Herlufsholm-undersøgelse møder kritik: - Ikke nær grundig nok
En uvildig advokatundersøgelse skal granske sager fra de seneste fire år på den traditionsrige kostskole.
Herlufsholm Kostskole skal kigges efter i sømmene.
Det sker, efter at TV 2s dokumentar 'Herlufsholms hemmeligheder' har afdækket en lang række sager om grov mobning og krænkelser af seksuel karakter blandt skolens elever.
Skolens bestyrelse har iværksat en uvildig advokatundersøgelse, som skal afdække forhold fra de seneste fire år.
Men det bagudrettede lys er ikke nær langt nok, hvis man spørger SF, som vil have en mere tilbundsgående undersøgelse.
- Der er sket overgreb gennem mange år, og det rækker længere tilbage end de fire, som er planlagt, siger partiets undervisningsordfører, Charlotte Bromann Mølbæk, til TV 2.
Skal være færdig
Advokat Jon Lauritzen fra DLA Pipers er udset til at skulle forestå undersøgelsen. Og han henviser til en tidsramme, som skal overholdes.
Det skyldes ifølge advokaten, at man ønsker, at undersøgelsen allerede skal ligge klar til august, og derfor skal den ikke være for omfattende.
- Det er vigtigt, at undersøgelsen er færdig inden for rimelig tid. Det er ikke i orden, hvis undersøgelsen trækker ud i årevis, siger Jon Lauritzen.
Lørdag gav skolens bestyrelse en undskyldning til ”hver og en, der har oplevet de her ting" med henvisning til de episoder, der er beskrevet i TV 2s dokumentar.
Samtidig takkede bestyrelsesformand Torben von Lowzow de elever, der havde valgt at stå frem i dokumentaren, og så blev det meldt ud, at rektor Mikkel Kjellbergs tid på skolen var forbi.
Fire år ikke nok
Red Barnet peger også på, at den uvildige advokatundersøgelse bør belyse forholdene på skolen længere tilbage end de fire år, som er udgangspunktet.
- Det vil betyde noget i forhold til at anerkende oplevelser fra børn og unge, som går længere tilbage. Det kan give et skævt billede, hvis man ikke går længere tilbage i tiden, siger psykolog Per Frederiksen fra Red Barnet.
Som et led i opgøret med de kritisable forhold på Herlufsholm har skolens bestyrelse lørdag vedtaget en lang række ændringer på skolen.
Det indebærer blandt andet, at den såkaldte præfektordning afskaffes. Det er en ordning, hvor ældre elever har til opgave dels at opdrage og dels at fungere som en slags mentorer for yngre elever.
Herlufsholms ledelse udvides samtidig med en ekstra medarbejder dedikeret til at forestå arbejdet med trivsel på skolen.