Danskerne stemmer ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet
Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet er den mest markante sejr i en dansk EU-afstemning nogensinde.
En sejr til ja-siden er på plads i en historisk beslutning om for første gang at afskaffe et dansk EU-forbehold.
Samtlige stemmer er nu talt op, og den danske befolkning har med et meget klart ja stemt for at afskaffe forsvarsforbeholdet. 66,9 procent af de fremmødte stemte ja, mens 33,1 stemte nej.
Forbeholdet om afgørelser og aktioner på forsvarsområdet, som det hedder, har været en fast bestanddel af den danske EU-politik siden de fire EU-forbeholds oprettelse ved det nationale kompromis i 1993.
Du kan se, hvordan forskellige valgkredse har stemt her.
Største ja-sejr ved EU-afstemning
Med ja-sidens 66,9 procent af stemmerne er det den største sejr ved en EU-afstemning i Danmark. Ved Danmarks indtrædelse i EF i 1972 stemte 63,4 procent ja - indtil i dag den største sejr.
Her kan du se, hvordan danskerne har stemt ved alle EU-afstemninger siden årtusindskiftet:
Mens sejren bliver stor, så gør valgdeltagelsen ikke det samme. Stemmedeltagelsen ved folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet ender på 65,8 procent. Det er seks procentpoint færre end afstemning om retsforbeholdet i 2015.
Vi har sendt et klart signal til Putin, siger Mette Frederiksen
Mette Frederiksen blev mødt med stor jubel, da hun indledte sin tale til Socialdemokratiets valgfest på Christiansborg.
- Et overvældende flertal af danskerne har stemt ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det er jeg meget, meget glad for, indledte hun og fortsatte:
- I aften har Danmark sendt et meget vigtigt signal til vores allierede. Og vi har sendt et klart signal til Putin, lød det.
Hun er desuden den første statsminister, der er lykkes med at fjerne et EU-forbehold.
- Det her viser, hvad vi kan på Christiansborg, når vi arbejder sammen, sagde Mette Frederiksen.
Hans Redder: - Det er en form for jordskredssejr
Og det er et opsigtsvækkende tal, når så mange stemmer ja, siger TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.
- Det er en form for jordskredssejr til ja-siden.
Han peger samtidig på, at afstemningen kan være med til at ændre EU-politikken i Danmark. Og at der nu kan stilles spørgsmålstegn ved Danmarks andre EU-forbehold.
- Jeg tror, at det her valgresultat kommer til at ændre diskussionen, om vi er så forslæbende i forhold til EU-samarbejdet og skeptiske. Og det vil afføde spørgsmål til Mette Frederiksen, når nu hun har brugt valgkampen på at tale om at være i hjertet af Europa og så stort et flertal har stemt ja.
Mette Frederiksen afviser, at andre forbehold skal til afstemning
Statsministeren understregede dog i sin sejrstale til den del af befolkningen, der har stemt nej til at afskaffe forbeholdet, at andre forbehold ikke er på vej til afstemning.
- Under valgkampen mødte jeg en kvinde, der sagde til mig: "Jeg plejer at stemme nej, men overvejer at stemme ja denne gang. Men lover du mig så ikke at tage til indtægt, at de andre forbehold skal afskaffes?".
Det lovede Mette Frederiksen, og det vil hun gerne love igen i aften, lyder det.
- Det har handlet om forsvarsforbeholdet, ikke andet, siger statsministeren.
EU-formand glæder sig over resultatet
Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, glæder sig over det danske ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
- Danmarks ekspertise på forsvarsområdet er meget værdsat. Jeg er overbevist om, at både Danmark og EU vil drage nytte af denne beslutning, skriver hun på Twitter.