Coronavirus

Nyt studie af Omikron-varianter vækker genlyd – det er et kapløb, siger Jens Lundgren

Nye undervarianter har potentiale til at udkonkurrere den Omikron-variant, der på trods af tidligere smitte og vaccination lagde Danmark på langs.

Da to nye Omikron-undervarianter i starten af maj begyndte at sprede sig i flere lande, manede eksperter til ro. De var måske mere smitsomme, men vaccinerne så ud til at give bred immunitet, lød det blandt andet.

En måned senere er der en del flere panderynker hos forskerne. Og i en sådan grad, at det europæiske center for smitteforebyggelse og -kontrol (ECDC) allerede i midten af maj ændrede undervarianternes status fra ”variant af interesse” til ”en bekymrende variant”.

Et helt nyt amerikansk studie viser i lighed med et tidligere laboratoriestudie nemlig, at Omikron-undervarianterne BA.4 og BA.5 ser ud til at være mere smitsomme end de allerede smitsomme Omikron-varianter BA.1 og BA.2.

Og endnu mere vigtigt: De ser også ud til at være meget bedre til at undvige den immunitet, der er opnået gennem tidligere smitte og vaccination.

- BA.4 og BA.5 er væsentligt mere modstandsdygtige (4,2 gange mere end Omikron BA.2) og dermed mere tilbøjelige til at føre til vaccinegennembrudsinfektioner, står der i det endnu ikke fagfællebedømte studie, der netop er blevet offentliggjort.

Det er endnu for tidligt at sige, om de nye undervarianter kan forårsage mere alvorlig sygdom end Omikron og andre Omikron-undervarianter, men ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, tyder data indtil videre på, at vaccination beskytter mod alvorlig sygdom.

Giver allerede stigende smitte i flere lande

Det betyder, at selvom varianterne måske ikke skaber alvorlig sygdom, som det for eksempel var tilfældet med Alfa- og Delta-varianterne, så vil de kunne skabe stigende smitte i samfundet.

BA.4 og BA.5 bliver bestemt taget alvorligt nu, fordi de har potentiale til at udkonkurrere Omikron BA.2

Jens Lundgren, professor

Det er allerede tilfældet i flere lande, herunder USA og Portugal. Og det kan minde om situationen, da Omikron BA.1 og BA.2 for mindre end et halvt år siden i Danmark overtog fra Delta-varianten, hvor samfundet blev lagt ned af syge danskere, der måtte krybe under dynen.

- BA.4 og BA.5 bliver bestemt taget alvorligt nu, fordi de har potentiale til at udkonkurrere Omikron BA.2. Det er svært at være 100 procent sikker, men der bliver brugt kvalitetstid på de her diskussioner, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, til TV 2.

Omikron-varianter i USA

Det amerikanske center for sygdomskontrol og -forebyggelse, CDC, oplyste 31. maj, at Omikron-varianten BA.2.12.1 nu var den dominerende variant i USA i stedet for BA.2.

Men da Omikron-varianterne BA.4 og BA.5 er steget med 79 procent den seneste uge, er den derfor ifølge CDC allerede ved at skubbe BA.2.12.1 ud som den dominerende, skriver det amerikanske medie Deadline.

Tilpassede vacciner til andre varianter kan ikke forhindre smitte

Jens Lundgren havde ellers lovet sig selv, at han ikke ville udtale sig om nye varianter før til efteråret, siger han til TV 2.

Han gør det alligevel, fordi det amerikanske studie har skabt genlyd blandt verdens forskere. Og ikke mindst fordi studiet har betydning for efterårets vaccinationsprogram, som de danske myndigheder lige nu indsamler brikkerne til.

Det gælder både eksisterende immunitet i befolkningen og de tilpassede vacciner over for varianterne BA.1. og BA.2, der er klar.

Men alt dette kan BA.4 og BA.5 ændre, hvis de bliver dominerende. Blandt andet fordi de tilpassede vacciner eksempelvis ikke forhindrer smitte med varianterne BA.4 og BA.5.

- Vi vidste ikke, hvordan Omikron ville udvikle sig. Nu har den udviklet sig til 4 og 5. Det er et kapløb om at få så meget viden som muligt over for de varianter, som man forventeligt kommer til at se i efteråret og vinteren, og for at finde ud af, hvordan vi bedst beskytter os imod dem, siger Jens Lundgren.

Han understreger, at det stadig er for tidligt at sige noget konkret om, hvad efteråret og vinteren vil bringe – og derfor også for tidligt at bekymre sig. Samtidig forventer han ligesom WHO, at vaccinerne fortsat vil beskytte mod alvorlig sygdom, selvom personer stadig kan blive smittet.

Han siger dog også til TV 2, at virussen er ustabil og ikke har fundet sin endelige version endnu:

- BA.4 og BA.5 er højst sandsynligt ikke “end-game” af Omikron. Vi må forvente, at der kommer yderligere undervarianter.

Portugal har nu den anden højeste smitterate i verden

Ifølge ECDC var der allerede i begyndelsen af maj stigende smitte i Portugal forårsaget af BA.5, ligesom de portugisiske myndigheder vurderede, at den ville blive den dominerende variant 22. maj.

Torsdag oplyste de portugisiske myndigheder, at BA.5. står for 90 procent af smittetilfældene i en ny smittebølge i landet, der nu har verdens anden højeste smitterate.

Også torsdag oplyste Statens Serum Institut (SSI), at mens Omikron-varianten BA.2. stadig står bag de fleste smittetilfælde i Danmark, så er BA.5 steget med 135 procent om ugen.

- Det kan øge smittestigninger, som det er set i andre lande, oplyste SSI.

I starten af maj lød vurderingen ellers fra SSI, at de to nye varianter ikke ville kunne udkonkurrere den Omikron-variant BA.2., som lagde størstedelen af danskerne ned for blot fire-fem måneder siden.

SSI oplyser til TV 2, at der er en ny, opdateret risikovurdering på vej om de to undervarianter.

Der er også flere tilfælde af varianten BA.2.12.1 i Danmark, men den er "kun" steget med 52 procent ugentligt.

Ifølge det amerikanske studie er denne variant "kun" 1,8 gange mere modstandsdygtig end BA.2.-varianten, når det gælder tidligere vaccinerede.

Perspektiv

Kina er pandemiens "dark horse", siger professor

I Kina har der siden pandemiens start været en nultolerancepolitik med nedlukninger af samfund, byer og regioner bare ved få smittetilfælde.

Men kan Kina fastholde den politik med mere smitsomme virusvarianter som Omikron?

Det er ifølge Jens Lundgren den helt store ”dark horse”.

- Det var nogenlunde muligt at fastholde en nultolerancepolitik, da man havde en virus, der ikke var så smitsom. Men nu er den så smitsom, at det er virkelig, virkelig svært helt at holde den ude af samfundet, siger han. 

For hvis der pludselig ruller en Omikron-undervariant 2, 3, 4 og 5 gennem den kinesiske befolkning – der i øvrigt ikke er særlig godt vaccineret – vil det ikke alene være en katastrofe for Kina, som Jens Lundgren udtrykker det.

- Men lige så bekymrende er det jo, at der er 650 millioner mennesker yderligere (den del af den kinesiske befolkning, der forventes at kunne blive smittet uden en nultolerancepolitik, red.) at udvikle Omikron i, som ikke har været en del af spillet indtil nu. Og hvordan vil virussen så opføre sig? Det kan gå ret hurtigt, ved vi fra vores egne breddegrader, siger Jens Lundgren.