Samfund

Nåle fundet i karameller på sidste skoledag

En forælder har indgivet en politianmeldelse efter den traditionelle karamelkastning på Søndervangskolen i Hammel.

Flere steder i landet gik det ikke stille af, da der traditionen tro blev uddelt karameller på afgangsklassernes sidste skoledag.

På Søndervangskolen i Hammel nordvest for Aarhus blev der fredag blandt andet fundet en nål i en af karamellerne, skriver TV2 ØSTJYLLAND.

Episoden har medført en politianmeldelse fra en forælder til Østjyllands Politi.

- Anmeldelsen går på, at der skulle have været både piller og nåle i de karameller, som blev kastet ud til de yngre elever sidste skoledag, siger kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.

TV 2 har lørdag morgen været i kontakt med Østjyllands Politi, som oplyser, at man ikke har modtaget yderligere politianmeldelser omkring sidste skoledag.

Skoleleder René Guldbrandsen fortæller, at der desuden blev fundet peber og ingefær i nogle af karamellerne.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med indtagelse af det indpakkede slik, lyder det.

Bouillonterning og gær

På Svend Gønge-Skolen i Lundby på Sydsjælland kan skolelederen også berette om nogle lidt for kreative sjæle blandt 9. klasserne.

Casper Milandt fortæller til TV2 ØST, at den ellers festlige sidste skoledag gik over gevind, da en elev fik en karamel med en form for jerngenstand i.

Skolens ledelse fandt ligesom i tilfældet på Søndervangskolen i Hammel også frem til en karamel med en nål i.

Desuden så skolen andre kreative indpakkede "løsninger", hvor karamellerne var byttet ud med en bouillonterning og gær.

- Det er jo rigtig beklageligt, at en eller to, eller hvor mange der har været om at lave det, skal få ødelagt det, siger Casper Milandt.

Ledelsen på Svend Gønge-Skolen har opfordret skolens afgangselever til at fortælle, hvis de ved noget om sagerne.