Samfund

Din telefon lyver for dig – flere unge havner som resultat under kniven

I USA er der en klar sammenhæng mellem udbredelsen af selfies og en stigning blandt unge, der for eksempel ønsker en næseoperation.

Med en smartphone i hånden og en selfie som dokumentation møder et stigende antal unge i USA op hos en plastikkirurg med et ønske om eksempelvis en næseoperation.

Men de færreste er formentlig klar over, at frontkameraet på telefonen faktisk forvrænger ansigtstræk og for eksempel optisk gør næsen større, end den i virkeligheden er.

Det fremgår af et nyt amerikansk studie, der er offentliggjort i tidsskriftet Plastic and Reconstructive Surgery.

Næsen bliver både længere og bredere

I studiet deltog 30 personer, der hver fik taget tre billedserier af deres ansigt ved samme afstand og med samme vinkel.

To af billedserierne blev taget med frontkameraet på en iPhone XR, mens én serie blev taget med et digitalt spejlreflekskamera, der er standard indenfor plastikkirurgi, når der er tale om klinisk fotografering.

Mens bredden på næsen ikke ændrede sig væsentligt på en selfie, synede næsen alligevel helt op til 10,8 procent større set i forhold til hele ansigtet, fordi selve ansigtet ser smallere ud på en selfie.

Samtidig blev længden af næsen på personerne i studiet op til 6,4 procent længere på et billede taget med en smartphone sammenlignet med billedet fra et spejlreflekskamera.

Selve næsen blev altså både længere og – set i forhold til hele ansigtet – bredere på de to billedserier, der blev taget med frontkameraet på smartphone.

Her er forklaringen

Forklaringen på, hvordan den samme person kan se så forskellig ud afhængig af kameraet, er enkel.

Ifølge TV 2-fotograf Leander Løvemærke skyldes forvrængningen frontkameraet på en smarttelefon.

Frontkameraet har nemlig vidvinkel – lidt som i en dørspion.

- Det betyder, at man kan få meget af omgivelserne med på billedet, selv om personen står tæt på kameraet. Men det betyder også, at det, der er tæt på kameraet, bliver forvrænget og ser større ud, siger han.

Derfor er den bedste løsning for at få det mest korrekte og mindst forvrængede billede i virkeligheden at få en anden person til at tage billedet med bagkameraet på en telefon. Og zoome ind ved eksempelvis at trykke på 2-tallet på skærmen.

Unge får ordnet problemer, som ikke findes i virkeligheden

Ifølge studiet er det problematisk, at der ifølge flere andre studier er en klar sammenhæng mellem et stigende antal plastikoperationer blandt unge og brugen af selfies.

Eller sagt på en anden måde med ordene fra studiets hovedforfatter, Bardia Amirlak, der er assisterende professor i plastikkirurgi ved University of Texas Southwestern Medical Center:

- Hvis unge mennesker bruger selfies som deres eneste guide, tager de måske til plastikkirurger for at få ordnet problemer, som ikke eksisterer med undtagelse på de sociale medier, siger hun til mediet Science Daily.

Men det taler også ind i et større problem: Hvordan det påvirker de unges psyke, når de ser sig selv gennem selfies - og uden brug af filter vel at mærke - og derved får en anden opfattelse af, hvordan de i virkeligheden ser ud.

Og her spiller de sociale medier ifølge studiet en stor rolle:

- Sociale medier, som Instagram, begyndte at teste et nyt interface uden ”like”-knappen for at bekæmpe de her negative følelser. Således er samspillet mellem selfie-forvrængning og psyke vigtigt for smartphone- og sociale medie-virksomheder for bedre at kunne forstå den samfundsmæssige påvirkning af disse udbredte selfies, står der i studiet.