Rusland invaderer Ukraine

Nordisk forsvarssamarbejde smedes sammen på Bornholm

Danmark, Sverige, Norge og Finland indgår i dag i et samarbejde, der sender skarpe signaler til Rusland, vurderer forsvarskorrespondent.

De nordiske lande skal have et stærkere samarbejde på forsvarsområdet.

Aftalen bliver tirsdag formiddag formaliseret med en skriftlig erklæring, når den amerikansk ledede militærøvelse finder sted på Bornholm og hvor forsvarsminister Morten Bødskov (S) er klar med pennen til underskrivelse.

Det vil gøre det tryggere for Sverige og Finland at have så mange NATO-soldater i området som muligt

Jesper Zølck, TV 2s korrespondent i Skandinavien.

Erklæringen om et øget, militært samarbejde mellem Danmark, Sverige, Norge og Finland kommer efter planen til at hvile på fire grundpiller:

  • Øget samarbejde
  • Genbekræftelse af sikkerhedsforsikringen
  • Flere fælles træningsøvelser
  • En fornyelse af forsvarssamarbejde under alliancen NORDEFCO med henblik på, at Sverige og Finland inden længe forventes at blive fuldgyldige medlemmer af NATO.

Ifølge TV 2s nordiske korrespondent Jesper Zølck vil det forstærkede forsvarssamarbejde komme Sverige og Finland til gode.

- Det vil gøre det tryggere for Sverige og Finland at have så mange NATO-soldater i området som muligt, og det er jo ikke fordi man regner med, at man skal bruge dem, men det har en effekt i forhold til symbolværdi, man viser over for Rusland lige nu, siger Jesper Zølck.

Rusland reagerer skarpt

De tre forsvarsministre fra henholdsvis Danmark, Norge og Sverige er alle til stede ved militærøvelsen på Bornholm.

Her vil amerikanerne simulere en missilaffyring, hvilket har fået Ruslands ambassadør i Danmark til at kritisere øvelsen i skarpe vendinger.

- De dansk-amerikanske øvelser på Bornholm er en politisk demonstration af, at der i dag ikke findes restriktioner for tilstedeværelsen af fremmede tropper der. Under de nuværende omstændigheder bidrager den slags signaler fra København kun til at forøge spændingen af dette område i Østersøen, skriver Vladimir Barbin til TV 2.

Tirsdag morgen reagerede forsvarsminister Morten Bødskov i en skriftlig udtalelse til TV 2 på den russiske ambassadørs udmelding.

- Der findes ikke nogen aftale mellem Danmark og Rusland, som indebærer forbud mod udenlandske tropper på Bornholm. Det er ene og alene Danmark, der bestemmer, hvad der foregår på dansk jord.

Truer russisk dominans

Mette Skak, der er lektor i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik politik ved Aarhus Universitet, siger til TV 2, at det især er USA's tilstedeværelse på Bornholm, som vækker en vis furore.

- Amerikanerne kommer med det her raketsystem, der er ret slagkraftigt, selv om det handler om forsvaret af Bornholm. Men det problem, Rusland har med NATO og USA på Bornholm er, at det spolerer forestillingen om, at man er den dominerende magt i Østersøen, siger Mette Skak.

Den stort anlagte militærøvelse på Bornholm har også praktiske og pragmatiske hensyn mere end det rent symbolpolitiske, vurderer TV 2 Skandinaviens-korrespondent, Jesper Zølck.

- Både det amerikanske og det danske forsvar har brug for at koordinere og øve deres militære evner. Men det er klart, at der også ligger et signal i det og ud fra et russisk perspektiv kommer der flere NATO-soldater tæt på dem, siger Jesper Zølck.

Missiler skal afprøves på dansk grund

Det amerikanske islæt ved militærøvelsen består i, at en artilleribataljon flyver ind med med et gigantisk C-17 transportfly, som lander i Bornholms Lufthavn.

Med i C-17 flyet er det agile artillerisystem HIMARS, der med missiler kan ramme mål op til 480 kilometer væk, og som altså afprøves på dansk grund. Alt sammen med assistance fra to danske F16-fly, fregatten Niels Juel og 300 soldater fra Livgarden.

- Dagen i dag har også en politisk overbygning, hvor man vil bruge øvelsen til at signalere en afskrækkelse rettet mod Rusland midt i en højspændt tid, siger TV 2s forsvarskorrespondent Anders Lomholt, som befinder sig på Bornholm.

Ny rolle til Bornholm

Ifølge Jakob Seerup, militærhistoriker og museumsinspektør ved Bornholms Museum, er militærøvelsen på ferieøen også udtryk for et nyt fokus på forsvarsfronten.

Danmark er sammen med de øvrige NATO-lande gået op i gear og er ved at tilpasse Forsvaret. Det betyder samtidig, at Bornholm vil få en ny og anden rolle, end man så under Den Kolde Krig.

- Den nuværende sikkerhedspolitiske situation ligner ikke noget, vi har set i efterkrigstiden. Det er 77 års tænkning, vi skal gøre op med og så finde en ny måde at gøre tingene på, siger Jakob Seerup til TV 2.

- Bornholm indgår på en helt ny måde i tænkningen af dansk sikkerhedspolitik, end vi har set på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig, og det er den her øvelse i dag et helt klart udtryk for, siger han.