Exitpoll: Flertal stemmer ja

Det vil være første gang, at Danmark afskaffer et EU-forbehold.

Det tyder på, at det bliver et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, viser en exitpoll fra Megafon, efter valgstederne er lukket.

Ja: 67,4 procent.

Nej: 32,6 procent.

Resultatet er siden den første exitpoll klokken 20 blevet opdateret med en større forskel mellem ja og nej-stemmerne. Første exitpoll viste henholdsvis 66,6 procent til ja-siden og 33,4 til nej.

Du kan løbende følge de opdaterede prognoser her, mens stemmerne bliver talt op.

Hvornår kan vi forvente et resultat?

Efterhånden som stemmerne bliver talt op, vil der komme prognoser, der giver et mere præcist billede, da de også baserer sig på optalte stemmer.

Det kan ikke siges med sikkerhed, hvornår der er et endeligt resultat. Men ved folkeafstemningerne om retsforbeholdet i 2015 og euroen i 2000 blev resultatet offentliggjort henholdsvis klokken 23.05 og 22.50. Det ventes, at der også ved denne afstemning vil være et resultat på det tidspunkt.

De andre to gange, danskerne har været til folkeafstemninger om EU-forbehold - i 2000 og 2015 - blev resultatet et nej.

Hans Redder: - Det er en form for jordskredssejr

Og det er et opsigtsvækkende tal, når så mange står til at stemme ja, siger TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

- Det er en form for jordskredssejr til ja-siden. Hvis tallene holder, er det det største ja ved en EU-afstemning nogensinde.