 om dagen, ligesom der undersøges muligheden for at forebygge voldsomme sygdomsforløb med en ny tabletbehandling.

Læs mere om det her.