Folkeafstemning 2022

Danskerne har stemt ja - hvad kommer det til at betyde?

Regeringen skal nu meddele EU-Kommissionen og den danske beslutning og vil derefter indtræde i forsvarssamarbejdet.

De danske vælgere har i en historisk beslutning valgt at forkaste et af de fire EU-forbehold. 66,9 procent af de fremmødte stemte ja, mens 33,1 stemte nej.

Forbeholdet om afgørelser og aktioner på forsvarsområdet, som det hedder, har været en hjørnesten i den danske EU-politik siden forbeholdenes oprettelse ved det nationale kompromis i 1993.

Ifølge TV 2s sikkerhedspolitiske korrespondent Lotte Mejlhede vil den danske regering efter et endeligt ja rette en henvendelse til Ministerrådet og EU-Kommissionen og meddele, at Danmark har afskaffet forbeholdet.

- Herefter er Danmark medlem af forsvarssamarbejdet. Mere skal der egentlig ikke til, lyder det.

Vetoret og fælles indkøb

Store dele af valgkampen op til folkeafstemningen har været præget af diskussioner om mulige missioner i Afrika, en hypotetisk EU-hær og spørgsmål de mulige udgifter, der vil følge med et ja.

Og mens meget er fortsat er hypotetisk – så er her nogle af de ting, vi ved, at det danske ja medfører.

  • Den danske forsvarsminister kommer fremover til at sidde med ved mødebordet, når de andre EU-landes ministre skal drøfte mulige operationer og det generelle samarbejde på forsvarsområdet.

  • Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark nu kan deltage i de operationer og samarbejder på forsvarsområdet, som vi lige nu er udelukket fra.

  • Derudover vil Danmark få indflydelse på, hvor i verden EU skal være engageret, og samtidig få retten til at nedlægge veto mod bestemte beslutninger og missioner. Det vil stadig være helt op til Danmark, hvilke operationer vi ønsker at deltage i de enkelte missioner.

  • Der er i alt 18 aktive missioner i EU – 7 militære og 11 civile. De miltære har Danmark indtil nu ikke kunnet deltage i på grund af forsvarsforbeholdet. Her er der blandt andet tale om fredsbevarende styrker i Bosnien og Hercegovina, soldatertræning i Mozambique og piratbekæmpelse i Somalia. Se overblikket over alle missioner her.

  • Danmark vil med sin indtrædelse i EU's samarbejde om sikkerhed og forsvar også blive en del af PESCO-samarbejdet, som handler om, at medlemslandene forsker, udvikler og på sigt indkøber fælles forsvarsmateriel.