Samfund

- Man har virkelig ikke tænkt sig om, siger ekspert, efter at Føtex trak T-shirt tilbage

Føtex havde fået mindre negativ omtale, hvis virksomheden ikke havde trukket T-shirten tilbage, vurderer ekspert i shitstorms.

En hvid T-shirt fra Føtex til 79 kroner har i den grad formået at sætte sindene i kog.

T-shirten med teksten 'Fars hus. Fars regler' blev solgt op til fars dag 5. juni, men efter heftig kritik på det sociale medie Twitter valgte Salling Group onsdag at kalde T-shirten tilbage.

Salling Group, der blandt andet ejer supermarkederne Føtex, Netto og Bilka, har fjernet den omtalte T-shirt fra alle dens butikker.

Men virksomhedens beslutning samt timingen overrasker en ekspert.

- Føtex har virkelig ikke tænkt sig om i den her sag, siger William Atak, der er selvstændig konsulent med speciale i krisekommunikation og shitstorms, til TV 2.

Har skudt sig selv i foden

Han mener, at supermarkedskæden i den konkrete sag har skudt sig selv i foden ved fjerne produktet fra hylderne.

For det skete blot et lille døgn og små 100 likes efter, at journalisten og forfatteren Rikke Viemose havde lavet sit opslag på Twitter, hvor hun undrede sig over virksomhedens beslutning om at sælge T-shirten.

Føtex har fået mere negativ omtale, end hvis de ikke havde tilbagekaldt varen

William Atak, kommunikationsekspert med speciale i shitstorms

Salling Group burde ifølge eksperten i krisekommunikation i stedet have haft mere is i maven, da først kritikken ramte.

- Det overrasker mig meget, at Føtex så relativt hurtigt tilbagekaldte T-shirten, siger William Atak.

Eksperten sætter spørgsmålstegn ved, om man i en stor koncern som Salling Group på så kort tid har kunnet nå at tænke sig godt nok om - og overveje risikoen ved at tilbagekalde T-shirten grundigt nok.

Han mener, at Salling Group har valgt at handle hurtigt og proaktivt i forsøget på at undgå yderligere negativ omtale.

Ifølge eksperten i krisekommunikation kunne de negative kommentarer på Twitter rettet mod Føtex højest kategoriseres som "en lille prut", som langt fra kunne betegnes som en shitstorm.

Men det er netop, hvad Salling Group nu har opnået med sin beslutning.

- Føtex har fået mere negativ omtale, end hvis de ikke havde tilbagekaldt varen, konkluderer shitstormseksperten.

Den her var lidt forbi skiven

Jacob Krogsgaard Nielsen, presseansvarlig i Salling Group

Uheldig timing

William Atak har undersøgt, hvordan virksomheder bliver påvirket af en shitstorm, og hvor meget, der skal til, for at et produkt i sidste ende bliver tilbagekaldt.

Han kalder timingen "uheldig" for Føtex, da den kommer i kølvandet på en sag omkring Lagkagehuset.

Bagerkæden valgte i sidste uge at ændre navnet på den danske klassiker kagemanden til kageperson i sin app. En beslutning, som efterfølgende har mødt stor kritik, og derfor er der kommet ekstra liv til den nuværende shitstorm mod Føtex.

Men kommunikationseksperten vurderer, at supermarkedskædens shitstorm formentlig bliver knap så langvarig som Lagekagehusets, og at Føtex derfor kan ånde lettet op inden alt for længe.

William Atak mener ikke, at Føtex hverken har haft onde hensigter med at lancere T-shirten eller har gjort det bevidst for at støde nogle mennesker.

Men han kalder det alligevel "meget overraskende", at virksomheden overhovedet har valgt at lancere produktet.

- Med den politiske korrekthed, som i dag er fremherskende, skal man som virksomhed være langt mere opmærksom end tidligere på de signaler, man udsender med sine produkter, forklarer William Atak.

Al handel er en konkret vurdering

Jacob Krogsgaard Nielsen, presseansvarlig i Salling Group

Utidig og dum

Jacob Krogsgaard Nielsen, der er presseansvarlig i Salling Group, undskyldte onsdag i Twitter-tråden for, at virksomheden havde haft varen på hylderne.

I sit tweet kaldte han T-shirten for både "utidig og dum" og proklamerede, at den straks ville blive trukket tilbage fra markedet.

TV 2 har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Salling Group til kritikken.

Jacob Krogsgaard Nielsen skriver i en mail, at virksomheden ikke "ønsker at sælge varer, som generer eller støder" og uddyber:

- Det konkrete eksempel viser, at det nogle gange er en svær øvelse, og at der kan være stærke meninger om både produktet og blandt dem, der har forskellige meninger om det. Det prøver vi efter bedste evne at undgå. Al handel er en konkret vurdering, lyder det.

Har taget konsekvensen

TV 2 ville gerne have spurgt den presseansvarlige ind til de nærmere overvejelser om at fjerne T-shirten fra hylderne, men det har Jacob Krogsgaard Nielsen ikke ønsket.

Han henviser i stedet til et interview med Århus Stiftstidende.

Her forklarer han, at Føtex oplevede, at der var nogen, som ikke brød sig om budskabet på T-shirten, hvilket man har taget konsekvensen af.

Det fremgår dog ikke, hvor stor - eller hvor mange - der har ytret sig kritisk om T-shirten. Samtidig forklarer han, at Salling Groups beslutning er kommet "lidt for sent".

På spørgsmålet om hvorfor budskabet på T-shirten egentlig er gået over stregen, svarer den presseansvarlige til Stiften:

- Jeg vil ikke gå ind i, hvilke interne diskussioner, vi har haft. Men den her var lidt forbi skiven, og det sker af og til, at der ender varer på hylderne, hvor vi efterfølgende genovervejer og trækker produktet tilbage.

TV 2 har forsøgt at få Rikke Viemose, der med sit tweet startede kritikken, i tale, men uden held.