Herlufsholms rektor fyret - omstridt system lagt i graven
Herlufsholms bestyrelse beklager dybt over for elever, som har oplevet vold og krænkelser. Minister glæder sig over tiltag, men tilsyn fastholdes.
Rektoren på Herlufsholm Skole og Kostskole stopper. Det oplyser skolen i en pressemeddelelse.
- Bestyrelsen har besluttet at afslutte samarbejdet med rektor Mikkel Kjellberg, lyder det fra kostskolens bestyrelse.
Mikkel Kjellberg har været rektor på Herlufsholm siden 2019.
Fyringen af rektoren kommer i kølvandet på TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder'. I dokumentaren står en række tidligere elever frem og fortæller om grov mobning, vold og seksuelle krænkelser på skolen.
Det får nu skolen til at igangsætte en "ny handlingsplan," der blandt andet betyder, at Herlufsholms omdiskuterede præfekt-ordning, hvor ældre elever udpeges som ansvarlige for løsning af en række opgaver på skolen, afskaffes.
- Vi er nødt til at gøre helt grundlæggende op med alle forhold på skolen, der kan have været med til at skabeden usunde kultur, som udsendelsen beskriver. Der er ingen hellige køer, står der i pressemeddelelsen.
Slut med sovesale
Torben Lowzow, der er bestyrelsesformand for Herlufsholm Skole, kalder over for TV 2 ændringerne for "drastiske" og "meget, meget omfattende".
Handleplanen består af syv punkter, der skal gennemføres for at "forandre Herlufsholm grundlæggende".
Det betyder blandt andet, at eleverne ikke længere skal sove på sovesale, men kan sove på eget værelse, at skolen får en medarbejder "dedikeret til at forestå arbejdet med trivsel" og en whistleblowerordning for både tidligere og nuværende elever.
Derudover afskaffer man traditioner, der "kan føre til fysisk eller psykisk krænkende adfærd" - blandt andet PØ-kampen, hvor 3. g-eleverne skal forsvare en ø over for de yngre elever.
Den tradition kaldte den nu tidligere rektor Mikkel Kjellberg for en "kontrolleret brydekamp" og "fantastisk". Senere ændrede han dog holdning og sagde, at det ville være relevant at se på ændringer af traditioner, der kunne "tolkes som om, at de understøtter vold eller hierarkiskabende strukturer på skolen".
Bestyrelse siger undskyld og tak
Elevernes oplevelser, "afdækningen af de reelle forhold", og kritikken får nu Torben Lowzow til at beklage.
- Vi har alle sammen et ansvar på Herlufsholm for de oplevelser. Herunder også bestyrelsen, siger han til TV 2.
Ifølge bestyrelsesformanden viser dokumentaren og de beretninger, eleverne er stået frem med, at skolen skal "forbedre sin elevkultur."
- Jeg tror, at vi alle sammen føler et personligt ansvar, og et så stort af slagsen, at vi ikke kan andet end sige undskyld til hver og en, der har oplevet de her ting, og stor tak til dem, der har stået frem. Og et stort undskyld til dem, der endnu ikke har stået frem, men har haft en dårlig oplevelse, siger Torben Lowzow.
Minister glæder sig over afskaffelse
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) glæder sig over, at bestyrelsen på Herlufsholm har besluttet at afskaffe skolens omdiskuterede præfekt-ordning.
- Det er en fundamentalt forkert og forbundet med stor risiko for mobning, vold og usunde magtforhold at sætte store børn til at have ansvaret for at opdrage og sanktionere mindre børn, skriver hun i et opslag på Facebook.
I opslaget fastslår ministeren dog også, at de ændringer, som bestyrelsen lørdag har meldt ud, ikke ændrer ved, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fortsat fører tilsyn med skolen.
Kongelig bekymring
Flere medlemmer af Kongehuset har efter TV 2s dokumentar udtrykt bekymring over forholdene på Herlufsholm.
Blandt andet kronprinsparret, hvis ældste søn, prins Christian, har gået på skolen siden august sidste år.
- Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt, skrev parret på sociale medier umiddelbart efter dokumentaren blev vist.
Efter planen skal parrets ældste datter, 15-årige prinsesse Isabella, begynde i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien.
Vicerektor Martin Arvedlund vil stå for den daglige ledelse indtil videre.
TV 2 har rakt ud til Kongehuset og afventer en kommentar. Mikkel Kjellberg ønsker ikke at udtale sig.