Stribevis af forskere retter skarp kritik mod DR-program
To fremtrædende forskere, der medvirker i programmet, har valgt at boykotte DR.
Først fortalte astrofysiker Anja C. Andersen, at hun var "målløs" over DR.
SĂĄ meldte flere forskere sig pĂĄ banen og brugte ord som "problematisk" og "et overgreb".
Og nu har TV 2 været i kontakt med i alt syv forskere, der retter en skarp kritik mod DR’s nye programserie ’Ellen imellem’. Tre af forskerne har medvirket i programmet, heriblandt Anja C. Andersen, mens de øvrige fire forskere bakker op om deres kolleger.
’Ellen imellem’ er kort fortalt et satireprogram, hvor værten, Ellen Kirstine Jensen, lader, som om hun interviewer eksperter om kontroversielle emner. Men i virkeligheden gentager hun, hvad der bliver sagt i hendes øresnegl af en medvirkende, eksperten ikke kender noget til. I ét program er det en fladjord-fan, i et andet er det en kreationist, der frasiger sig Darwins evolutionslære.
Og det er dybt problematisk, at eksperterne i programmet tror, de bliver interviewet af en journalist – men i virkeligheden er det en helt anden. Sådan lyder kritikken.
- Jeg er blevet ført bag lyset og løjet over for. Jeg har ikke fået at vide, hvad præmissen for programmet var, og dét, jeg sagde ja til, var ikke det, jeg blev sat over for, siger ernæringsekspert Morten Elsøe, der medvirker i tredje program af ’Ellen imellem’, som handler om fedme.
Han oplevede i stedet, at han blev forsøgt "grillet" med stråmandsargumenter og skulle forsvare sig overfor usande anklager. Og da han forsøgte at stoppe interviewet, blev det ignoreret.
- Derfor bliver jeg siddende og gennemfører interviewet, fordi jeg ikke ved, hvordan det bliver klippet, og om jeg fremstår sur og vred, og som om jeg ikke kan svare for mig, hvis jeg går, siger Morten Elsøe, der er uddannet i molekylær ernæring og fødevareteknologi.
Boykotter DR
På grund af sin oplevelse i programserien ønsker Morten Elsøe ikke længere at stille op som ekspertkilde hos DR. I hvert fald så længe at kanalen ikke "erkender sine fejl".
Også Morten D.D. Hansen, der er forsker i biologi og forhenværende tv-vært, har meddelt, at han ikke stiller op hos kanalen.
Peter C. Kjærgaard, der er forsker i evolution og direktør ved Statens Naturhistoriske Museum, er selv blevet interviewet til et program til serien, der endnu ikke har været sendt. Det program har han klaget over, og indtil han har modtaget svar på sin klage over programmet, stiller op han ikke op til interview hos DR.
DR: - Det er satire
TV 2 har forsøgt at få et interview med DR for at spørge ind til, om eksperternes kritik gør indtryk, men kanalen har ikke ønsket at medvirke.
I stedet har DR-direktør Henrik Bo Nielsen forsvaret programserien og dets metoder over for Ritzau.
- Jeg er naturligvis ked af, at de medvirkende har opfattelsen af, at de ikke er blevet informeret godt nok om, hvad de har sagt ja til at deltage i. Vi synes ellers selv, vi har gjort os umage og fortalt om programmets emne, satiriske indhold og overraskende spørgsmål på forhånd, skriver han i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Han uddyber, at programmet skal vurderes på den præmis, at det er satire.
- Hvis satiren skal have værdi og kunne tilføje noget til den demokratiske samtale, så skal der også være rum til en vis grad af overraskelse. Det hele kan ikke afsløres på forhånd, siger han til Ritzau.
Ekspert: - Det skævvrider
At DR har fortalt forskerne om "satiriske elementer" betyder dog langt fra, at DR kan sætte forskerne i en situation, hvor de ikke aner, hvem de taler med.
Det siger Kresten Roland Johansen, der er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Det er under alle omstændigheder vigtigt, at kilder ved, hvad præmissen er, når de stiller op og giver interview. Det er helt grundlæggende i journalistik, siger han til TV 2.
Nu ender 'Ellen imellem' med at give autoritet til konspirationsteoretikerne, fordi man stiller dem over for forskerkilder og fĂĄr dem til at debattere, forklarer han.
- Det giver indtryk af, at det er kilder, der diskuterer i øjenhøjde, siger han.
Klage pĂĄ vej til DR
Kritikken mod DR stopper ikke her. Dansk Magisterforening (DM) har også sendt en klage mod kanalen med formålet at "lægge programmet ned".
- Det er dybt problematisk at narre vores medlemmer til at være med i et program, hvor dyb saglig videnskab og mærkelige synsninger bliver ligestillet. Sagen er, at vores medlemmer aldrig havde stillet op til sådan et program, hvis de havde kendt præmissen, siger Camilla Gregersen, der er formand for DM, til Berlingske.
Hun mener, at DR bør sende de medvirkende en "uforbeholden undskyldning for den krænkende behandling", og at DR bør sætte udgivelsen af programmer i serien, der endnu ikke er offentliggjort, på pause.