Black Lives Matter i Danmark er blevet politianmeldt efter manglende regnskab
Ifølge formanden mangler regnskabet, fordi ingen revisorer tør gennemgå foreningens økonomi. Det afviser flere af dem dog over for TV 2.
Den antiracistiske forening Black Lives Matter Denmark er igen i myndighedernes søgelys for sit arbejde med at indsamle penge.
Foreningen har ikke afleveret sit seneste regnskab for perioden maj 2020 til maj 2021, der skulle have været afleveret i december, og foreningen er derfor blevet politianmeldt.
Over for TV 2 afviser formand og talsperson, Bwalya Sørensen, at hun og foreningen har noget at skjule.
- Der er ikke grådighed, tyveri eller noget som helst andet, siger hun.
Black Lives Matter Danmark var også i problemer i 2020, hvor der blev samlet penge ind, inden man havde sikret en gyldig indsamlingstilladelse.
Her var tusinder af demonstranter samlet under foreningens faner i protest over George Floyds død i forbindelse med en anholdelse i Minnesota i USA. Ifølge Bwalya Sørensen blev der dengang indsamlet 140.000 kroner alene på de første demonstrationer.
Kræver forklaring
En af demonstrationerne foregik i Aalborg, hvor Essi Tomobile var medarrangør. Hun sidder nu tilbage i frustration over nyheden om det manglende regnskab og politianmeldelsen af Black Lives Matter Denmark.
- Jeg er sur. Jeg er pissed off. Men mest af alt er jeg skuffet. Skuffet over, at man skal bruge ressourcer på det her. Hun (Bwalya Sørensen, red.) skal bare forklare sig. Vi har ikke hørt fra Black Lives Matter Denmark længe, siger hun.
Essi Tomobile frygter, at det manglende regnskab nu vil true formålet med deres arbejde.
- Alting skal være på papir, og man skal erkende, hvad man har brugt penge til. Selvfølgelig synes jeg, at det er lidt mærkeligt, at man ikke kan vise regnskabet for en god sag, siger hun.
Men hvorfor er der ikke afleveret et regnskab?
Ifølge Bwalya Sørensen skyldes det, at ingen registrerede eller statsautoriserede revisorer vil gennemgå foreningens regnskab af frygt for potentiel medieomtale. Revisorgennemgangen er lovpligtig for indsamlinger, der overstiger 50.000 kroner, hvis de skal godkendes af Indsamlingsnævnet.
- I kan hive en fingernegl af mig. I kan torturere mig. I kan fængsle mig i ti år. Jeg kan ikke skaffe en revisor. De er bange, siger Bwalya Sørensen.
Hvilke revisorer, foreningen helt konkret har taget kontakt til, afviser talskvinden at svare på. Hun oplyser dog, at det blandt andre omfatter Deloitte, der er et af verdens største revisions- og konsulenthuse.
TV 2 har derfor rakt ud til Deloitte. Her lyder beskeden, at de ikke genkender forespørgslen.
- Deloitte har ikke kunnet finde nogen korrespondance med Black Lives Matter Denmark i vores systemer, og vi kan ikke genkalde os nogen henvendelser fra foreningen, skriver Henrik Wellejus, partner og øverste ansvarlige for Deloittes revisionsforretning, til TV 2.
Han tilføjer også, at hvis man alligevel skulle have afvist foreningen, skyldes det ikke dens formål eller mediedækningen af den, men enorm travlhed.
Efter forelæggelse af Deloittes svar har Bwalya Sørensen ændret forklaring og siger nu, at hun huskede forkert. Foreningen har, ifølge hende, forsøgt sig hos PwC i stedet, men det afviser revisionshuset.
- Jeg har ikke kendskab til, at PwC skulle have modtaget en forespørgsel fra Black Lives Matter, udtaler Pernille Stokholm Bøg, kommunikationschef i PwC.
Ekspert er bekymret
Det manglende regnskab vækker opsigt hos Henrik Bonné, der er advokat hos Denlaw med ekspertise i indsamlingsloven.
- Jeg er bekymret over, at der ikke er indleveret regnskab. Det kan være en indikation af, at de ikke har haft styr på processen og de midler, der er givet, siger han.
Henrik Bonné mener, at sagen kan få vidtrækkende konsekvenser for flere end blot foreningen.
- Det er meget alvorligt, fordi det er noget, der piller ved hele tilliden til indsamlingsmarkedet. Et marked, der kun kan fungere, hvis bidragsyderne har den fornødne tillid til, at det, man giver sine penge til, også går til det rigtige, siger han.
En af de ting, som indsamlingspengene fra George Floyd-demonstrationerne er gået til, er flybilletter for Bwalya Sørensen selv til Spanien i forbindelse med et kursus for sociale bevægelser for nylig. Hun fortæller, at hun blev inviteret derned med gratis togtransport, men grundet forhøjet blodtryk valgte hun at flyve.
- I det her tilfælde har jeg taget et par 1000 kroner ud af de 140.000 kroner, så jeg kunne flyve. Det, synes vi, er ret okay. Specielt når man tænker på, at jeg arbejder gratis i 7 dage uden løn. Jeg var der i 7-8 dage, men det er ikke gratis. Det er min tid og min energi, derfor må man godt give mig flybilletter, siger hun.
Den betragtning er Henrik Bonné dog ikke enig i, når han kigger på det opgivne indsamlingsformål for perioden, hvor pengene, ifølge Bwalya Sørensen, er indsamlet.
- Indsamlingsmidler skal anvendes til det formål, der er samlet ind til og oplyst til bidragsyderne. Når man ser på foreningens ansøgning til Indsamlingsnævnet i 2020, er det efter min opfattelse ikke inden for rammerne at anvende de indsamlede midler til den slags udgifter, siger han.
Privat indsamlingsboks
Henrik Bonné undrer sig også over en Mobilepay-boks med titlen "Bwalya familie begravelse", som står opgivet som en af Black Lives Matter Denmarks indsamlingskanaler.
- Jeg har umiddelbart svært ved at forbinde tekst og billede med det formål, der er angivet i ansøgningen og tilladelsen. Dermed er der et oplagt problem i forhold til reglerne om god indsamlingsskik, siger Henrik Bonné.
Ifølge Bwalya Sørensen skyldes navnet, at Mobilepay-boksen tidligere har været brugt til privat anliggende.
Hvorfor har du så ikke ændret navn på den?
- Det har jeg gjort?
Nej, den hedder stadig "Bwalya familie begravelse"?
- Jamen, så er den ikke blevet brugt til det. Så er det, fordi alle pengene er blevet taget ud og lagt ind i Black Lives Matter, forsikrer Bwalya Sørensen.
Black Lives Matter Denmark har ikke en hjemmeside, hvor det er muligt at læse, hvad foreningen konkret bruger donationer på. Ifølge foreningsformanden er midlerne dog primært gået til store demonstrationer i forbindelse med Georg Floyds død og drabet på dansk-tanzaniske Phillip Mbuji Johansen på Bornholm
"Jeg havde en god følelse i kroppen"
Det undrer Essi Tomobile, at donationerne ikke kom demonstrationen i Aalborg til gode. Her deltog Bwalya Sørensen også.
- Jeg har banket på alle døre for at få støtte. Plancher, banner, masker og alt muligt. Vi har ikke fået nogen penge fra Black Lives Matter. Det har vi ikke. Det er ikke noget, der har været på mit regnskab. Det, synes jeg da, er lidt mærkeligt, fortæller hun.
Det gør hende ked af det, når foreningen bringer sig selv i fokus for andet end sin kamp mod racisme, diskrimination og ulighed for farvede personer.
Hvornår Black Lives Matter Denmarks regnskab bliver afleveret, kan Bwalya Sørensen ikke svare på.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Civilstyrelsen og Københavns Vestegns Politi. Af hensyn til den igangværende efterforskning ønsker de ikke at kommentere sagen.