Coronavirus

Ny coronavariant kan være mere alvorlig, end vi forestiller os, vurderer professor

Varianten BA.5 er i hastig vækst i Danmark. Derfor er sundhedsministeren klar til at udrulle fjerde stik.

I løbet af én til tre uger vil den nye coronavariant BA.5 være dominerende i Danmark. Og immunitet fra vaccinerne og tidligere coronasmitte har begrænset effekt på varianten.

Det har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fredag formiddag meddelt Folketingets sundhedsordførere på baggrund af en netop publiceret risikovurdering af coronavarianterne fra Statens Serum Institut (SSI).

Vi står foran et udbrud, som måske er mere alvorligt, end hvad vi havde forestillet os

Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme

Det skete under et orienteringsmøde om coronasituationen i Danmark.

- Der er ingen grund til at gå i panik. Det er en variant, der smitter mere, men den er ikke mere sygdomsfremkaldende, end hvad vi har haft før, siger han til TV 2.

Stigende antal coronatilfælde trods sommersæson

Antallet af nye coronatilfælde steg med 16 procent i uge 22, efter at smittetallet ellers er faldet støt siden februar.

For fire uger siden var kun 0,2 procent af det samlede antal coronatilfælde i Danmark smittet med varianten BA.5. Nu ligger tallet på omkring 20 procent.

Men sundhedsministeren maner til ro.

Han fremhæver, at regeringen og sundhedsmyndighederne har styr på situationen. Særligt fordi Danmark nu går ind i en fordelagtig periode i forhold til de stigende smittekurver:

- Det gode er, at vi er i en sommersæson og går ind i en sommerferie. Det betyder, at den (BA.5, red.) har sværere ved at smitte, end hvis det var i en dansk vinter. Så sæsoneffekten hjælper os – og så har vi stadigvæk en stærk immunitet i den danske befolkning, siger Magnus Heunicke.

Når smittetallet begynder at stige, går der et par uger, før indlæggelserne begynder at stige

Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme

Men vi bør ikke læne os roligt tilbage endnu, mener Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme.

- Selvom det er sommer, hvilket naturligvis lægger en dæmper på det, står vi foran et udbrud, som måske er mere alvorligt, end hvad vi havde forestillet os for et par uger siden, siger han til TV 2.

Højere indlæggelsestal skaber bekymring

For når vi ser mod de varmere himmelstrøg i Portugal, hvor BA.5 har hærget i et par uger, har den nye variant allerede sat sine spor.

Varianten står for 90 procent af smittetilfældene i landet. Og med cirka dobbelt så mange indbyggere som i Danmark er 2000 portugisere indlagt med coronavirus. 107 af dem er på intensiv.

- Så vi ved, at når smittetallet begynder at stige, så går der et par uger, før indlæggelserne begynder at stige, og så går der yderligere et par uger, før dødsfaldene begynder at stige, siger Eskild Petersen.

Han underkender dog ikke, at immuniteten i den danske befolkning kan spille en rolle i udbredelsen af BA.5. I slutningen af marts viste en opgørelse fra SSI nemlig, at 70 procent af danskerne havde været smittet med Omikron.

- Selvom du har haft en mild infektion, så booster det alligevel dit immunforsvar, og det kan gøre en forskel, siger Eskild Petersen.

Mindre immunitet

Men en ny variant kan stadig skabe problemer for effekten af vaccinerne, som danskerne, der har fulgt sundhedsmyndighedernes anbefalinger, har fået.

- Jo mere virusvarianten adskiller sig fra det virus, der blev brugt i vaccinerne, jo mindre effektive vil vaccinerne være. Men hvor meget eller hvor lidt det er, har vi ikke nogen data på endnu, siger Eskild Petersen.

SSI vurderer ligeledes fredag i deres risikovurdering, at BA.5 har mindre følsomhed over for både immunitet fra tidligere smitte og coronavaccinerne.

- Vi vurderer også, at der er høj sandsynlighed for, at antallet af nye covid-19-tilfælde generelt kommer til at stige i de kommende uger, siger faglig direktør Tyra Grove Krause hos SSI.

Vurderingen af den nye variant er baseret på meldinger fra udlandet og på den indtil videre ret beskedne mængde data, som man har fra Danmark.

Klar med fjerde stik

På baggrund af den eksisterende viden opfordrer Eskild Petersen regeringen til at rulle det fjerde stik ud til personer over 65 år.

Han fortæller, at det stadig er denne befolkningsgruppe, der dominerer indlæggelsestallene.

Planlægningen for et fjerde stik til danskerne er også i fuld gang. Sundhedsministeren oplyser, at vaccinerne er indkøbt og klar til, når ”vores eksperter i sundhedsstyrelsen vurderer, at vi skal trykke på knappen og invitere folk”.

Fokus er på sårbare grupper, og det skal ”sikre os, at vi kan stå imod en kommende efterårs- og vintersæson”.

- Der er ingen tvivl om, at der er en stor del af vores befolkning, hvor vi vil tilbyde et boosterstik, altså et fjerde stik. Det bliver på et tidspunkt, hvor det bliver relevant for dem og for folkesundheden, siger han.

I sin tale ved afslutningsdebatten i Folketinget 23. maj sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen vil fremlægge en coronaplan inden sommerferien. Samme løfte gentog sundhedsministeren fredag, da han mødtes med sundhedsordførerne.