Samfund

Føtex fjerner T-shirt fra hylderne efter opslag på Twitter

Der gik mindre end et døgn, fra at en bruger delte et billede af en T-shirt til salg i Føtex, til at butikskæden valgte at droppe salget helt.

Et opslag på det sociale medie Twitter havde knap fået ben at gå på, før det skabte en serie af konsekvenser, der nu har bragt endnu en debat frem om kønsroller.

Fars hus. Fars regler

T-shirt i Føtex

For Føtex siger, at de vil fjerne en T-shirt fra butikkernes hylder efter en kritisk kommentar på Twitter.

På T-shirten står skrevet: "Fars hus. Fars regler", og forfatter og journalist Rikke Viemose delte et billede af trøjen på Twitter.

Efter at opslaget skabte en mindre debat i et lille døgns tid, reagerede Salling Group, der ejer Føtex.

En kommunikationskonsulent i virksomheden kaldte T-shirtens budskab for "dumt og utidigt" og gjorde klart, at de nu agter at fjerne den fra hylderne.

Reaktionen fra Salling Group møder nu hård kritik fra en lang række brugere. Den mest prominente er den konservative politiker Rasmus Jarlov.

- Det mikroskopiske segment af usikre mennesker, som bliver fornærmet af kønsroller, har alt for stor indflydelse, skriver han på Twitter.

Lagkagehusets kageperson skabte vrede

Kritikken vækker minder om en blot få dage gammel sag, hvor Lagkagehuset blev centrum for kritik.

Bagværkskæden besluttede at ændre navnet på den danske klassiker kagemanden til kageperson.

Bagværket omdøbes for at gøre kagen mere mangfoldig og inkluderende, forklarede Malin Gardeström, der er ansvarlig for brandmarketing og ekstern kommunikation hos Lagkagehuset til Berlingske.

- For os er det vigtigt, at vi afspejler samtiden og omfavner den mangfoldighed, der er i samfundet og også giver muligheder til dem, som normalt ikke føler sig afspejlet i den binære kønsfremstilling, sagde hun.

Det mødte voldsomme reaktioner fra både politikere, der udtrykte forargelse over beslutningen, komikeren Anders Matthesen, der lavede sjov med Lagkagehuset og borgere, der opfordrede til boykot.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard var en af dem, der annoncerede et boykot af bageriet.

TV 2 forsøger at få et uddybende interview med Salling Group om T-shirten.