Coronavirus

Risikoniveau opjusteres i region efter stigning i smitte med coronavirus

Indtil nu har risikoniveauet været på det laveste niveau, 1.

Epidemikommissionen opjusterer nu risikoniveauet for smitte med coronavirus til 2 i Region Hovedstaden.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et tweet.

Han oplyser, at det sker på baggrund af stigninger i smitte og indlæggelser, men han understreger, at det sker fra et lavt udgangspunkt.

Hidtil har risikoniveauet været på det laveste niveau af de fem niveauer fra 1 til 5, men nu opjusteres det altså.

I de fire øvrige danske regioner fastholder Epidemikommissionen risikoniveauet på niveau 1.

Kommissionen skriver i sin risikovurdering for uge 24, at baggrunden for at opjustere risikoniveauet i Region Hovedstaden er, at den stigning i smitten, der er set på det seneste, især er sket i Region Hovedstaden.

- Antallet af bekræftede tilfælde med covid-19 er steget fra 3805 tilfælde i uge 22 til 5830 i uge 23 svarende til en stigning på 53 procent. Stigningen i incidens ses især i Region Hovedstaden, hvor stigningen svarer til 70 procent, skriver Epidemikommissionen.

Kan medføre stigning i indlæggelser

Kommissionen understreger, at meget få på nuværende tidspunkt bliver alvorligt syge af at blive smittet med coronavirus.

- Det aktuelle antal alvorligt syge og behandlingskrævende patienter med covid-19-sygdom er på et meget lavt niveau, skriver kommissionen.

Blandt andet derfor fastholder Epidemikommissionen den lavest mulige risikovurdering i fire af landets fem regioner.

- På baggrund af tegn på vækst i epidemien, som særligt er centreret i Region Hovedstaden, og som risikerer at medføre en stigning i indlæggelser, hæves til 2 for Region Hovedstaden svarende til potentiale for lav sygdomsbyrde i den kommende periode, skriver Epidemikommissionen.

På nationalt niveau fastholdes den lavest mulige risikovurdering, 1.