Skandalen om udbytteskat

Skattestyrelsen anker milliardsag mod Bech-Bruun

Bech-Bruun er anklaget for at have ydet rådgivning, der havde betydning da statskassen mistede et milliardbeløb i udbyttesagen.

Skattestyrelsen har besluttet at anke dommen i en milliardstor sag mod advokatselskabet Bech-Bruun til Højesteret.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse tirsdag.

For en måned pure afviste Østre Landsret, at Bech-Bruun skulle betale erstatning i en sag, hvor advokathuset anklages for at have hjulpet en tysk bank med at franarre den danske statskasse et milliardbeløb.

Men nu får det spektakulære retsopgør mellem nogle af landets største advokatkontorer - Kammeradvokaten, der er fast advokat for staten, og Bech-Bruun - altså endnu et kapitel.

Bedrageri og udbyttesagen

Sagens kerne er et 14 sider langt dokument, som Bech-Bruun forfattede i 2014.

Her rådgav advokathuset, der er ét af landets største, den tyske bank North Channel Bank om en model til at søge om refusion af dansk udbytteskat.

Banken har siden erkendt, at den var med til at franarre den danske statskasse et større beløb, og blev i 2019 idømt en bøde på 110 millioner kroner.

Skattestyrelsen og Kammeradvokaten har krævet, at Bech-Bruun skulle betale en erstatning på 1,2 milliarder kroner på grund af den rådgivning, der blev ydet til North Channel Bank.

Men Bech-Bruun har omvendt påstået, at Skattestyrelsen forsøgte at hjembringe nogle af de mistede milliarder fra udbyttesagen gennem Bech-Bruun.

Og da Østre Landsret skulle tage stilling til spørgsmålet i slutningen af april, afviste dommerne, at Bech-Bruun kunne gøres ansvarlig for statskassens tab.

Afgørelsen har været meget omtalt, men Skattestyrelsen mener, at afgørelsen er forkert og derfor skal prøves ved landets øverste domstol.

Hvis landsrettens dom får lov at stå uantastet, vil det få den konsekvens, at advokater i vidt omfang kan fraskrive sig ansvar, lyder det fra styrelsen i pressemeddelelsen tirsdag:

- Vores opfattelse er fortsat, at advokatfirmaets rådgivning var ansvarspådragende, og vi ser frem til, at Højesteret, som landets øverste juridiske instans, vurderer grænserne for rådgiveres ansvar, udtaler fagdirektør i Skattestyrelsen, Steen Bechmann Jacobsen.

Den indregnede milliard

Det var i perioden 2012-2015, at det daværende Skat menes at være blevet franarret i omegnen af 12,7 milliarder kroner gennem svindel med den såkaldte udbytteskat.

Sådan foregik svindlen

Den formodede svindel handler om refusion af udbytteskat.

Danske aktionærer skal betale 27 procent i skat af udbytter fra danske aktier. Et udbytte er, når et selskab deler et overskud med aktionærerne.

Udenlandske investorer kan dog slippe for at betale skat af udbyttet. Men pengene tilbageholdes automatisk af skat, og investorerne skal så bede om at få pengene retur.

Et organiseret netværk har angiveligt søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

De danske myndigheder har efterfølgende forsøgt at bringe nogle af de franarrede milliarder tilbage til den danske statskasse.

Det er dels sket gennem et forlig med nogle af svindlens bagmænd, men også gennem retsopgør i en række lande verden over, hvor cirka 500 personer og selskaber er stævnet.

Hvad er det civilretslige spor i udbyttesagen?

Udbyttesvindlen stod på fra 2012 til august 2015, og menes at have kostet den danske statskasse i omegnen af 12,7 milliarder kroner.

I et forsøg på at hente noget af det tabte hjem, har de danske skattemyndigheder sagsøgt omkring 500 personer og virksomheder i USA, England, Dubai, Malaysia, Canada og Danmark.

At føre sagerne er dog langt fra gratis, og i slutningen af marts lød det således fra Skatteministeriet, at regningen til danske og udenlandske advokater skønnes at løbe op i 4,3 milliarder kroner.

Kan nogen komme i fængsel i sagen?

Det korte svar er: Ja.

Mens skattemyndighederne forsøger at sagsøge penge tilbage til Danmark, arbejdes der også på et såkaldt strafferetligt spor. Her vil man have nogle af svindlens formodede bagmænd stillet for en dommer, så de kan blive dømt.

Mest kendt er nok britiske Sanjay Shah, der er bosat i Dubai, og som er anklaget for at have bedraget Danmark for mere end ni milliarder kroner. Mens også flere andre - herunder Shahs medhjælper Anthony Mark Patterson - er blevet sigtet af de danske myndigheder.

Hvem er North Channel Bank?

North Channel Bank er en tysk bank, der har hovedsæde i Mainz nær Frankfurt.

I 2012 blev banken købt af amerikanerne Matthew Stein og Jerome Lhote, der siden benyttede banken til at begå svindel med den danske udbytteskat.

I 2019 indgik Stein og Lhote således et forlig med de danske skattemyndigheder, hvor de skulle betale en del af de penge, de havde listet ud af den danske statskasse, tilbage. Samme år blev banken idømt en bøde på 110 millioner kroner.

Søgsmålet mod Bech-Bruun er en del af dette spor, og da Kammeradvokaten tidligere på året kom med et skøn over forventede udgifter og potentielle indtægter fra de mange søgsmål, havde man indregnet at få en milliarderstatning fra Bech-Bruun.

I det nyeste skøn, som Skattestyrelsen præsenterede 31. marts, anslog Kammeradvokaten således udgifterne til det civilretslige spor til at løbe op i 4,3 milliarder kroner.

Omvendt forventede man at kunne hjemtage cirka 8,5-9,5 milliarder kroner som følge af sagerne.

En væsentlig detalje for skønnet er dog, at det forudsættes at "de anlagte sager i al væsentlighed vindes eller forliges med et for Skatteforvaltningen gunstigt resultat", hvilket altså blev sværere, da Østre Landsret afviste kravet mod Bech-Bruun.