Russisk krigsskib krænker dansk farvand - en bevidst provokation, siger ekspert
Rusland har tidligere lavet militære flyvninger tæt på Bornholm under Folkemødet.
Det er langt fra nogen tilfældighed, når et russisk krigsskib sejler ind i dansk farvand i ly af natten ud for Christiansø.
Det er det klare svar fra to militære eksperter ovenpå fredagens nyhed, hvor forsvarsminister Morten Bødskov kunne fortælle, at en russisk korvet natten til fredag to gange krænkede dansk farvand og blev afvist af en dansk patruljebåd.
Krænkelsen af dansk farvand sker på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Rusland og Vesten er taget til som konsekvens af krigen i Ukraine. Samtidig er store dele af det politiske liv samlet på netop Bornholm, hvor Folkemødet finder sted.
Og timingen er helt bevidst, vurderer Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er ph.d. i folkeret og militær forsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.
- Der er tale om en almindelig suverænitetskrænkelse. Det, der er opsigtsvækkende, er, at de gør det, samtidig med at der er folkemøde på Bornholm, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, som blandt andet har maritim sikkerhed som speciale, til TV 2.
Sender klart signal
Det er ikke udsædvanligt, at det danske militær skal være på tæerne over for Rusland. Oftest er det i luften, når russerne tester det danske afvisningsberedskab.
Således har danske F-16-fly været på vingerne mindst 27 gange i år for at afvise russiske fly over Østersøen.
I både 2014 og 2017 blev russiske tilnærmelser ved Danmarks grænser også til nyheder, mens der var folkemøde. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste simulerede russiske fly et missilangreb i 2014. Og i 2017 overfløj Rusland Østersøen i internationalt farvand med et stort bombefly tæt på Bornholm
Ifølge Jens Wenzel Kristoffersen, der er analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet og i flere år har tjent ved NATO's Maritime Kommando, er der tale om "en sædvanlig, men unødig russisk provokation."
Alligevel understreger han:
- At sejle ind på et lands territorialfarvand er ikke noget, man bare gør. De prøver konstant grænserne af for at teste vores reaktionsmønstre, siger han til TV 2.
Jens Wenzel Kristoffersen peger samtidig på, at det viser effektiviteten af vores beredskab og kystradarovervågning.
- Vi overvåger stort set uden huller i de danske farvande. Hvis et skib kommer ind for 12 sømil, bliver et døgnbemandet kontrolcenter underrettet.
- De sender et signal til omverden om, at de følger med i, hvad der sker. Vi kan sagtens komme ind i jeres farvand, indtil I ser os og beder os om at smutte.
Østersøen er højspændingsområde
Da forsvarsminister Morten Bødskov fredag eftermiddag kunne fortælle om nyheden, var det med en alvorlig mine og en understregning af, at mødet med russisk militær i og omkring dansk territorium bliver mere normalt.
- Vi må indstille os på, at Østersøen er og bliver et højspændingsområde, sagde Morten Bødskov til TV 2.
Der gik ikke længe, fra nyheden om farvandskrænkelsen kom ud, til udenrigsminister Jeppe Kofod nok engang havde kaldt Ruslands ambassadør til samtale på Asiatisk Plads.
Noget, Morten Bødskov satte pris på, om end han tvivlede på den mulige effekt.
- Jeg er glad for, at min kollega Jeppe Kofod har indkaldt den russiske ambassadør til en samtale.
- Indtil videre må man sige, at ved de samtaler, han (ambassadøren red.) i øvrigt har været til, har han åbenbart haft lidt svært ved at forstå, hvor de danske grænser går.