Samfund

Nu køres der markant langsommere på motorvejene

Se, hvor meget du kan spare i brændstofforbrug ved at nedsætte farten fra 130 kilometer i timen på motorvejen.

Danskerne har den seneste tid lettet foden fra gaspedalen.

Det viser tal fra Vejdirektoratet, som har målt farten på de danske motorveje på tidspunkter uden for myldretidstrafikken.

Tallene afslører, at gennemsnitshastigheden i april i år faldt med 2,6 kilometer i timen på de danske motorveje, hvor man må køre 130 kilometer i timen, sammenlignet med samme måned sidste år.

Dyrere brændstof er afgørende

Afdelingsleder i Vejdirektoratet, Andreas Egense Jørgensen, forklarer, at tallene for gennemsnitshastigheden på de danske motorveje i marts og april ligger markant lavere end tidligere år.

I perioden fra 2019 til 2021 har farten på motorvejene været meget lig hinanden og ligget på omkring 121 kilometer i timen, men i år er gennemsnitshastigheden faldet til 119 kilometer i timen.

Udviklingen kan ifølge Vejdirektoratet hverken begrundes med flere biler på vejene eller dårligt vejr i april, som ellers ville have gjort det sværere at komme hurtigere frem i trafikken.

- Den eneste forklaring, som vi kan komme med, er den markante prisændring på brændstof, siger Andreas Egense Jørgensen til TV 2.

Besparelse på 11 millioner liter brændstof

Olie- og benzinpriserne har siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar været på regulær himmelflugt.

Brændstofpriserne ligger på nuværende tidspunkt i gennemsnit omkring 35 procent højere end sidste år, hvilket kan mærkes og gør ondt på danskernes pengepunge.

Og den dyrere benzin ser ud til at have sat sig i danskernes kørevaner. For der er penge at spare, når farten sættes ned.

Det viser Vejdirektoratets beregninger, hvor sammenhængen mellem hastighed og CO₂-udledning er blevet undersøgt.

Kortlægningen viser, at en nedsættelse af hastigheden fra 121 til 119 kilometer i timen giver en reduktion i CO₂-udledningen og brændstofforbruget på cirka 2,4 procent.

- Sænkningen af gennemsnitshastigheden på motorvejene har betydet, at der samlet set er sparet 11 millioner liter brændstof på et helt år, forklarer Andreas Egense Jørgensen.

Så stor er reduktionen i brændstofforbrug ved en nedsættelse af hastighed fra 121 kilometer i timen:

  • 2,4 procent ved reduktion af hastigheden med 2 kilometer i timen (til 119 kilometer i timen)
  • 5,8 procent ved reduktion af hastigheden med 5 kilometer i timen (til 116 kilometer i timen)
  • 10,3 procent ved reduktion af hastigheden med 10 kilometer i timen (til 111 kilometer i timen)
  • 14,3 procent ved reduktion af hastigheden med 15 kilometer i timen (til 106 kilometer i timen)

Kilde: Vejdirektoratet

Regeringen dropper planer

Radikale Venstre, SF og Enhedslisten foreslog i marts at nedsætte hastighedsgrænsen fra 130 til 110 kilometer i timen på motorvejene i et forsøg på at spare på brændstofforbruget.

De blå partier har været imod en sænkning af farten på motorvejene, og nu har regeringen valgt at droppe idéen, da danskerne af sig selv har sat farten ned.

Det siger transportminister Trine Bramsen (S) til TV 2.

- Danskerne er meget opmærksomme på, at hvis de letter foden fra speederen, så er der både penge at spare, og samtidig er det godt for klimaet, lyder det.

- Danskerne er meget opmærksomme på, at hvis de letter foden fra speederen, så er der både penge at spare, og samtidig er det godt for klimaet, lyder det fra transportminister Trine Bramsen (S).

Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, er uenig i denne beslutning.

Han frygter, at danskerne vil køre hurtigere, hvis brændstofpriserne på et tidspunkt igen falder.

- Vi vil gerne have en permanent løsning, siger han til TV 2.