Samfund

Tidligere direktør i Spar Nord erkender millionbedrag

Den tidligere direktør forklarer bedrageriet med sygdom.

Ole Madsen, der i 15 år var direktør i Spar Nord, har bedraget banken for 20 millioner kroner.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.

Spar Nord bekræfter til Finans, at banken har politianmeldt en tidligere ledende medarbejder for bedrageri. Men banken vil ikke navngive vedkommende.

Ole Madsen bekræfter imidlertid selv til mediet, at det er ham, der er tale om, og han erkender bedrageriet.

Ekstravagante ferier

Ole Madsen var ansat i Spar Nord fra 2005 og frem til 2020. Undervejs var han direktør med ansvar for kommunikation og marketing samt ansvarlig for Spar Nords investor relations-område.

Under sin ansættelse i Spar Nord har han fra to personligt ejede firmaer hvert år sendt falske fakturaer til Spar Nord inden for områder, han var direktør for. Derefter har han på bankens vegne attesteret fakturaerne, som efterfølgende er blevet betalt af bankens bogholderi.

I årenes løb er det blevet til cirka 200 falske fakturaer.

Til Finans forklarer Ole Madsen bedrageriet med alvorlig sygdom.

- Det er vigtigt for mig at få sagt, at det udspringer af alvorlig psykisk sygdom, og ikke fordi jeg er et dårligt menneske som sådan.

- Denne sag har ført til, at jeg er blevet udredt og diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, siger Ole Madsen til mediet.

Ifølge ham selv har han brugt pengene fra bedrageriet, lige så hurtigt som de kom ind på den konto i Nordea, han oprettede til formålet.

- En ekstravagant ferie kan koste 300.000 til 400.000 kroner. Tager du to af dem om året, er du godt på vej. Et sæt tøj til 40.000 kroner. Vin til 1000 kroner flasken. Jeg har også leaset biler.

- Det er bare at tage et almindeligt forbrug og skalere det op til absurde niveauer. Det er gennemgribende meningsløst, siger Ole Madsen til Finans.

"Enorm ærgerlig"

Hos Spar Nord beskriver man sagen som "enorm ærgerlig".

Det skriver Spar Nords administrerende direktør, Lasse Nyby, i en mail til TV 2.

- Jeg kan kun beklage. Et lille plaster på såret er, at det heldigvis er svindel i indkøb og ikke med kundernes penge, skriver han.

Men det er en "pinlig sag" for banken, siger chefredaktør hos Euroinvest, Simon Richard Nielsen, til TV 2.

- Der er sikkert nogle kunder, der vil gå og grine ad banken, og medierne vil selvfølgelig skrive om det. Det er spektakulært og opsigtvækkende, at det overhovedet kan ske, fordi det er en banal sag, siger han.

- Der har siddet en direktør, som har taget sin bankdirektør-kasket på og har betalt faktura, som er blevet godkendt af bogholderiet. Der er et eller andet, der er gået fuldstændig galt, siger Simon Richard Nielsen.

Han understreger, at sagen ikke vil få økonomiske konsekvenser for banken. 20 millioner er ikke meget set i et større perspektiv, lyder det.

Stor undersøgelse i vente

Nu skal hele sagen endevendes, så man kan finde ud af, hvordan det kan gå galt.

- De sidder på hovedkontoret og er pinligt berørte, og hos Finanstilsynet undrer man sig formentlig også, siger Simon Richard Nielsen.

- For hvad hvis det var foregået i et større systematisk omfang, siger han.

Ifølge Ole Madsen har han brugt samtlige 20 millioner kroner, og han blev tirsdag erklæret personlig konkurs.