Dagens overblik

Dagens overblik: Rusland har intet modsvar til ukrainske missiler

Statsministeren talte til Ukraines parlament, der er enorm humanitær krise i Afrika, og så giver Touren udfordringer for Rigshospitalet.

19. juni døde Uffe Ellemann-Jensen. Han blev 80 år gammel.

Men inden blev der optaget et interview med den afdøde statsmand som en del af ’Det sidste ord’, og det bliver vist på TV 2 og TV 2 PLAY på søndag.

I programserien interviewer Mikael Bertelsen en række store danske personligheder. Aftalen med de medvirkende er, at programmet først må blive sendt efter deres død.

Velkommen til dagens overblik, hvor vi starter i Kyiv.

Statsministeren talte til Ukraines parlament

For her kunne ukrainske parlamentsmedlemmer høre Mette Frederiksen (S) understrege, at Danmark støtter Ukraines status som kandidatland til EU.

Den danske statsminister er blot den fjerde regeringsleder, der taler for Ukraines parlament via videolink siden Ruslands invasion af landet 24. februar.

Mette Frederiksen sammenlignede i talen også den nuværende invasion i Ukraine med Anden Verdenskrig og kaldte det for en ”definerende tid”, hvor Europa skal vise, at de "europæiske værdier ikke bare er ord".

Ukraine angreb russisk skib

Ukraine råder over så mange Harpoon-missiler, at ”vi kan sænke hele den russiske sortehavsflåde”. Sådan lød det i maj, da Ukraine modtog en stor håndfuld Harpoon-missiler fra blandt andet Danmark.

Og nu er det lykkedes ukrainerne at sænke et russisk skib med et af de donerede missiler, som kan affyres fra land og række langt ud i Sortehavet med stor præcision.

Netop den lange rækkevidde og store træfsikkerhed kan gøre missilerne til et vigtigt taktisk våben i krigen. Det vurderer militærforsker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen, som forklarer, at de kan tvinge russerne til at holde deres flåde på lang afstand fra kysten.

Værste krise siden Anden Verdenskrig

Afrika står over for den værste humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig – en krise, der er blevet akut, fordi de afgørende forsyninger af hvede og andre fødevarer fra Ukraine nu ikke længere kan nå frem på grund af krigen.

Sådan lyder det fra FN’s Fødevareprogram (WFP), der anslår, at 800.000 mennesker allerede befinder sig i det, der defineres som ”hungersnødslignende tilstande”. De fleste af dem befinder sig i de østafrikanske lande Etiopien, Somalia og Sydsudan. Regionen er samtidig med krigen i Ukraine truet af den værste tørke i 40 år.

Ifølge WFP producerer Ukraine, der selv har 40 millioner indbyggere, mad til 400 millioner mennesker verden over, og det er også her, at FN køber halvdelen af den hvede, der distribueres som nødhjælp verden over.

Danske betjente på narkojagt

Sydspanien har med justitsminister Mattias Tesfayes (S) ord udviklet sig til "et slags europæisk centrum" for blandt andet indsmugling af narkotiske stoffer til Europa. Og derfor åbner han nu op for, at danske betjente aktivt skal kunne deltage i narkotikaefterforskninger på Solkysten.

Ministeren kunne ikke tirsdag blive mere specifik omkring, hvordan samarbejdet konkret skulle foregå, men han sagde, at der har været dialog med Spanien om muligheden.

Mattias Tesfaye var mandag og tirsdag i Sverige, hvor han også diskuterede med sin svenske ministerkollega Morgan Johansson, hvordan indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet mellem Danmark og Sverige kan styrkes.

Touren får konsekvenser for Rigshospitalet

Når jublende danskere stimler sammen i de københavnske gader 1. juli for at overvære startskuddet for årets Tour de France, bliver det ikke uden konsekvenser for Rigshospitalet og dets patienter.

Alle veje på nær én ind til hospitalet bliver nemlig afspærret i forbindelse med løbet. Dermed er der kun én vej ind og én vej ud for al trafik til hospitalet.

Og det giver store trafikale udfordringer, der kan få konsekvenser for fødende og traumepatienter, som skal transporteres til Riget. Derfor har Region Hovedstaden koordineret ekstraordinære tiltag med politiet og øget akutberedskabet på dagen. Her kan du se, hvordan du kan komme til Rigshospitalet, hvis der skulle blive brug for det, mens Touren er i København.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor der er godt nyt til alle dem, der nyder et godt bål til sankthans: Vejret arter sig i den grad med både tørt og klart vejr, og samtidig bliver det en aften med meget lidt vind, så røgen blot stiger direkte til vejrs.

Vi læses ved i morgen. Rigtig god aften.