Samfund

Forbudte våben forsvandt fra et museum i Silkeborg - og så døde et vildsvin

Silkeborg Bunkermuseum havde slet ikke tilladelse til de skydevåben, der i februar blev stjålet og brugt til at skyde vildsvin i Frijsenborgskovene.

Hvem skød svinet?

Det har Midt- og Vestjyllands Politi i løbet af de seneste måneder arbejdet på at afdække i en opsigtsvækkende sag om forsvundne skydevåben på et museum i Silkeborg.

Jeg er forfærdet over, at de så skyder et vildsvin

Martin Holm, næstformand, Silkeborg Bunkermuseum

Sagens hidtil eneste formodede dødsoffer er et ungt vildsvin, der forblødte i Frijsenborgskovene, og nu viser det sig, at det ikke kun var personen, der trykkede på aftrækkeren, som brød loven.

Vildsvinet blev ifølge politiet dræbt af et skydevåben af ældre dato, som forsvandt fra Silkeborg Bunkermuseum ved et indbrud en nat i februar i år.

Og nu oplyser museet til TV 2, at man faktisk slet ikke havde tilladelse til at opbevare de fuldt funktionsdygtige skydevåben på museet.

Ifølge museets næstformand, Martin Holm, blev de ældre skydevåben, en pistol og en revolver, afleveret af en privatperson i en pose sammen med noget ammunition i november sidste år.

I de næsten tre måneder, der gik fra afleveringen af posen til tyveriet i februar, foretog museet sig intet for at få lovliggjort våbnene.

- Vi arbejder på frivillig basis, og den ene dag har taget den anden. Det er selvfølgelig forkert og en klar fejl, at vi har haft de her våben liggende uden at få dem godkendt eller fået dem afleveret til politiet, siger Martin Holm.

Dræbte vildsvin med museumsvåben

Og en dag i februar var det så pludselig for sent.

Våbnene var væk, og ifølge politiets teori kom de i brug kort tid efter.

Vi skal i hvert fald ikke længere have ammunition og sprængstof

Martin Holm, næstformand, Silkeborg Bunkermuseum

Det var ifølge ordensmagten to mænd på 20 og 21 år samt to 16-årige piger, der brød ind i museet, og efterfølgende mener politiet, at de kørte til et skovområde ved Hammel i det østlige Jylland.

Her prøveskød de unge, ifølge politiet, våbnene i skoven, og det var her et vildsvin i en indhegning blev dræbt med skud i krop og bagben.

De fire unge blev anholdt kort efter episoden og har siddet varetægtsfængslet lige siden.

De to mænd er sigtet for 16 forskellige forhold, heriblandt organiseret indbrudstyveri, brandstiftelse og ulovlig våbenbesiddelse.

De to teenagepiger er sigtet for to forhold, nemlig indbrud på museet og ulovlig våbenbesiddelse.

Ifølge anklager i sagen Christian Skov Poulsen vil de to mænd blive mødt med krav om straf på mellem fire og fem års fængsel.

- Det, der giver sagen en mere alvorlig karakter end en indbrudssag, er, at gruppen besidder skydevåben under de her omstændigheder og tager ud og afskyder våbnene på et offentligt tilgængeligt sted, siger Christian Skov Poulsen.

Museum har indskærpet regler

Hos Silkeborg Bunkermuseum er næstformand Martin Holm rystet over episoden, hvor tyvene brød gennem adskillige døre samt et pengeskab for at komme frem til det våbenskab, hvor museet opbevarede de ulovlige våben.

- Jeg er forfærdet over, at de så skyder et vildsvin, og hele episoden får mig til at overveje, om vi overhovedet skal have funktionsdygtige våben liggende. Vi skal i hvert fald ikke længere have ammunition og sprængstof. Det har vi indskærpet overfor vores flere end 23 frivillige guider og kustoder, siger Martin Holm.

Ifølge næstformanden blev der i alt stjålet fire våben samt nogle tyske uniformsgenstande ved indbruddet.

Blandt våbnene var der tale om to gas- og startpistoler.

Derudover forsvandt en pistol af typen Baby Browning samt en revolver af mærket Smith & Wesson - der formentlig blev brugt til at skyde vildsvinet.

Museumsvåben også forsvundet på Bornholm

Tyveriet fra Silkeborg er ikke det eneste eksempel, hvor funktionsduelige skydevåben er blevet stjålet eller sporløst forsvundet fra museer.

I disse uger overvejer en frivillig museumsforening på Bornholm, om den skal betale en bøde eller indbringe den for domstolene.

Bøden kommer, efter at det blev påvist, at museet i årevis havde problemer med sikkerhed, opbevaring og registrering af flere hundrede funktionsduelige skydevåben.

Anklagemyndigheden på Bornholm har oplyst til TV 2, at man ser med stor alvor på sagen.

Den tæller 16 våben, museet ikke kan redegøre for, heriblandt maskinpistoler, pistoler og geværer.

I Silkeborg er de stjålne våben nu i politiets varetægt og undersøges blandt andet for, om de har været anvendt i andre skudsager.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi er museets egen våbenhåndtering også en del af efterforskningen.

Hvis museet og de frivillige ender med at blive straffet, vil det dog ærgre næstformand Martin Holm.

- Efter indbruddet har jeg da flere gange spurgt mig selv, om det her store frivillige arbejde er umagen værd. Særligt alt det arbejde, der knytter sig til de historiske skydevåben. Vi har formentlig også begået fejl, men jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne for at sikre os med både pengeskab og våbenskab. Det var bare ikke nok til at stoppe tyvene, siger han.

Ved du noget? - TV 2 vil gerne i kontakt med danskere, der kender til kritisabel opbevaring af skydevåben - kontakt Christian Engell på ceng@tv2.dk