Samfund

Kommentator: Inflationen er et djævelsk problem for regeringen

Inflationen i april var 6,7 procent højere end samme måned i 2021. Det er største årlige stigning siden 1984.

Regeringen står lige nu over for et dilemma, når de gælder de hastigt stigende priser.

Det vurderer Erik Holstein, der er politisk kommentator for Altinget.

- At forholde sig passivt til inflationen med relativt kort tid til et folketingsvalg vil blive meget svært, siger han.

På den ene side stiger priserne med rekordfart.

På den anden side advarer økonomer mod, at regeringen og Folketinget sender endnu flere penge ud til befolkningen. For eksempel i form af varmechecks.

- Det er et djævelsk problem for regeringen, for der er ikke nogen god løsning på det. Og rent politisk ville passivitet også være imod den fordelingspolitik, som regeringen står for.

Hjælpepakke kan forværre inflation

Inflationen - eller forbrugerpriserne - var i april 6,7 procent højere end i samme måned sidst år.

Det er den største stigning, forbrugerpriserne har oplevet på et år siden 1984.

I forbindelse med de højere energipriser har regeringen foreslået, at de 290.000 pensionister, der modtager ældrecheck, skal have et engangsbeløb på 5000 kroner.

Det har mødt kritik hos en række økonomer. De advarer mod, at det kan være med til at skubbe yderligere til inflationen.

- Regeringen kan jo godt forklare vælgerne, at man undlader at reagere på inflationen med økonomisk hjælp, men der vil være stor utilfredshed blandt de grupper, siger Erik Holstein.

- Økonomerne har jo ret i, at det potentielt kan gøre problemet værre.