Samfund

Runesten fundet under køkkengulv - men hvad står der på den?

TV 2 Østjylland logo
I samarbejde med TV 2 Østjylland

Lene Brandt fandt en stor runesten under køkkengulvet. Nu har ekspert tydet, hvad der står på danefæet fra vikingetiden.

Det, der skulle have været en helt normal renovering, tog en noget uventet drejning, da Lene Brandt fra Randers for to år siden skulle renovere sit hus. For under køkkengulvet fandt de nemlig en runesten fra vikingetiden.

Og nu har runolog og seniorforsker Lisbeth Imer fra Nationalmuseet fundet ud af, hvad skriften på stenen betyder.

- Der står 'aft', som er et lille ord, der betyder efter. Og så starter der et nyt ord med B, og så kommer der noget, vi tror, der er et 'i', siger Lisbeth Imer.

Ifølge runologen er B navnet på en person, som har fået rejst stenen efter personens død tilbage i vikingetiden. Men da stenen er blevet hugget over, er det ikke muligt at tyde, hvilket navn der er tale om.

- Det er en tekst, man finder på 99,9 procent af alle sten i Norden, fordi man som familiemedlem har rejst en sten til ære for nogle, siger hun.

Igennem tidens løb er der fundet flere runesten på Randersegnen, og ifølge Lisbeth Imer kan der være flere årsager til det.

- For det første er det et meget frugtbart område mellem Randers, Viborg og Aarhus. Så der er mulighed for at brødføde mange, og derfor kan nogle blive meget magtfulde. Det andet kan være, at der opstår en tradition, ligesom når naboen får en ny bil, så vil man også gerne have en selv, siger hun.

Fundet under køkkengulv

Det var i Lene Brandts hjem i Mosekær ved Randers, at den gamle runesten blev fundet under køkkengulvet.

- Vi tænkte wow, da vi fik gulvet af og så den store sten, og hvad skal vi lige gøre ved den, og hvad er det, siger hun.

De tilkaldte en ekspert fra Museum Østjylland, som ikke mente stenen var noget særligt.

Det var først, da Lene Brandt og hendes mand havde fået den to meter høje stenen op fra kælderen, og den havde stået i haven nogle år, at museumsfolkene for alvor blev interesserede.

Runestenen er efterfølgende blevet erklæret for danefæ og vil blive udstillet på museum.

- Det er megasejt. Vi er stolte over, at vi har haft noget i vores køkken, som skal på museum. Så det er ret fedt, siger Lene Brandt.

Hun kan nu se frem til en dusør for fundet af stenen.

Fund vækker glæde

Hos Museum Østjylland glæder de sig over det vigtige fund.

- På Museum Østjylland er vi vildt begejstret, for det er ikke ret tit, der bliver fundet runesten, siger Benita Clemmensen, museumsinspektør hos Museum Østjylland.

Ifølge museumsinspektøren blev der sidst fundet en runesten i Østjylland i midten af 1990'erne.

- Når der kommer sådan et fund frem, tænker vi med det samme, hvad har vi ellers fra området fra vikingetiden for at kunne sætte den ind i en sammenhæng, siger hun og fortsætter:

- Det er vigtigt, fordi det er noget af det ældste skrift, vi har. Så vi får mulighed for at få nogle navne på de her vikinger, der har været i området.