Samfund

Russisk gaslukning vil give dansk recession, vurderer cheføkonom

Stigende usikkerhed for russiske gasleverancer får økonom til at advare om risiko for recession.

Den danske økonomi risikerer at få en ordentlig nedtur, hvis virksomhederne ikke kan få leveret russisk gas.

Det siger cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen.

- Det er faktisk svært at se for sig, at vi kan undgå en recession, hvis Rusland lukker for gassen, siger Søren Kristensen.

Hans udmelding kommer, efter at Energistyrelsen mandag advarer om en mulig forsyningskrise for gas i Danmark.

Advarslen kommer, fordi der er stigende usikkerhed om russiske gasleverancer.

Risikerer fyringer

Hvis Danmark ender i en regulær forsyningskrise, vil gassen blive lukket for nogle virksomheder for blandt andet at sikre gas til hospitaler og opvarmning af boliger.

Det vil få store konsekvenser for erhvervslivet, siger Søren Kristensen.

- Nogle virksomheder risikerer at skulle stoppe deres produktion i en kortere eller længere periode.

- Så kan vi ikke undgå, at økonomien bliver ganske hårdt ramt. Vi vil nok også se, at mange virksomheder skal fyre medarbejdere, siger Søren Kristensen.