Coronasmitten strøg i vejret efter folkefest i Storbritannien, men skal vi bekymre os?
Er det et problem, hvis festivaler, Tour de France og studenterfester får smitten til at løbe løbsk? TV 2 har spurgt flere eksperter.
Sommerferien, festivaler og Tour de France i Danmark står for døren, mens coronasmitten er stigende.
Og skæver man mod Storbritannien, kan man få en fornemmelse af, hvad der kan vente os efter et par uger med Roskilde Festival, verdens største cykelløb og de første ugers sommerferie.
Derovre fejrede de i starten af juni Dronning Elizabeths 70 år som regent med tre dages gadefester rundt omkring i landet.
Men det var ikke kun konfetti, der spredte sig i luften mellem millioner af festglade briter. Det samme gjorde coronavirus, og i den anden uge efter fejringen steg antallet af smittede med 43 procent, skriver BBC.
Det meste af smitten skete med varianterne BA.4 og BA.5.
Men hvis en stejl stigning i smitten som den britiske skulle ske i Danmark, får det ikke sved frem på panderne af de eksperter, som TV 2 har talt med.
Fest med omtanke
For selvom den nye BA.5-variant, der er blevet dominerende i Danmark, er mere smitsom, giver den ikke et mere alvorligt sygdomsforløb.
- Vi kan acceptere relativt høje smittetal, for vaccinerne beskytter stadig mod alvorlig sygdom, siger virolog Allan Randrup Thomsen.
Det samme mener Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.
- Vi skal beskytte de ældre og svage. Men de fleste af os vil opleve det som en lettere sommerforkølelse med ondt i halsen og den slags, siger Hans Jørn Kolmos.
Men selvom man ikke skal bekymre sig og ligge søvnløs om natten, opfordrer han til, at man tager til festival, studenterfester og Tour de France med en vis omtanke.
- Jeg ved godt, at det er svært, hvis man er ung og på festival, men man skal huske den gode hygiejne. Og så skal man se at komme hjem og tage en test, hvis man oplever symptomer, siger han.
Erfaringer fra sidste års fodboldfester
For Lone Simonsen, der er epidemiolog og leder af PandemiX Centret på RUC, minder Storbritanniens smittestigning om de bølger, Danmark oplevede sidste sommer under EM i fodbold.
- Men der skete jo det, at den stigning, der kom efter fodboldfesterne, ikke var starten på en ny bølge, men mere et bølgeskvulp i sig selv, siger hun.
Derudover peger både Lone Simonsen og Allan Randrup Thomsen på Portugal, hvor de stigende smittetal skabte store bekymringer for bare få uger siden.
- Men den gode nyhed fra Portugal er, at bølgen lagde sig ret hurtigt igen, siger Lone Simonsen.
Bange for senfølger?
Men selvom der ikke er den store fare for alvorlig sygdom med denne sommers dominerende coronavariant, er der stadig en risiko for senfølger.
At dømme efter et nyt og meget omfattende studie er der knap så meget hjælp at hente hos vaccinerne, som man troede.
Ifølge studiet i Nature Medicine ser vaccinering mod coronavirus nemlig kun ud til at reducere risikoen for senfølger efter smitte med coronavirus med omkring 15 procent.
Det er en markant lavere grad af beskyttelse, end tidligere og mindre studier har vist.
- Hver gang man er igennem et forløb med coronasmitte, er der risiko for senfølger. Så selvom man ikke skal være bange for alvorlig sygdom, skal man overveje, at der kan opstå senfølger, siger Hans Jørn Kolmos.
Flere eksperter har i den seneste tid advaret om, at vi i de kommende år risikerer at blive smittet med nye coronavarianter et par gange om året, selvom man har antistoffer i blodet fra vaccinering eller tidligere smitte.
Men trods det skal de fleste af os leve livet, som vi plejer, mener eksperterne.
De nye varianter ser ikke ud til at give senfølger i samme omfang som de første.
Og mange danskere har desuden god immunitet efter den store bølge med Omikron, der skyllede over Danmark i vinter.
- Men hvis man er bange for senfølger, så gå til lægen og få vaccinen, siger Lone Simonsen.