Samfund

Energistyrelsen advarer gasaktører om forsyningskrise

Rusland har reduceret sine gasleverancer til Tyskland betydeligt. Derfor skærper Energistyrelsen beredskabet.

Aktørerne på det danske gasmarked skal forberede sig på, at der kan komme en egentlig forsyningskrise.

Derfor skærper Energistyrelsen nu sit gasberedskab.

Det sker, fordi der i den seneste periode er opstået en stigende usikkerhed om gasleverancer fra Rusland, efter at landet har reduceret leverancerne til Tyskland med 60 procent.

- Det er en alvorlig situation, vi står i, og den er blevet forværret med de reducerede leverancer fra Rusland til det europæiske gasmarked, siger vicedirektør i Energistyrelsen Martin Hansen i meddelelsen.

- Vi følger udviklingen på gasmarkederne nøje. Vi får stadig gas i Danmark, og vi har planer klar til at sikre forbrugerne. Vi står heldigvis robust i Danmark, fordi vi har meget grøn energi, lyder det.

Energistyrelsen har erklæret såkaldt "Early Warning", der fungerer som et signal til aktørerne på gasmarkedet om at forberede sig.

Planen er klar

Gaslagrene er lige nu 75 procent fyldte. De skal gerne være 80 procent fyldt fra november, hvis de skal leve op til den fælles EU-målsætning.

Skulle Danmark ende i en regulær gaskrise, så har Energistyrelsen en nødplan klar, så danskerne ikke skal frygte et koldt hjem hen over vinteren.

Planen går blandt andet ud på, at de største gasforbrugende virksomheder kan ende med at få slukket deres gastilførsel helt eller delvist i en periode.

- Vi har haft tæt dialog med erhvervslivet om, hvem der kan bidrage i en krise, siger Martin Hansen.

- De fleste af de meget gasforbrugende virksomheder har planer klar til at kunne erstatte gas, men vi vil nu tage fornyet kontakt til virksomhederne for at høre, om myndighederne kan gøre noget for at hjælpe dem, siger Martin Hansen.