Samfund

Kongehuset melder ud om børns skolegang på Herlufsholm

Kronprinsparret har før ytret sig kritisk om kulturen på Herlufsholm.

Planen er fortsat, at prinsesse Isabella skal begynde på kostskolen Herlufsholm til august, og at prins Christian skal fortsætte sin skolegang.

Det bekræfter Kongehuset over for TV 2, der dog understreger, at man afventer den igangværende undersøgelse af skolen.

Udmeldingen kommer efter, at TV 2 bragte dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder', der afslørede grov mobning, krænkelser og voldsepisoder på kostskolen i Næstved.

I den forbindelse rettede kronprinsparret kritik af kulturen på skolen.

- Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen, skrev kronprinsparret på Kongehusets sociale medier.

- Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige.

Men i første omgang bliver det ved kritikken.

Skarp kritik fra Mary Fonden

I 2007 stiftede kronprinsesse Mary 'Mary Fonden' for netop at bekæmpe mobning og udstødelse blandt børn og unge.

Efter TV 2's afsløringer om kostskolen tog direktøren for fonden, Helle Østergaard, afstand fra kulturen på kostskolen, som hun kaldte både "voldsom" og "chokerende".

Det samme gjorde Børns Vilkår:

- Jeg synes, det er alvorligt, at der bliver begået voldelige og seksuelle overgreb i skolens regi. Det viser jo, at de voksne, som har ansvaret på skolen, simpelthen ikke formår at passe godt nok på de børn, som bor der, udtalte Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.

Omdiskuteret præfekt-ordning afskaffet

Afsløringerne fik en række konsekvenser.

Herlufsholm indgav en politianmeldelse på baggrund af TV 2s afsløringer med det formål, at politiet skal undersøge, om straffeloven er overtrådt i nogen af de hændelser, der er omtalt i dokumentaren.

Desuden er en uvildig advokatundersøgelse blevet iværksat. Den skal afdække forhold fra de seneste fire år.

Rektoren på Herlufsholm Kostskole, Mikkel Kjellberg, der har været rektor på skolen siden 2019, blev fyret.

Efterfølgende har skolen meddelt, at skolen har igangsat en handlingsplan, der består af syv punkter.

Den indeholder blandt andet, at Herlufsholms præfekt-ordning, hvor ældre elever udpeges som ansvarlige for at løse en række opgaver på skolen, afskaffes.

Ligeledes skal eleverne ikke længere sove på sovesale, og traditioner, der "kan føre til fysisk eller psykisk krænkende adfærd", afskaffes også.

Prins Christian har gået på skolen siden august sidste år. Efter planen skal 15-årige prinsesse Isabella starte i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien.