Samfund

Dansker skriver historie på vandet: - Meget vildere, end jeg havde drømt om

Casper Steinfath har de sidste 54 dage padlet hele vejen rundt om Danmark på Stand Up Paddleboard – en bedrift, som ingen før ham har præsteret.

Casper Steinfath har ikke umiddelbart meget at skulle bevise inden for Stand Up Paddleboarding (SUP).

Han er seks gange verdensmester inden for disciplinen. Han har krydset både Kattegat og Skagerak som del af hans 'Viking Crossing'-serie af eventyr på SUP-boardet.

Og selvom han har alle de bedrifter under bæltet, så kan han alligevel ikke holde sig fra at afsøge nye grænser på vandet.

Onsdag tilføjer han – hvis alt går efter planen – endnu en stor bedrift på cv’et, og det er tilmed danmarkshistorie.

Casper Steinfath bliver nemlig den første til at sejle hele vejen rundt om Danmark på et SUP-board – en tur, der har fået titlen 'The Great Danish Paddle'.

TV 2 fanger ham på vandet på turens sidste etape, hvor han kan skimte slutdestinationen Klitmøller i horisonten. Men en uventet vestenvind gør den sidste del af rejsen usikker.

- Jeg havde drømt om at komme helt bombet i mål, og det tror jeg, at jeg får lov til i dag, siger han til TV 2, mens vinden larmer ind i telefonen.

Fra Formel 1-bil til dieselhakker

For Casper Steinfaths krop er det ren lykke at se målet i horisonten. Over 1400 kilometer er tilbagelagt over 54 dage, og det har sat sig med smerte i skuldrene, ustabile knæ og en generel sløv følelse.

- Jeg så mig selv som en Formel 1-bil, da jeg startede, og nu er jeg en dieselhakker, der tøffer hjem, siger han.

Men for sindet er det mere blandet at nærme sig rejsens ende.

- Der var eufori i morges over, at jeg er ved at være der, og drømmen går i opfyldelse, men det er også vemodigt, at det stopper lige om lidt. Jeg føler, at jeg først lige er kommet i gang, siger han og afbryder sig selv:

- Wow, der kommer en stor bølge, råber han, padler igennem og kommer op og rider på bølgen.

Selvom kroppen er smadret, er glæden på vandet ikke til at tage fejl af.

Det har været meget vildere, end jeg havde drømt om

Casper Steinfath

En større udfordring end ventet

Casper Steinfath ser tilbage mod alt det hav, han har lagt bag sig og tænker tilbage på alle de oplevelser, han har haft, siden han padlede ud fra Klitmøller 2. april.

- Da jeg sad derhjemme i vinters og kiggede på kortet, havde jeg visionerne, men dem pakkede jeg hurtigt sammen, for man kan ikke planlægge noget med det her vand og vind. Det har været meget mere udfordrende, end jeg havde regnet med.

Der var smil på læben, da han sejlede ud fra Klitmøller. Men inden for få dage viste det danske vejr sin barske side.

På femtedagen sejlede han ind i en snestorm på turen fra Løkken til Hirtshals. Vinden kastede kulden i ansigtet på Casper Steinfath og stivnede hans fingre. Men smilet var stadig på.

Siden har han kæmpet sig gennem alt fra voldsomt tordenvejr til bagende sol.

- Det har været meget vildere, end jeg havde drømt om.

Det har ikke kun været vejret, der har overrasket ham undervejs. Det har den store støtte og hjælp undervejs fra danskerne også gjort.

Danskerne hjalp ham undervejs

Hjemmefra havde Casper Steinfath fundet alle de steder, han efter planen ville overnatte i sit medbragte telt. Men ofte blev teltet slet ikke slået op.

- Mange af de steder, jeg kom til, var der folk, der tog imod mig helt spontant og tilbød mig en sofa, et anneks eller noget tredje, fortæller han.

Særligt en oplevelse springer frem, hvor han vandrede tværs over Sønderjylland med SUP-boardet på en cykelvogn.

Da han nåede til Saksborg, stødte han på en familie, som inviterede ham til middag på deres kro, lige da bukkejagten var begyndt.

- Vi blev inviteret ind i gildesalen med jægere og lokale fra Sønderjylland, som jeg aldrig ville have mødt på andre måder. Det gjorde virkelig stort menneskeligt indtryk på mig.

Rosé i klubhuset

En anden dag havde han sejlet i 12 timer, da han ankom til Grenaa og blev taget imod af den lokale klub, der inviterede på rosé i deres nye klubhus.

Undervejs har andre SUP-entusiaster gjort ham selskab på vandet. Det gjaldt blandt andet på turen til Aarhus, hvor en stor flok sejlede ind i havnen med ham.

- Jeg fornemmer, at det har givet folk blod på tanden til, hvilke eventyr de selv vil ud på.

Det næste eventyr

Mens han tager de sidste træk på turen, begynder tankerne så småt at samle sig om, hvad han har lært af den hårde rejse.

- Jeg er blevet bevidst om, hvilke værdier der er vigtige for mig. Jeg har været væk hjemmefra og været meget for mig selv. Jeg har fået perspektiv på, hvor glad jeg er for min familie.

Men selvom familiens favn trækker i ham nu, så trækker SUP-boardet og havet lige så meget i ham.

- Jeg føler mig virkelig i live, når mit bræt glider gennem vandet. Jeg er så fokuseret her, og det vil jeg blive ved med at være. Det er let at sige, men jeg har fået bekræftet, at jeg er eventyrer under huden, og at jeg ikke er færdig med eventyr.

For nu er den næste rejse på paddleboardet ikke planlagt. Men der er et andet eventyr lige rundt om hjørnet. Til august skal Casper Steinfath nemlig giftes.