Samfund

Tivoli skruer op for fredagsfesten - frygter ikke stormløb mod haven

Tivoli er klar med ekstra koncerter før Fredagsrock hele sommeren. Haven frygter ikke, det vil give problemer med for mange gæster i haven.

Flere af Fredagsrocks hovednavne blev for nyligt pillet af plakaten grundet uroligheder ved tidligere koncerter. Men trods problemerne har Tivoli fra i dag valgt at skrue op for festen med yderligere livemusik, dj og stand-up.

Det gør forlystelsesparken ved at genindføre konceptet 'Havefest', der ifølge Tivoli skal supplere Fredagsrock og være en slags opvarmning inden aftenens hovednavn går på scenen.

Fredag er hovednavnet Burhan G, og tidligere på aftenen spiller Nicklas Sahl op til havefesten.

Konceptet så første gang dagens lys i 2021 som et coronavenligt alternativ til den aflyste Fredagsrock.

- Vi vil lave gerne lave en blanding af byens bedste fredagsbar og en minifestival inde midt i København, som så kulminerer i Fredagsrock-koncerten klokken 22, siger Tivolis kulturchef og underdirektør, Frederik Wiedemann, til TV 2.

Havefest

Havefest i Tivoli begyndte sidste år som et coronavenligt alternativ til Fredagsrock, der i 2021 måtte aflyses på grund af forsamlingsforbuddet.

Til dette års Havefest spilles der på plænen og på to yderligere scener. Der vil både være dj’s, stand-up og livemusik.

Havefestens første livekunstner er Nicklas Sahl, der i de næste uger efterfølges af kunstnere som Hjalmer, Søs Fenger og Clara.

Frygter ikke nye problemer

Han frygter ikke problemer og mener heller ikke, at Havefesten vil påvirke aftenens Fredagsrock negativt.

- Der er sikkert en del ekstra gæster, men de gæster, som vælger at komme tidligere, lægger ikke ekstra pres på koncerten klokken 22, siger han.

Kan I forestille jer en situation, hvor I må lukke dørene?

- Vi forbeholder os altid retten til at lukke dørene, og en sjælden gang imellem har det været nødvendigt. Men det har været ved koncerter, hvor der har været rigtig stor tilstrømning, og det har jeg meget svært ved at forestille mig kommer til at ske i aften.

Kan du forstå, at folk tænker, at der kunne komme et større pres, fordi det vil tiltrække endnu flere mennesker? Man er vel ikke garderet mod ballade, fordi man spreder det ud?

- Lige nu er det ikke vores vurdering, at det kan blive noget problem med mængden af gæster eller adfærden blandt gæsterne. Og det, at der så er en Havefest oveni, ændrer ikke ved det forhold, understreger Frederik Wiedemann.

Slagsmål og tumult

Fredagsrock i Tivoli har i år flere gange trukket overskrifter, fordi koncerter er løbet løbsk.

Første gang var ved årets anden koncert, hvor rapperen Icekiid og sangeren Jimilian holdt fest på plænen. Under koncerten opstod der slagsmål og tumult, og mange klagede bagefter over voldsom masen ved scenen.

Fredagsrock

Fredagsrock i Tivoli kan i år fejre 25-års jubilæum. Årets koncerter begyndte i april og fortsætter til slutningen af september.

Der er normalt fri adgang til koncerterne for havens gæster, men efter problemer med for mange fremmødte er der i dag indført en ordning, hvor man skal reservere plads til de mest populære navne.

Tidligere i år har blandt andre Scarlet Pleasure, Andreas Odbjerg og Malurt optrådt på plænen, og senere på sommeren er eksemelvis Gnags, 50 Cent og Rasmus Seebach på plakaten.

Den efterfølgende fredag, hvor sangeren Andreas Odbjerg og rapperen Artigeardit var på scenen, havde Tivoli øget sikkerheden og lukkede færre mennesker ind. Tivolis tiltag hjalp dog ikke.

Til koncerten måtte Tivolis vagter lukke portene ind til haven for at undgå for mange mennesker. Under Artigeardits optræden måtte rapperen flere gange bede publikum om at passe på hinanden.

Flere unge har efter koncerten fortalt om voldsomme moshpits og masen, og der blev kastet med flasker blandt publikum. Problemerne fik Tivoli til at tage nye forholdsregler og blandt andet indføre pladsreservation til udvalgte koncerter.