Rusland invaderer Ukraine

Tantholdt vinder stor pris - Fem private billeder viser hans egne højdepunkter

Han er ikke i tvivl om, at krigen i Ukraine er blandt de største historier, han har dækket i sin tid som korrespondent.

Rasmus Tantholdt havde spurgt flere gange, men svaret var det samme.

Han ville til Irak for at dække krigen, men fik hele tiden nej.

En aften bankede Rasmus Tantholdt på chefens dør og insisterede på, at han skulle sendes afsted.

Daværende udlandschef på TV 2, Michael Dyrby tænkte dengang, at Tantholdt var for uerfaren, men at han heller ikke var i tvivl om, at han havde et "unikt talent", fortæller han lørdag til TV 2.

Til sidst gav Dyrby sig. Rasmus Tandholdt kom på et lyn-sikkerhedskursus og så afsted. Og sådan blev kimen lagt til hans karriere som korrespondent.

Fredag modtog Rasmus Tantholdt publicistprisen for sin journalistiske indsats fra verdens brændpunkter. Noget, der betyder meget for ham, fortæller han, men Tantholdt har også udviklet sig fra første gang, han tog afsted for at rapportere om krig.

- Jeg er mindre hektisk og måske mere velovervejet, og jeg har en større tro på min egen dømmekraft end nogensinde før, og dømmekraft er altafgørende, når du skal dække krig, siger han.

I øjeblikket rapporterer han om krigens grusomheder i Ukraine, og i begyndelse af den russiske invasion var han den eneste danske journalist i landet. På det tidspunkt tænkte han, at han netop kunne stå som den eneste journalist i landet, fordi han havde erfaring med at dække krig og navigere i det miljø.

- Jeg føler nærmest, jeg har trænet og øvet mig i 19 år til denne krig, fortæller han.

TV 2 har bedt Tantholdt samle sine private billeder fra de rejser, han husker bedst i sin karriere som korrespondent.

Irak, 2003

Rasmus Tantholdt var 29 år gammel, da han kom på sin første rejse som korrespondent. I 2003 var han sendt afsted til Irak. For første gang blev han direkte konfronteret med krigen.

Tantholdt var alene afsted uden en fotograf og redigerede og filmede selv tv-indslagene.

- Det var ekstremt specielt, for jeg havde aldrig været i krig, men jeg havde en stor nysgerrighed for at fortælle historier, hvor der er meget på spil, siger han og fortæller, at man kommer ud i alle kanter af menneskelige følelser.

Han husker, hvordan han lå på et billigt hotelværelse og kunne høre brag i baggrunden. Det gav et sæt i ham.

- Det havde jeg ikke prøvet før, så jeg følte mig meget alene og tænkte: "Hvad gør jeg egentlig, hvis det kommer tættere på", fortæller han.

Billedet viser den irakiske pige Anwar og hendes far, som Tantholdt mødte i forbindelse med sit første tv-indslag fra Irak. Pigen var blevet ramt af ammunition, som hun havde samlet op fra gaden og leget med. Og han syntes, at historien om uskyldige ofre, som børn, var enormt vigtig.

Afghanistan, 2007

Næste billede er fra det, som Tantholdt kalder for en "skelsættende tur". Sammen med fotograf Anders Bach kom han helt tæt på de danske soldater, der var udsendt i krigen i Afghanistan i 2001.

Der havde længe været en fornemmelse af, at det, de danske soldater oplevede, var meget mere voldsomt og blodigt, end nogen i den danske offentlighed og politikere havde begreb om. Derfor satte de sig en ambition om at komme helt tæt på frontlinjen og opleve den fra de danske soldaters synsvinkel.

Det danske forsvar havde ikke haft journalister med derude i mange år, men Rasmus Tantholdt fik til sidst adgang til at leve og bo med soldaterne i flere uger.

- Derfor fik vi på nærmeste hold en oplevelse og også bekræftet, at de danske soldater deltog i de blodigste kampe nogensinde, fortæller han.

Ifølge ham var det "ekstrem vigtig journalistik" at vise, hvad soldaterne blev sendt ud til. Så danskerne får mulighed for at tage stilling ud fra det.

- Jeg tror også danskerne måbede, da de så, hvor voldsomt det var for soldaterne. Der er flere af dem, vi var sammen med, som ikke er her mere, siger han.

Libyen, 2011

Det arabiske forår, som er betegnelsen for en række demonstrationer for demokrati i flere arabiske lande, var en kæmpe begivenhed.

- Det var en periode, hvor tingene gik meget stærkt, og vi oplevede revolutionerne rundt omkring i den arabiske verden, siger han.

Tantholdt mødte nogle oprørere, som kæmpede imod Libyens daværende diktator, Muammar Gaddafi. De var alle en flok almindelige mennesker, der levede almindelige liv, fortæller han. En var tandlæge, den anden advokat, en ejede en bilvask.

De lavede selv deres våben - den ene havde lavet en bombe i en gammel tomatdåse, husker han.

- Det var de våben, de gik i krig med. Det har jeg oplevet mange gange, men det er stadig utroligt at opleve, når folk kæmper for nogle værdier og er klar til at ofre livet for det, fortæller han.

Manden med guitaren på billedet lavede de hjemmelavede bomber, og når vennerne kom hjem fra krig, sad han og spillede guitar for dem.

- Nu spiller han ikke guitar længere, for han døde og mistede livet i kampen mod Gaddafi og kampen for frihed, siger Tantholdt.

Syrien, 2011

Det gør altid Rasmus Tantholdt allermest vred og ked af det, når han gang på gang ser, at børn bliver ofre i krigen.

I byen Aleppo i Syrien mødte han en dreng, der elskede at spille fodbold. Byen var jævnet med jorden og stort set alle, der havde muligheden, var flygtet ud af landet.

Tilbage var en dreng, der ikke længere havde nogen at spille fodbold med. Derfor spillede Tantholdt fodbold med drengen. Han spiller tit fodbold på sine rejser og har gjort det med mange forskellige mennesker, fortæller han.

Men episoden med drengen illustrerer også et svært dilemma, som han ofte møder i sit arbejde.

- Jeg kommer et sted hen, hvor nogle har det svært, og et kort øjeblik kan jeg måske gøre nogle glade eller hjælpe dem. Men jeg bliver nødt til at huske, at det ikke er derfor, jeg er der, men for at lave fjernsyn, og hvis jeg bruger tiden på at spille fodbold med en dreng, så kan jeg ikke passe mit job.

Det betyder ikke, at han ikke har lyst til at hjælpe de folk, han møder, understreger han.

- Selvfølgelig har man lyst til det, men jeg er ikke sygeplejerske, læge eller nødhjælpsmedarbejder, og om lidt rejser jeg hjem til Danmark igen, mens han stadig ikke har nogen at spille fodbold med, forklarer han,

Ukraine, 2022

I øjeblikket dækker Rasmus Tantholdt krigen i Ukraine. Og der er sket meget, siden han som 29-årig blev sendt afsted for første gang.

Han er ikke i tvivl om, at krigen i Ukraine er blandt de største historier, han har dækket i sin tid som korrespondent.

- Jeg har aldrig dækket noget før, hvor folk reelt talte om risikoen for, at der ville blive brugt atomvåben, og noget så tæt på mit hjemland, hvor vi kan se, at det får konsekvenser herhjemme.

I hovedstaden Kyiv mødte Rasmus Tantholdt drengen Vladimir, der har fået otte skudsår på kroppen.

Sammen med sin mor og far var Vladimir i gang med at flygte ud af Kyiv i bil, da de blev fanget i krydsild mellem ukrainske soldater og en gruppe russiske sabotører.

Drengen mistede sin niece og sin far i angrebet, og Tantholdt mødte ham efterfølgende på et hospital, hvor stuerne var fulde af civile ofre, deriblandt børn.

Vladimirs historie gjorde et stort indtryk på Tantholdt, da han selv har mistet sin far, da han var 13 år gammel.

- Jeg ved, hvordan det er at miste sin far pludseligt, og det er også et eksempel på en helt ubegribelig meningsløshed, der ofte er forbundet med krig ikke mindst i Ukraine.

Det er i mødet med de skæbner, at meningsløsheden rammer ham. De fysiske ar heler, men de mentale ar på en dreng som Vladimir går aldrig væk, siger han.

- Efter interviewet med Vladimir stod jeg ude på gangen og blev faktisk ret ked af det, siger han.

Han er ikke indrettet, så han kan distancere sig fra begivenhederne eller de mennesker, de rammer. Han går derimod ind i det med alle menneskelige følelser.

- Det kan være hårdt mentalt, men det er det hele værd, og det er et lille offer, når det betyder, at vi kan lære Vladimir at kende, og seeren kan få indblik i, hvem det går ud over.