Kongehuset skylder stadig et klart svar, mener ekspert

Selvom Herlufsholm har fyret rektor og varsler ændringer, står Kongehuset stadig midt i en krise, mener royal korrespondent.

Selvom Herlufsholm Skole og Kostskole lørdag undskyldte til elever og forældre, fyrede rektoren og igangsatte en række "omfattende" ændringer på skolen, er sagen stadig en varm kartoffel for det danske Kongehus.

Sådan lyder vurderingen fra royal korrespondent på B.T., Jacob Heinel Jensen.

Han har tidligere i en analyse kaldt sagen om krænkelseskultur på Herlufholm Kostskole, som TV 2 har afdækket i dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder', for kronprinsparrets største krise, da deres ældste søn prins Christian har været elev på skolen siden august, og prinsesse Isabella står til at skulle starte på skolen efter sommerferien.

Og det mener han stadig, det er. Det skyldes særligt én ting.

- Det handler jo i særdeleshed om Marys engagement i Mary Fonden, for det er her, det bliver betændt for parret. Jeg tror, den bliver svær for dem at komme ud af, for hvordan skal man nu kunne sende sine børn på Herlufsholm og samtidigt ville bekæmpe mobning. Særligt Mary kan blive anklaget for at være en hykler i denne sag, siger Jacob Heinel Jensen.

Skolen meldte lørdag ud i en pressemeddelelse, at de vil igangsætte en handleplan, der skal gennemføres for at "forandre Herlufsholm grundlæggende". Skolen har også iværksat en uvildig advokatundersøgelse, der skal belyse, hvordan Herlufsholms ledelse har håndteret sager om blandt andet vold.

Skylder at melde klart ud

Ifølge Jacob Heinel Jensen har Herlufsholms planer for omfattende ændringer og uvildig undersøgelse af skolen købt kronprinsparret noget tid, men han vurderer ikke, at parret slipper for at melde klart ud, om de fortsat ønsker deres børn gående på skolen. Om om hvordan de de stiller sig i forhold til hvilke ændringer, der skal til på skolen.

- Jeg ved ikke, om de stadig forestiller sig, de kan ride stormen af. De kan nok i hvert fald afvente, til undersøgelsen er færdig. Men folkestemningen er, at de skal trække prins Christian ud, lyder vurderingen fra Jacob Heinel Jensen.

Kronprinsparret reagerede på afsløringerne i TV 2-dokumentaren i et opslag på de sociale medier, hvor de tog afstand, og sagde, at de ville "følge ændringerne".

Men den udmelding kalder på en opfølgning, mener Jacob Heinel Jensen.

- Det er lidt en luftig omgang at sige, at man vil følge med. De skylder en form for opfølgning, for sagen er langt fra lukket, siger Jacob Heinel Jensen.

- De er nødt til at vejre stemningen i befolkningen og derefter se, om der skal mere til. Derefter må de tage stilling, tilføjer han.

Mary Fonden reagerede ligeledes. Fondens direktør kaldte beretningerne fra dokumentaren for "meget voldsomt og chokerende".

Derfor er det bare ikke så privat, som de nok gerne ville have,

Jacob Heinel Jensen, royal korrespondent på B.T.

Mere privat end de er vant til

Ifølge Jacob Heinel Jensen er det en uvant situation for kronprinsparret at skulle håndtere en følsom sag om deres børns uddannelse i offentligheden.

De er nemlig vant til at håndtere alt, hvad der vedrører deres børn, ganske privat. Derfor vurderer han, at kronprinsparret i den grad er ude af deres "comfort zone" i denne sag.

- Det her er bare anderledes, for det handler ikke længere bare om skolegang. Det er landets fremtidige regent, det handler om, og derfor er det bare ikke så privat, som de nok gerne ville have, siger han.

Det er ifølge ham "atypisk", at kongehuset på den måde kommenterer på en sag på deres sociale medier, men Jacob Heinel Jensen.

- Kongehuset blev lynhurtigt klar over, at det her er en dagsorden, de ikke kan undvige at svare på. Derfor var de nødt til at rykke hurtigt og melde ud, for ellers var presset på dem blevet for stort, siger han.

TV 2 har siden lørdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kongehuset, men de oplyser i en mail, at de ikke har yderligere at tilføje til sagen.