Elever kritiserer kronprinsesse Mary efter besøg: - Lyder som en stor løgn

Flere elever på Haslev Idrætsefterskole kritiserer kronprinsesse Mary og kongehuset for at agere selvmodsigende i forhold til valg af skole.

Der skal være handling bag ord. Og det er der ikke, hvis man spørger nogle af eleverne på Haslev Idrætsefterskole.

De havde tirsdag royalt visit af kronprinsesse Mary, der ikke havde lyst til at tale med de fremmødte medier for at uddybe, hvorfor prins Christian og Prinsesse Isabella kan se frem til et nyt skoleår på den omstridte Herlufsholm Kostskole.

- Det er jo fair nok, at hun er imod mobning, men så kan jeg ikke forstå, hvorfor hun sender sine børn på Herlufsholm. Så lyder det som en stor løgn, siger Gustav Jakobsen.

Mobning kan ikke retfærdiggøres

Under sit ellers fåmælte møde med pressen ved skolen i den sjællandske stationsby understregede kronprinsessen sin holdning til mobning og vold.

- Det er aldrig acceptabelt, og det kan aldrig retfærdiggøres. Det skal bekæmpes, sagde kronprinsesse Mary, som var ledsaget af direktør Helle Østergaard fra Mary Fonden.

Både TV 2 og andre medier har i kølvandet på dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder' forsøgt at få kronprinsessens til at svare på, hvorfor hendes børn fortsat skal gå på Herlufsholm Kostskole.

Men kronprinsesse Mary har hidtil ikke ønsket at svare på uddybende spørgsmål. Heller ikke i dagens anledning.

Tirsdag stillede kronprinsesse Mary sig op foran en flok journalister, efter at have besøgt Haslev Idrætsefterskole.

Skal vise støtte

Det er inkonsekvent, mener en af de unge på efterskolen.

- Hun skal i hvert fald tage sit barn ud fra Herlufsholm for at vise, at hun ikke støtter det, der er sket der, lyder det fra Philip Pedersen.

For under en uge siden meddelte kongehuset, at det er planen, at prinsesse Isabella skal begynde på kostskolen Herlufsholm til august, og at prins Christian skal fortsætte som elev på skolen i det kommende skoleår.

Da fortællingerne fra Herlufsholm begyndte at pible ud fra den flere hundrede år gamle institution, rettede kronprinsparret kritik af kulturen på skolen.

- Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, som kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen, skrev kronprinsparret på Kongehusets sociale medier som reaktion på historierne fra en række tidligere elever.

Indtil videre har afsløringerne om Herlufsholm ført til, at skolen har indgivet en politianmeldelse på baggrund af TV 2s afsløringer med det formål, at politiet skal undersøge, om straffeloven er overtrådt i nogle af de hændelser, der er omtalt i dokumentaren.