Støttemaleri efter Jorn-hærværk solgt for 175.000 kroner
Tre kunstnere er gået sammen om værk, som skal hjælpe provokunstner i retssag om hærværk.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard, Poul Pava og Kristian von Hornsleth er gået sammen om et kunstværk med titlen "Fuck Jorn".
Det skriver Jyllands-Posten.
Maleriet er blevet solgt for 175.000 kroner til en selvstændig kabelgraver i Tyskland. Det oplyser Strayfield Gallery til Jyllands-Posten.
Pengene fra salget skal gå til en kommende retssag og erstatningskrav, da Ibi-Pippi Orup Hedegaard er sigtet for at begå hærværk imod Asger Jorn-maleriet "Den Foruroligende Ælling" på Museum Jorn i Silkeborg.
Ikke hærværk, mener kunstner
Kristian von Hornsleth ser det ikke som hærværk, fortæller han til Jyllands-Posten.
- Vi er vilde med Ibi-Pippis projekter. Hun er dygtig, seriøs og sætter småborgerligheden på spil. Hun gør noget, der er i Jorns ånd, gætter vi på. Vi skal ikke tilbede gamle, uddøde ting i samfundet, siger han til avisen.
Han tilføjer, at han er glad for, at maleriet blev solgt, men han mener, at prisen var for lav. Kristian von Hornsleth mener selv, at de tre kunstneres støtteværk er mere værd.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard blev anholdt og sigtet for hærværket i april og har erkendt at stå bag det.
I et opslag på Facebook skrev hun, at hun havde lavet en dobbelt modifikation af Asger Jorn-maleriet. Der er tegnet med permanent tusch på billedet og brugt en stærk kontaktlim.
Hun omdøbte det også til "Den Foruroligende Kælling".
Siden hærværket har konservatorer arbejdet med at redde maleriet. Det er endnu uklart, hvorvidt det lykkes.