Samfund

Forældre sætter regler for børns skærmforbrug: - Fristelsen er for stor

Sætter du regler for dine børn? Deltag i afstemningen og se Sundhedsstyrelsens råd til børns skærmforbrug sidst i artiklen.

Danske forælde kender utvivlsomt til problematikken.

'Ulvetimen' er kommet, og der skal laves aftensmad til hele familien. Børnene keder sig, og det letteste i verden er at give de mindste i familien en skærm i hånden som underholdning.

Men en iPad som 'elektronisk babysitter' til børn er sjældent den bedste løsning.

I Norge har Helsedirektoratet, som er en pendant til Sundhedsstyrelsen herhjemme, netop udarbejdet nye retningslinjer for de yngstes aktivitetsniveau samt, hvor meget de sidder stille – herunder børns skærmforbrug.

Her lyder rådet, at børn under to år slet ikke bør bruge tid foran en skærm i form af blandt andet mobiltelefon, tablet eller computer. Og børn fra to og op til fem år anbefales maksimalt at have én times skærmtid om dagen.

Opfordringen fra de norske myndigheder stemmer overens med anbefalingerne i en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2019, men i Danmark findes der ikke de samme retningslinjer om børns skærmforbrug.

Det er som et barn, der opholder sig hele dagen i en slikbutik, men kun må købe 100 gram

Sine Løkke Madsen, folkeskolelærer og mor til tre børn

Det skyldes, at WHO’s anbefalinger hviler på et svagt evidensgrundlag, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.

- Vi har i stedet gennemgået litteraturen sammen med en række eksperter på området og efterfølgende formuleret skærmanbefalinger, udtaler enhedschef Niels Sandø.

Afstemning

Har du regler for skærmforbruget for børn i hjemmet?

De nyeste danske anbefalinger stammer fra 2020, og Sundhedsstyrelsen arbejder med en aldersgruppe fra 0 til 15 år.

De konkrete råd til forældrene om børns skærmbrug har øje for balancen mellem skærmbrug og andre aktiviteter i løbet af dagen.

- Vi forholder os således til mere end skærmtid, idet det også handler meget om konteksten, eksempelvis hvornår på dagen og i hvilke situationer, det ikke er en god idé at bruge skærmen, siger Niels Sandø.

Se Sundhedsstyrelsens seks anbefalinger sidst i artiklen.

Kræver pragmatisk tilgang

Sundhedsstyrelsen får opbakning fra Stine Liv Johansen, som lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier ved Aarhus Universitet.

Hun mener ikke, at der er belæg for konkrete anbefalinger til skærmtid for danske børn i specifikke aldersgrupper.

- Det er som at sige, at alle børn skal gå i gummistøvler i oktober. Vi har ikke den sundhedsfaglige evidens omkring børns skærmforbrug, da det omfatter mange forskellige ting, forklarer Stine Liv Johansen til TV 2.

Malene Angelo, der er psykolog i Børns Vilkår, stemmer i.

Forskningsmæssigt er der nemlig ikke belæg for at sige, hvor mange timer børn kan tåle at sidde og kigge ind i en skærm, siger hun til TV 2.

Ifølge Stine Liv Johansen er det vigtigt, at forældre anlægger en pragmatisk tilgang og interesserer sig for, hvad børnene bruger deres skærme og medier til.

- Man bør tage snakken med sit barn om deres skærmforbrug og derefter lave regler, som kan løbende kan justeres efter barnets behov og interesser, siger lektoren.

TV 2 har spurgt danske forældre om deres syn på børns skærmforbrug, og om de har opsat regler i hjemmet.

Folkeskolelærer: Brug for klare skærmregler

Sine Løkke Madsen er folkeskolelærer og bor i Hjortshøj uden for Aarhus med sin mand og tre børn på henholdsvis 6, 9 og 11 år.

På matriklen er der regler for børnenes skærmforbrug.

- Det har vi, fordi det virker for os, siger Sine Løkke Madsen

På matriklen nord for Aarhus er der brug for klare regler omkring skærmtid, da de tre børn ikke selv kan styre deres tidsforbrug.

Fristelsen for at kigge på mobilen eller iPad'en er ganske enkelt for stor, lyder det.

- Det er som et barn, der opholder sig hele dagen i en slikbutik, men kun må købe 100 gram.

De tre børn får på skoledage hver især lov til at bruge de elektroniske enheder mellem en halv til maksimalt én time om dagen - og lidt mere tid i weekenden.

Jo ældre børnene er, desto mere får de lov til at kigge i skærmen. Antallet af år giver det maksimale antal timers skærmtid per uge i hjemmet i Hjortshøj.

- Børnene synes, at vi forældre styrer tidsforbruget ret stramt, forklarer Sine Løkke Madsen.

Som folkeskolelærer kan hun dagligt observere, at der er forskel på de børn, der må bruge skærm i ubegrænset mængder i hjemmet og de, som er underlagt regler.

- Børnene er dårligere til at koncentrere sig, og deres humør samt indlæringsevne bliver påvirket negativt af for meget skærmtid, siger Sine Løkke Madsen.

Afstemning

Ønsker du, at dit barn har mindre skærmtid i hjemmet?

Børnebogsforfatter: Skærmfri tirsdag

Gitte Winter Graugaard er børnebogsforfatter og bor i Humlebæk med sin mand og to teenagepiger på henholdsvis 13 og 15 år.

Hun forklarer, at de har regler for børnenes skærmforbrug i hjemmet.

- Men det er ikke længere så nødvendigt med skærmregler, som da pigerne var mindre, siger Gitte Winter Graugaard.

Forfatteren og hendes mand er efter eget udsagn ikke strikse med reglerne, men det kommer samtidig an på pigernes forbrug på mobilen eller tabletten.

- Hvis de konsumerer 'tomme kalorier' uden læring, så kan vi bede dem om at se en Netflix-serie på engelsk uden danske undertekster, forklarer Gitte Winter Graugaard.

Da døtrene var yngre, kørte familien fra Humlebæk med skærmfrie tirsdage, hvilket til tider medførte lange eftermiddage med mange suk og klagesang fra pigerne.

Men ifølge børnebogsforfatteren var der en mening med galskaben.

For børn skal lære at befinde sig i den kedsomhed, der kan være svær at være i, men som til gengæld giver mere kreativitet i sidste ende.

- Børn skal gennemgå denne proces, for vi gør dem en bjørnetjeneste, hvis de får stukket en iPad i hånden, siger Gitte Winter Graugaard.

Se Sundhedsstyrelsen seks anbefalinger om skærmbrug, som retter sig til forældre med børn i alderen fra 0 til 15 år.

Sundhedsstyrelsens seks anbefalinger til børns skærmforbrug

  1. Ingen skærm før søvn

    Dit barn bør ikke bruge skærm op til sovetid, da det kan udsætte sovetidspunktet og betyde, at barnet ikke får tilstrækkeligt med søvn

  2. Ingen skærm i soveværelse

    Undgå telefon eller tablet i barnets soveværelse i løbet af natten, da skærmaktivitet om natten kan forstyrre søvnen og forringe søvnkvaliteten

  3. Skab variation

    Skab variation mellem dit barns skærmaktivitet og øvrige aktiviteter i løbet af hverdagen, herunder fysisk aktivitet

  4. Følg med

    Interesser dig for dit barns online liv og vær opmærksom på barnets eventuelle bekymringer for at stå uden for fællesskabet eller for at gå glip af noget online

  5. Lav aftaler

    Lav aftaler om skærmbrug i familien, som gælder både barn og voksen, og hav en løbende dialog om, hvor meget skærmen bruges og til hvilke formål

  6. Kig på eget forbrug

    Forældre bør være opmærksomme på eget forbrug af skærm i samvær med barnet, da individuelt skærmbrug kan påvirke forældre-barn relationen negativt