Planer om bro mellem Jylland og Sjælland sat i bero
Forundersøgelse, der blev påbegyndt af den daværende VLAK-regeringen giver ikke anledning til at fortsætte.
Planerne om en fast Kattegat-forbindelse bliver umiddelbart ikke til noget, men der er dog en kattelem.
Sådan må en pressemeddelelse fra Transportministeriet om projektet tolkes.
- Forundersøgelsen af Kattegat giver ikke grundlag for at igangsætte projektet. Således vil der ikke blive iværksat konkrete anlægsaktiviteter, siger transportminister Trine Bramsen (S) i pressemeddelelsen.
- Der er politisk opbakning til videre drøftelse af igangsættelse af yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser, tilføjer Bramsen.
Meldingen fra S-regeringen kommer altså efter færdiggørelsen af en forundersøgelse til en fast forbindelse over Kattegat. Den skulle have været færdig inden udgangen af 2021, men blev udskudt til foråret 2022.
Det var tilbage i 2018, at den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti blev enige om at udmønte 60 millioner kroner til at gennemføre forundersøgelsen.
Den blev udført af Vejdirektoratet - det offentlige selskab Sund & Bælt og Trafikstyrelsen.
Forundersøgelsen kiggede både på muligheden for en ren vejforbindelse og en vej- og jernbaneforbindelse.
Oplægget til forbindelsen var, at den skal være brugerfinansieret. Altså at den skulle betale investeringen og vedligeholdelsen ind via broafgift.
Pris på 62-136 milliarder
Ifølge Kattegat.dk, som er projektets hjemmeside, estimeres en vejforbindelse at koste 62 milliarder kroner. En kombineret vej- og jernbaneforbindelse ville koste 136 milliarder kroner.
Efter forundersøgelsen var næste skridt en VVM-undersøgelse med fokus på miljøpåvirkningen. Og den bliver altså ikke til noget efter onsdagens melding. Men der kan altså komme flere undersøgelser af projektet, som ministeren understreger.
De politiske drøftelser af eventuelle yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenser har ifølge ministeriet dog ikke noget med en VVM-undersøgelse at gøre.
Det er forskelligt, hvordan regeringens udmelding modtages blandt andre partier.
Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, mener, at der netop lægges op til en slags VVM-undersøgelse alligevel.
- Trine Bramsen: Vi går ikke videre med Kattegatforb. Ingen VVM-undersøgelse. Men alligevel nye undersøgelser af miljø og klima. Det er jo en kattelem og en halv VVM, skriver Hyllested på Twitter.
Han tilføjer, at Enhedslisten helst ser projektet lukket og slukket med det samme.
De Radikales transportordfører, Rasmus Helveg Petersen, siger til gengæld til Ritzau, at han anser projektet for begravet.
- Jeg forstår det sådan, at projektet ikke bliver sat i gang. Vi kommer ikke til at gå i gang med at bygge en Kattegat-forbindelse. Det synes jeg, er fornuftigt nok.
- Jeg kan ikke se mig i, at vi skal bygge det projekt, vi har hørt om. Hvis det stod til mig, skulle man finde en meget mere klimaskånsom måde at gøre det på, siger Helveg Petersen.
Venstre: Fornuftigt med plads til debatten
Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, kalder en forbindelse over Kattegat for "et visionært projekt". Han mener, at projektet fortsat lever.
- Det er fornuftigt, at vi giver plads til debatten. Og at vi undersøger nogle miljøfølsomme ting en ekstra gang, siger han til Ritzau.
Tidligere Venstre-minister Karsten Lauritzen, der for nylig forlod politik og i dag er branchedirektør i DI Transport, opfordrer Folketingets partier til at gå videre med projektet.
- En fast forbindelse over Kattegat vil være en stor gevinst for det danske samfund, borgerne og erhvervslivet. Forbindelserne over Storebælt og Øresund binder Danmark sammen, og har skabt enorme positive effekter, siger Lauritzen i en pressemeddelelse.