Nu reagerer kronprinsparret på afsløringer om Herlufsholm
Kronprinsparrets ældste søn er elev på kostskolen.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er dybt rystede over at høre om mobning på kostskolen Herlufsholm.
Det skriver kronprinsparret i et opslag på sociale medier, efter at flere tidligere elever i en TV 2-dokumentar har fortalt om mobning og krænkelser på skolen.
- Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt, skriver parret.
Forventer ændringer
Parrets ældste søn, 16-årige prins Christian, har været elev på skolen siden august sidste år.
- Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige, skriver kronprinsparret.
Efter planen skal parrets ældste datter, 15-årige prinsesse Isabella, begynde i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien.
Hendes fætter prins Nikolai, som er søn af prins Joachim, har også været elev på skolen.
Som følge af TV 2-dokumentaren har Herlufsholms ledelse iværksat en uvildig undersøgelse af forholdene på uddannelsesinstitutionen.
Afsløringerne har dagen igennem fremkaldt mange reaktioner, blandt andet fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som siger, at hun "aldrig har set noget, der er lige så alvorligt".
Også kronprinsesse Marys fond, der kæmper mod mobning og udstødelse, har reageret. Mary Fondens direktør kalder beretningerne fra dokumentaren for "meget voldsomt og chokerende".
Skolen afviser problem med kulturen
TV 2 har talt med omkring 50 af skolens tidligere elever. Flere af dem fortæller, at vold er en del af hverdagen på den prestigefulde privatskole.
I november 2021 blev fire elever bortvist fra skolen, fordi de havde optaget videoer af forskellige former for krænkelser.
Skolens ledelse afviser i dokumentaren, at der er et problem med kulturen på Herlufsholm. Den afviser også at have kendt til voldelige ritualer på skolen.
Efterfølgende fastholder ledelsen og bestyrelsen, at de ikke kan genkende det billede, som tv-programmet fremstiller.
Dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder' vises torsdag aften på TV 2 og kan også ses på TV 2 PLAY.