Samfund

Mette F.: EU-samarbejde skal bevise, at vi er stærkere end Putin

Ja- og nej-partier er enige om, at Nato er vigtig for Danmark, men de er uenige om EU's rolle i forsvar.

Det er ikke alene konkrete militære bidrag, som spiller ind i beslutningen om, hvorvidt Danmark skal afskaffe EU-forsvarsforbeholdet.

Også signalværdien om samarbejdsvillighed, som Danmark vil sende til EU, hvis det bliver et ja ved folkeafstemningen 1. juni, vægter højt.

- Det, vi er i gang med lige nu, er at bevise at Vesten er stærkere end Rusland, siger statsminister Mette Frederiksen (S) under en partilederdebat på DR1 forud for folkeafstemningen.

Ville stå i utryg situation

Hun fremhæver, at både forsvarsalliancen NATO og EU spiller en rolle i den mission.

- Hvis ikke vi havde et NATO til at passe på den vestlige verden, ville vi stå i en helt anden og utryg situation. Hvis ikke vi havde et EU, ville vi stå i en anden situation.

- Hvis vi skal sikre danskernes sikkerhed - europæernes sikkerhed - bliver vi nødt til at skabe endnu stærkere forpligtende samarbejder. Det gør man i EU og NATO, siger Mette Frederiksen.

Kan splitte NATO

Spørger man Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der begge anbefaler et nej ved folkeafstemningen, er det dog et misforstået synspunkt.

For det er ene og alene NATO, der kan garantere vores sikkerhed.

- Når vi taler sikkerhed, er det NATO, der garanterer vores sikkerhed, selvstændighed og frihed. Taler vi cyber, er det også Nato, siger Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige.

Formand Morten Messerschmidt (DF) tilføjer:

- Hvis der er en ting, Putin er bange for, er det USA, Canada og Storbritannien, siger han, med henvisning til at landene er medlem af Nato.

Han advarer om, at det ligefrem kan risikere at splitte NATO - og dermed sætte danskernes sikkerhed på spil - hvis Danmark indgår et tættere samarbejde om forsvar i EU.

Afgørende for sikkerheden

At Nato-samarbejdet er afgørende for Danmarks sikkerhed, er Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, enig i. Men han svarer alligevel klart ja, da han bliver spurgt, hvorvidt Danmark kan blive mere sikkert, hvis forsvarsforbeholdet afskaffes.

- Vores sikkerhed er garanteret af Nato. Det er godt og en god tryghed. Men vores sikkerhed handler ikke kun om, hvorvidt russerne kommer til Danmark. Det handler om en masse ting - pirateri, migrantstrømme, uroligheder på Balkan - så dansk sikkerhed er mange ting.

- Og Danmark bliver mere sikkert, hvis vi deltager i det sammensurium af lande, som gerne vil frihed og sikkerhed, siger han og fremhæver, at Danmark er det eneste EU-land, som har et forsvarsforbehold.

- Det er en fejl, vi kan rette op på, siger han.