Samfund

Jakob Ellemann-Jensen: - Jeg savner ham allerede helt forfærdeligt

Natten til søndag er tidligere udenrigsminister og Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen sovet stille ind.

Danmarks tidligere udenrigsminister og Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen er søndag sovet ind efter længere tids sygdom. Det oplyser Venstre.

Han mindes af sønnen Jakob Ellemann-Jensen.

- Jeg savner ham allerede helt forfærdeligt. Vi ringede tit sammen. Vi havde en evig samtale kørende om både stort og småt. Fra store overvejelser om politik og verdens indretning til alle de små ting, som hverdagen er fuld af. Vi kunne være alvorlige. Vi kunne grine. Vi kunne det hele. Især grine.

- Min far blandede sig ikke. Men han kom altid med råd, når han blev spurgt. Jeg lyttede altid, og nogle gange har jeg også fulgt dem. Og han var forstående, når jeg ikke gjorde.

Sådan skriver Jakob Ellemann-Jensen om sin nu afdøde far, Uffe Ellemann-Jensen, i et Facebook-opslag.

Levede langt og fantastisk liv

I opslaget oplyser han, at Uffe Ellemann-Jensen er død natten til søndag efter længere tids sygdom.

- Han blev 80 år, og han levede et langt og fantastisk liv, hvor han både nåede, oplevede og påvirkede mere end de fleste, skriver sønnen.

- Det har været en kæmpe styrke for mig at have en, der altid var der, og som selv har prøvet meget af det, jeg har mødt af udfordringer i tilværelsen - både privat og politisk.

Foruden sine mange år som udenrigsminister var Uffe Ellemann-Jensen tidligere formand for Venstre. En titel, som også sønnen har erhvervet sig.

Lærte sønnen at fiske

Ifølge Jakob Ellemann-Jensen har han været heldig med en far som Uffe Ellemann-Jensen.

- Han var travl, da jeg var barn, men han var altid til stede, når han var hjemme. Han lærte mig at fiske. Han tog mig på kanoture i Sverige. Han tog os fire søskende med på sejlture på Limfjorden.

Selv om Uffe Ellemann-Jensen aldrig blev statsminister, vil han blive husket som en af de største profiler i dansk politik nogensinde.

For det, han opnåede politisk. For sine rappe replikker, sin humor og for sine mange kendte citater, som der stadig den dag i dag bliver henvist til i mange politiske sammenhænge. I særdeleshed i forbindelse med valg.

Han var Venstres formand i 14 år fra 1984 til 1998, og personificerede i mere end ti år Danmarks udenrigspolitik.

Uffe Ellemann-Jensen var udenrigsminister i en forandringens tid, fra 1982 til 1993, hvor jerntæppet i Europa faldt, og nye nationer skød frem.

- Vi kommer alle sammen til at savne ham dybt, men mest af alt er vi taknemmelige for den tid, vi fik sammen med ham, skriver Jakob Ellemann-Jensen på vegne af sig selv og sin familie.