Samfund

Zelenskyj nægter at lade kampdygtige mænd forlade landet

Kampdygtige mænd skal ikke kunne forlade Ukraine, når op mod 100 dør hver dag i Donbas, siger Zelenskyj.

Det kan ikke komme på tale, at unge, kampdygtige mænd skal kunne forlade Ukraine, når så mange soldater mister livet hver dag i krigen.

Sådan siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til den ukrainske netavis Ukraynskaja Pravda. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Præsidenten var blevet bedt om en kommentar til en underskriftsindsamling, som flere end 25.000 ukrainere har skrevet under på.

- For tiden dør mellem 50 og 100 hver dag

Underskriverne kræver, at mænd i alderen 18-60 år skal have lov at forlade landet. Det blev i konfliktens begyndelse gjort ulovligt for at sikre, at man havde kampdygtige mænd i landet til at kæmpe mod russerne.

- Jeg ved ikke, hvem underskriftsindsamlingen henvender sig til. Måske er den rettet mod mig, siger Zelenskyj.

- På den anden side skulle den måske henvende sig til de forældre, der har mistet deres sønner. Sønner, som har ofret deres liv for at forsvare en egn eller en by i vores land?

Præsidenten leder blikket hen på Donbas-området, som udgør Ukraines to østligste regioner, Luhansk og Donetsk, hvor der i øjeblikket udspiller sig de hårdeste kampe.

- For tiden dør mellem 50 og 100 mennesker hver dag i den hårdeste ende af landet, siger han til Ukraynskaja Pravda.

- De forsvarer vores nation og vores uafhængighed, som er det, hele verden snakker om.

Hårde angreb i det vestlige Luhansk

Donbas grænser op til Rusland mod øst og huser et stort mindretal af etniske russere.

Det var dem, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, efter eget udsagn ville "redde" fra den "nynazistiske juntaregerings folkedrab", da han beordrede sine tropper mod vest i slutningen af februar.

Efter en mislykket militæroperation mod Kyiv skiftede Rusland fokus til Donbas.

Senest er fokus rettet mod Luhansk, efter at Rusland kunne erklære sejr i den totalhærgede havneby Mariupol, som ligger i det sydlige Donetsk. Det har fået Rusland til at sætte hårde angreb ind mod byer som Lysytjansk og Sjevjerodonetsk, som ligger i det vestlige Luhansk.