Samfund

TV 2 bliver hårdt ramt af nyt medieforlig

TV 2s administrerende direktør kalder aftalen for "direkte hæmmende".

Regeringen barslede lørdag formiddag med den længe ventede medieaftale for 2022-2025.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) præsenterede den nye aftale, der er blevet til i et smalt forlig, efter at flere borgerlige partier forlod forhandlingerne, så regeringen måtte søge opbakning af rød blok og Kristendemokraterne.

Aftalen er omfattende og såvel DR som lokale og regionale medier står til at blive styrket økonomisk.

Streamingtjenester som Netflix, HBO og TV 2 Play skal sende 6 procent af deres omsætning i Danmark videre til en pulje, som skal finansiere produktion af danske film og serier.

Det er en del af medieaftalen, som falder i øjnene hos TV 2s administrerende direktør, Anne Stig Engdal Christensen.

- Flere forpligtelser og snærende bånd er direkte hæmmende for TV 2 i den meget intense konkurrencesituation, vi befinder os i, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Streamingskat svækker

Streamingtjenesterne står til at sende 6 procent af omsætningen i en pulje under betegnelsen "kulturbidrag", og det ser TV 2s administrerende direktør som en svækkelse. Fordi TV 2 Play på lige fod med storspillere som Netflix og HBO bliver udsat for en slags ekstrabeskatning.

- Det, der startede som gode og vigtige intentioner om at styrke dansk public service i konkurrencen mod det massive pres fra internationale giganter, endte desværre med en klar svækkelse af TV 2 i form af en streamingskat og dermed en indirekte forstærket position for de internationale tjenester på det danske marked.

Anne Engdal Stig Christensen siger, hun vil nærstudere medieaftalen og dens konsekvenser for stationen.

- Samlet set er medieaftalen ikke den opbakning til TV 2, vi havde ønsket os – tværtimod. Derudover er det ærgerligt, at det endte med en smal medieaftale, da det reducerer forudsigeligheden i en tid med store omvæltninger.

Frygter prisstigning og smagsdommeri

Både branchen og blå partier har udtrykt bekymring for, at en streamingskat vil føre til en prisstigning for forbrugerne.

Det afviser afviser kulturministeren, som henviser til, at pengene skal tilbage i det danske produktionsmiljø.

- Det er ikke et bidrag, vi putter i statskassen. Det er et bidrag, de selv kan søge om at få hjem igen, hvis de producerer dansk indhold, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Venstre tvivler på, at hensigten om mere dansksproget indhold også vil materialisere sig.

- Tjenesterne skal betale en skat til en pulje, hvor smagsdommere skal afgøre, om streamingtjenesterne kan få penge tilbage, eller om deres penge i stedet bliver sendt direkte over til konkurrenterne – for eksempel TV 2. Det giver ingen garanti for mere dansksproget indhold, siger Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen, til Jyllands-Posten.

De konservative ser den kommende streamingskat som udtryk for svigtende tillid.

- Det er en mistillid til de dygtige og kreative folk i den danske filmbranche, at regeringen ikke har tiltro til, at tjenester som Netflix og HBO vil investere i deres arbejde fremover. I stedet kommer der nu til at gå smagsdommeri i den, siger den konservative medieordfører, Birgitte Bergman, til avisen.

I alt udgør den økonomiske ramme for medieforliget årligt 4,7 milliarder kroner.

Her er hovedpunkterne i aftalen, som aftalepartierne har fremlagt dem:

  • DR styrkes økonomisk med samlet over 100 millioner kroner over årene i aftaleperioden.

  • Styrket mediestøtte til lokale og regionale medier.

  • Der indføres et kulturbidrag for streamingtjenester på 6 procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

  • Støtte til distriktsblade og ugeaviser.

  • Ordnede løn- og arbejdsvilkår i film- og mediebranchen.

  • Der etableres et center for graverjournalistik.

  • Public Service-puljen udvides til også at støtte dansk indhold til radio og podcast.

  • Lydunivers i DR til børn og unge på forskellige alderstrin. Med tilbud inden for for eksempel nyheder, quiz, lydbøger, musikprogrammer med videre.

    Kilder: Kulturministeriet.