Samfund

Første dansker testet positiv for abekoppevirus

De danske sundhedsmyndigheder forventer ikke udbredt samfundssmitte i Danmark.

En mand er testet positiv for abekopper i Danmark, oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Manden har været på rejse til den spanske ø Gran Canaria og er nu i hjemmeisolation med milde symptomer.

- Sundhedsmyndighederne forventer ikke udbredt samfundssmitte i Danmark, men vi følger situationen tæt for at være bedst muligt forberedt på en eventuel udvikling i smittesituationen, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Langt de fleste patienter forventes i et sundhedsvæsen som det danske at komme sig helt, oplyser Sundhedsministeriet. Fra udlandet er de foreløbige meldinger, at der hos langt de fleste patienter er tale om milde symptomer, og at det i de fleste tilfælde ikke har været nødvendigt med sygehusindlæggelse.

Abekopper giver blærer, der kan minde om skoldkopper, men hos voksne

Sundhedsstyrelsen oplyser, at man skal være opmærksom, hvis man efter at have været i udlandet eller har været i tæt kontakt med en person, der har været i udlandet, bliver syg med udslæt og blærer på kroppen.

- Abekopper giver blærer, der kan minde om dem, der ses ved skoldkopper, oplyser enhedschef i styrelsen, Bolette Søborg.

Samtidig er aldersgruppen for dem, der bliver smittet med abekopper i Europa lige nu en anden end for skoldkopper, der er en børnesygdom.

- Abekopper ses blandt voksne og fortrinsvis blandt mænd, der har sex med mænd, siger hun.

Usædvanligt med tilfælde i flere lande på samme tid

Dermed slutter Danmark sig til rækken af lande udenfor Afrika, der har konstateret smitte med abekoppevirus. Det er usædvanligt, fordi der ikke – indtil nu – har været smitte i flere europæiske lande på samme tid. Abekoppevirus smitter desuden ikke nemt mellem mennesker.

Der er desuden konstateret tilfælde i blandt andet Storbritannien, Spanien, Portugal, Sverige, Belgien, Holland og Tyskland.

Det største antal smittetilfælde er konstateret i Spanien, Storbritannien og Portugal, der lørdag ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO har mellem 21 og 30 tilfælde.

Det første tilfælde blev konstateret i Storbritannien 7. maj. Her mener sundhedsmyndighederne nu, at der kan være tale om samfundssmitte, oplyser UKHSA.

Ifølge Statens Serum Institut er der nu fundet abekopper hos 83 personer i Europa.

Styrelsen har igangsat smitteopsporing

Styrelsen for Patientsikkerhed har interviewet den pågældende person og har indledt smitteopsporing, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

- For at være nær kontakt til en smittet med abekopper skal man have været i kontakt med den smittede, efter at den smittede har fået symptomer, oplyser styrelsen.

Sådan smitter abekopper

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er der normalt tale om en mild sygdom, som bliver spredt gennem tæt kontakt, og de fleste smittede er raske efter et par uger.

Symptomerne er feber, hovedpine, muskelsmerter, rygsmerter, hævede lymfekirtler, kulderystelser og træthed.

Man får også udslæt – små blærer på en halv centimeter – der ofte begynder i ansigtet og kan sprede sig til andre dele af kroppen.

Udslættet ændrer sig og går gennem forskellige stadier, før der til sidst kan komme en sårskorpe, som senere falder af. Altså lidt ligesom børnesygdommen skoldkopper – uden at der dog er tale om skoldkopper.

Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut forklarer, at personer ikke smitter i inkubationstiden, som er mellem en til tre uger, men først når blærerne brister. Hvis blærerne sidder i svælget eller i lungerne, kan personer også smitte ved nys og hoste. 

Abekopper er i familie med menneskekopper, men er meget mildere og en sygdom, der går over af sig selv. 

Det er ikke nødvendigt at gå i isolation, hvis man har været i tæt kontakt med en smittet, så længe man ikke har symptomer. Symptomerne er blandt andet feber, kulderystelser og et udslæt med blærer.

Flere landes sundhedsmyndigheder advarer

Sundhedsstyrelsen meddelte fredag i en pressemeddelelse, at styrelsen har udarbejdet og udsendt retningslinjer til sundhedspersonale for symptomer og hvordan sygdommen skal håndteres.

Da det i forbindelse med flere af smittetilfældene i Europa og USA tyder på, at det nuværende udbrud særligt er blandt mænd, der har sex med andre mænd, anbefaler Sundhedsstyrelsen brug af kondom ved seksuel kontakt.

Samtidig lyder den generelle anbefaling om god hygiejne, som det også har været tilfældet under coronapandemien.

Både de spanske og de britiske sundhedsmyndigheder har udsendt advarsel om smitte.

Virussen kan stamme fra gnavere

Abekopper skyldes en virus, som er i familie med menneskekopper, der blev udryddet i 1980.

Abekoppevirussen menes at stamme fra gnavere, der kan give smitten videre til aber og mennesker. Der er to varianter: den vestafrikanske og den centralafrikanske.

Det er den vestafrikanske virus, der lige nu spreder sig i flere lande har Anders Fomsgaard, der er professor og overlæge i Statens Serum Institut (SSI), oplyst til TV 2.

Ubehandlet har den en dødelighed på mellem en til tre procent procent, mens den centralafrikanske variant er mere dødelig.

Første gang abekopper blev beskrevet hos aber var hos Statens Serum Institut i Danmark i 1958, fordi der dengang var en abekoloni på instituttet i forbindelse med vaccineproduktion.

Flere udbrud i Vest- og Centralafrika

Smitte med abekopper har indtil nu oftest haft forbindelse til rejser til skovrige områder i Central- og Vestafrika, hvor der siden 2016 har været flere tilfælde. I mange af tilfældene i de europæiske lande er der ikke en kendt smittekilde – heller ikke i forbindelse med rejser til Vest- eller Centralafrika.

Det gælder i lande som Den Centralafrikanske Republik, Cameroun, Den Demokratiske Republik Congo, Liberia, Congo og Sierra Leone.

I 2018 var der et større udbrud med abekopper i Nigeria.