Samfund

Lagkagehuset ændrer navn på ikonisk bagværk – nu skal kagemand hedde kageperson

Lagkagehusets kagemænd bliver i udgangspunktet kønsneutrale. Man vil dog stadig kunne bestille både en kagemand og kagekone.

Kagemanden er et velkendt bagværk, der i generationer har glædet store som små med en sød tand ved festlige lejligheder.

Men når kunder fremover skal bestille en kagemand eller kagekone hos Lagkagehuset, skal de lede efter en kageperson.

Vi leger lidt med navnene, og det har vi altid gjort

Malin Gardeström, ansvarlig for brandmarketing og ekstern kommunikation hos Lagkagehuset

Bagværket omdøbes for at gøre kagen mere mangfoldig og inkluderende, forklarer Malin Gardeström, der er ansvarlig for brandmarketing og ekstern kommunikation hos Lagkagehuset til Berlingske.

- For os er det vigtigt, at vi afspejler samtiden og omfavner den mangfoldighed, der er i samfundet og også giver muligheder til dem, som normalt ikke føler sig afspejlet i den binære kønsfremstilling, siger hun.

Et neutralt udgangspunkt

Over for TV 2 uddyber Malin Gardeström, at kunder i dag skal møde fysisk op eller ringe, hvis de vil købe den klassiske kage. Herfra kan man justere kagens udseende ved at give den kort eller langt hår afhængig af, hvem kagen skal portrættere.

Fremadrettet skal kagen dog også kunne bestilles via Lagkagehusets app, og det er i den forbindelse, at kunderne fremover vil møde betegnelsen kageperson.

For Lagkagehuset handler ændringen om at have et neutralt udgangspunkt, forklarer Malin Gardeström.

Hvorfor sende det her signal?

- Fordi det er supervigtigt med mangfoldighed. Vi har forudbestemt for meget, hvis vi kun lader kunden vælge imellem en kagemand og kagekone.

Der er masser af følelser i bagværk

Malin Gardeström, ansvarlig for brandmarketing og ekstern kommunikation hos Lagkagehuset

Betyder det noget for kunderne?

- Jeg tror ikke, det betyder noget for alle. Er man glad for at bestille en kagemand, så er det superfint. Men er man en person, der vil have noget andet, tager det ikke noget fra dem, der gerne vil have den helt klassiske, siger Malin Gardeström.

Er der nogen, der har efterlyst det?

- Vi har ikke fået forespørgsler, men det er en fejringskage, der gerne skal ligne den, der fejres, og på den måde vil vi gerne imødekomme et behov.

Her ses Lagkagehusets bud på en kagekone til venstre og kageperson til højre:

Lagkagehusets bud på en kagekone.
Lagkagehusets bud på en kageperson.

- Vi har altid leget lidt med navnene

Ifølge Malin Gardeström har Lagkagehuset som Danmarks største bagerkæde et særligt ansvar.

- Fordi vi er størst, er vi også med til at sætte dagsordenen. Derfor er det også vigtigt at følge med samtiden. Der er masser af følelser i bagværk, for vi er en del af de højtider, familier og venner har sammen.

Nogen vil sige, at I er blevet for woke?

- Til dem vil jeg spørge, om mangfoldighed er woke? Vi fjerner ikke noget, vi tilføjer bare noget for at give plads til flere ønsker.

Her ses Lagkagehusets bud på en kageperson til venstre og kagemand til højre:

Lagkagehusets bud på en kageperson.
Lagkagehusets bud på en kagemand.

Vil I røre ved andre kager?

- Vi har innovationsbagere, der hele tiden kigger på trends. Vi har en bedstemors kys, der er en fortolkning af bedstefars skæg (sandkage med marengs, red.), så vi leger lidt med navnene, og det har vi altid gjort. Og vores sortiment udvikler sig hele tiden. Vi ønsker ikke at stå stille.

Navneskiftet sker i forbindelse med en opdatering af Lagkagehusets app. Det er endnu uklart, hvornår opdateringen er gennemført, men det vil ske "inden for et par måneder".

600.000 personer har i skrivende stund downloadet Lagkagehusets app.

Lagkagehuset har siden 2008 vokset sig til en landsdækkende bagerkæde i Danmark med i dag flere end 100 butikker.

Kæden har også butikker i London og i New York.