Vegetarer stævner kommuner og regioner for ikke at have kødfrit alternativ
Familien Kjær Brinkmann er uforstående overfor, hvorfor deres datter ikke kan få vegansk mad i børnehaven.
Det bør altid være muligt at få et vegetarisk eller vegansk måltid på hospitaler, plejehjem og i daginstitutioner.
Det mener Dansk Vegetarisk Forening, der vil hive to kommuner og to regioner i retten for forskelsbehandling, fremgår det af en pressemeddelelse.
Til TV 2 fortæller generalsekretær Rune Christoffer Dragsdahl, at foreningen gennem mange år har fået henvendelser fra borgere, der er i klemme i det offentlige, fordi det eksempelvis ikke er muligt at få et kødfrit måltid på hospitalerne.
- Vi har prøvet at råbe både kommuner og landspolitikere op, men der sker intet. Derfor ser vi os nu nødsaget til at gå rettens vej, siger han.
Foreningen har sendt en stævning afsted mod kommunerne Jammerbugt og København samt Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Afslag på madpakke
I Jammerbugt Kommune drejer sagen sig om familien Kjær Brinkmann. Forældrene er utilfredse med, at deres datter ikke kunne få serveret et vegansk måltid i den børnehave, hvor hun var blevet tilbudt en plads i i 2020. Det skriver DR.
- Jeg havde ikke rigtig nogen forståelse af hvorfor. Det var ret voldsomt og underligt, at de ikke ville gøre det. For det er jo også sundt at spise vegansk, og vi har jo set, at det sagtens kan fungere, fortæller Mia Kjær Brinkmann til DR.
Samtidig fik forældrene afslag på, at de selv måtte smøre en madpakke til datteren. Det skyldes, at Kommunalbestyrelser i henhold til Dagtilbudsloven kun kan fritage et barn fra en madordningen på grund af lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver specialkost.
I de daginstitutioner, hvor der er en madordning, er det altså ikke muligt at fravælge den, hvis man er vegetar eller veganer.
Det er også den begrundelse, direktøren i Jammerbugt Kommunes børne- og familieforvaltning, Diana Lübbert Pedersen, kommer med over for DR.
Men det er dybt problematisk, synes Rune Christoffer Dragsdahl.
- Et er, at der ikke er et kødfrit alternativ, men at man ikke engang må smøre madpakke til sit eget barn og undlade at betale for en madordning, er ikke okay, siger han til TV 2.
I stævningen af Jammerbugt Kommune søger Dansk Vegetarisk Forening en erstatning til familien Kjær Brinkmann på 25.000 kroner.
En krænkelse af menneskerettighederne
Rune Christoffer Dragsdahl påpeger, at der måske er nogle, der vil synes, at kravet om vegetarisk eller vegansk mad er hysteri. Men det er langt fra sandheden ifølge ham.
- Der er efterhånden rigtig mange mennesker, som lever vegetarisk eller vegansk, og det er meget umoderne, at der ikke et kødfrit alternativ, siger han.
3,1 procent af danskerne, hvilket svarer til cirka 180.000 personer, anslås at leve vegetarisk. Der er ikke statistik på antallet af veganere, fordi det er for lavt til at måle.
Generalsekretæren argumenterer for, at der helt grundlæggende er brug for efteruddannelse af køkkenpersonale i offentlige institutioner, så der kan komme mere fokus på at få grønt ind i måltiderne.
Han anerkender, at det vil kræve mange ressourcer i en sektor, der i forvejen er presset på tid, personale og penge, men ifølge ham behøver det "heller ikke at være mere besværligt".
- I mange tilfælde kan man lave det samme mad, hvor kød så bare kan være en tilføjelse, siger han.
Rune Christoffer Dragsdahl håber, at afgørelsen ved domstolene vil føre til, at offentlige institutioner tvinges til at lave vegetarisk eller vegansk mad.