Folkeafstemning 2022

113 Skud

I et inferno af tåregås og stenkast blev der for første gang i fredstid skudt ind i en folkemængde 18. maj 1993.

Jonas H. R. Moestrup (https://nyheder.tv2.dk/profil/jonas-moestrup), Yan Kovyakh (https://nyheder.tv2.dk/profil/yan-kovyakh), Lasse Kalhauge (https://nyheder.tv2.dk/profil/lasse-kalhauge), Camilla Carlson (https://nyheder.tv2.dk/profil/camilla-carlson), Nikolaj Albrectsen (https://nyheder.tv2.dk/profil/nikolaj-albrectsen), Louise Stjerne Klitgaard (https://nyheder.tv2.dk/profil/jonas-moestrup)

The beginning

Byger af brosten regnede ned på Nørrebro. Demonstranterne følte sig forrådt.

Politiet løb tør for tåregas. ”Skyd efter benene!” blev der råbt.

11 demonstranter blev skudt. Mindst 92 betjente sĂĄret.

For første gang i fredstid havde dansk politi skudt ind i en gruppe af mennesker. Urolighederne skyldtes et EU-valg.

De voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi skete efter en folkeafstemning 18. maj 1993 og står tilbage som de voldsomste gadekampe siden Anden Verdenskrig.

1. juni, 29 år senere, skal danskerne nu stemme om et af de EU-forbehold, som blev vedtaget den dag. Stemmer fra dengang fortæller her historien om timerne – og især følelserne på gaden – den nat, hvor Danmark blev en del af EU i en regn af kugler og brosten.

Kapitel 1

Kl. 22:00: Vrede ulmede efter protestkoncert

Den tirsdag i maj 1993 var flere hundrede mennesker samlet til protestkoncert på Blågårds Plads på Nørrebro i København.

Et stykke fra scenen stod 31-årige Alexander Borgstrøm med en dårlig følelse.

Ligesom de andre fremmødte demonstranter ville han vise sin modstand mod dansk deltagelse i Den Europæiske Union (EU).

- Vi drak dåsebajere og lyttede til musikken. Men vi kunne jo godt fornemme, hvor afstemningen bar hen, så der var ikke den fede stemning, fortæller Alexander Borgstrøm.

Folk omkring ham var skuffede og frustrerede. Men han havde ikke forudset, at gaderne kort derfra få timer senere ville være omdannet til en historisk blodig kampplads.

Året forinden havde danskerne stemt nej til det nye EU, som skulle erstatte det gamle Europæiske Fællesskab (EF). Utilfredse med resultatet lavede politikerne dog en ny afstemning i håb om at få et ja til EU med fire forbehold. Herunder det forsvarsforbehold, som danskerne 1. juni i år skal stemme ja eller nej til.

Tidligt på aftenen 18. maj 1993 blev det afgjort. Danskerne havde stemt ja til at indtræde i den nye Europæiske Union.

På Blågårds Plads i København blev jaet mødt med frustration.

Demonstranterne følte sig forrådt, fordi politikerne ikke havde lyttet til danskernes første nej, men i stedet udskrevet endnu en afstemning, som nu blev et ja.

- Vi syntes jo, det var snyd. Det var så usselt, at man havde lavet en ny afstemning, siger Alexander Borgstrøm.

I vrede trak aktivister ud på Nørrebrogade. Klokken 22 fik politiet de første meldinger om barrikader, og da Alexander Borgstrøm ankom, var gaden fyldt med bål og brændende containere.

En skurvogn blev trukket ud midt pĂĄ gaden og blokerede Dronning Louises Bro. Butiksruder blev smadret.

- Vi kom lige fra koncerten, og jeg var meget uforberedt pĂĄ, at det med det samme var konfrontation. Det var alvor, siger han.

Kl. 23:14: Politiet brød barrikaderne

På den anden side af broen stod en deling af kampklædte betjente klar til at rydde de brændende barrikader, som lå få hundrede meter foran dem.

Med hjælp fra tåregas pressede politistyrken hurtigt demonstranterne tilbage og ryddede Nørrebrogade.

Men Alexander Borgstrøm og de andre demonstranter var ikke færdige.

Fortovsfliser blev brækket op. Biler blev sat i brand, og bankfacader smadret, mens aktivister trak op mod Sankt Hans Torv.

- Vi svarede politiet igen med alt, vi kunne kaste med, fortæller han.

Video 01

Uroen fortsatte på Fælledvej, hvor politibetjent Flemming Sloth Andersen sammen med sine civilklædte kollegaer fra politiets uropatrulje forsøgte at få kontrol over situationen.

Urobetjentenes opgave var at blende ind i demonstrationen, observere og i nogle tilfælde foretage anholdelser.

- Jeg havde før kæmpet med demonstranter på Christiania, men det her var anderledes. Jeg så alle brostenene, og jeg var klar over, at hvis de ramte os, ville vi komme til skade, fortæller Flemming Sloth Andersen.

Demonstranterne opdagede de civilklædte betjente, der indså, at de var oppe imod en hidtil uset vrede bevæbnet med ekstreme mængder kasteskyts.

For Sankt Hans Torv var under ombygning, og det betød, at fire tons brosten og flere jernspyd lå frit tilgængelige.

Kasteskyts, som snart skulle bruges mod betjentene, der var pĂĄ vej fra Dronning Louises Bro.

Kapitel 2

Kl. 00:16: Politistyrke bombarderet af brosten

Mens den store politistyrke rykkede op ad Fælledvej, hvor både Flemming Sloth Andersen og Alexander Borgstrøm befandt sig, mærkede en mindre gruppe politifolk for alvor demonstranternes vrede og styrke.

Gruppen skulle sprede demonstranterne fra Sankt Hans Torvs modsatte side. Men modstanden var stor.

Video 02

På klos hold hamrede brostenene ind i betjentenes skjolde, og politiet måtte opgive sit fremstød fra den front.

Flemming Sloth Andersen stod få hundrede meter fra Blegdamsvej. Han befandt sig tæt på Sankt Hans Torv, men uden skjold eller anden beskyttelse.

- Det var den mest ondskabsfulde stemning, jeg nogensinde har oplevet, fortæller han.

Kl. 00:27: Betjente og hundredvis af demonstranter i kamp

Den store politistyrke fra Nørrebrogade forsøgte at komme Flemming Sloth Andersen og de andre betjente til undsætning. De trak derfor mod Sankt Hans Torv, hvor 24 kampklædte betjente røg direkte i kamp mod hundredvis af demonstranter.

Flemming Sloth Andersen havde aldrig oplevet noget lignende. Situationen var livsfarlig. Og i et øjeblik tænkte han på, hvor glad han var for at have sagt ordentligt farvel til sin søn tidligere på dagen.

På den modsatte side stod Alexander Borgstrøm og var opslugt af sin vrede mod politiet.

- Det var anderledes, end når vi ellers var i gadekamp med panserne. For vi havde sten nok, vi var mange, og politiet var svækket. Det var nærmest som en blodrus, siger han.

Igen og igen kastede han målrettet sine sten efter politiet. Og da han på et tidspunkt kiggede op, kunne han nærmest ikke se himlen for bare sten.

- Fanden var løs. Der var sparet noget op gennem årene, så nu skulle panserne fandeme få lov at mærke, hvad vi kunne, fortæller Alexander Borgstrøm.

Brosten, fliser og jernspyd regnede ned over betjentene, som havde svært ved at svare igen. For styrken var løbet tør for tåregas, og det umuliggjorde politiets fremstød.

En efter en faldt sĂĄrede betjente til jorden.

Flere ramt i hovedet af de tunge brosten.

Særligt de betjente, som lå sårede på jorden, var i fare, husker Alexander Borgstrøm.

- Nogle forsøgte at stoppe dem, som kastede efter betjente, der lå ned. De var jo helt blottet og risikerede at blive slået ihjel. Det var helt ude af kontrol, fortæller han.

Kl. 00:30: Politiets linjer brød sammen

Desperationen i politiets kæder bredte sig, og flere af de civilklædte urobetjente tyede til kontroversielle metoder.

- I håb om at få noget luft kastede vi selv med sten. Vi returnerede dem mod demonstranterne. Vi fik ordrer til at gøre det, selvom vi ikke måtte, fortæller Flemming Sloth Andersen.

Video 03

Men lige meget hjalp det. Igen og igen blev politikæden presset tilbage.

- Billedet af betjente som mennesker forsvandt nok lidt i situationen. De blev til nogle kegler, vi skulle ramme. Og det handlede ikke længere om EU. Det handlede om konfrontationen med politiet, fortæller Alexander Borgstrøm.

- Det var en krigszone. Biler i brand og ambulancer, som ikke kunne komme frem, husker Flemming Sloth Andersen.

På gamle optagelser kan det høres, hvordan politiets kommandocentral (KSN) blev orienteret om den alvorlige situation.

Video audiometer_01

Kort efter lød ordene blandt betjentene på Fælledvej: “Træk pistolerne. Træk pistolerne!”

Kapitel 3

Kl. 00:35: Varselsskud affyret

Flemming Sloth Andersen trak sin pistol. Situationen var helt gal, tænkte han.

Midt i kaosset så han flere sårede kollegaer ligge på jorden – en af dem blødte ud af munden og havde mistet flere tænder efter at være blevet ramt af brosten.

Så affyrede betjentene de første salver af varselsskud op i luften.

Video 04

Men demonstranterne reagerede ikke på varselsskuddene. Derfor var der kun én ting at gøre, vurderede Flemming Sloth Andersen og de andre betjente. At skyde direkte mod de angribende personer.

Video audiometer_02

Kort tid efter rettede betjentene deres pistoler direkte mod demonstranterne.

“Skyd efter benene! Skyd efter benene!” blev der råbt.

Kl. 00:36: Skud direkte ind i folkemængden

Flemming Sloth Andersen stod bag rækken af kampklædte politifolk, hvor der var opstået flere huller, fordi betjentene var faldet eller havde trukket sig væk.

Herfra tog han sigte pĂĄ en demonstrant.

Den unge mand var på vej med to brosten direkte mod en kollega. Flemming Sloth Andersen satte fingeren på aftrækkeren.

Det bliver dig, tænkte han. Og affyrede så sit tjenestevåben.

En ung mand, som var blevet skudt i maven, blev båret ud fra gruppen af demonstranter. Flemming Sloth Andersen skyndte sig hen for at hjælpe, men det var svært at få ambulancefolk ind i folkemængden.

- Jeg var pissebange. For jeg var i første omgang helt sikker på, det var mig, der havde ramt ham. Jeg var altså ikke kommet derud for at slå nogen ihjel, fortæller Flemming Sloth Andersen.

Alexander Borgstrøm havde i mellemtiden trukket sig tilbage til en sidegade for at få en pause. Han var forvirret og overrasket over, hvor voldsomt det havde udviklet sig.

Efter et par minutter gik han tilbage og stillede sig bag ved de angribende demonstranter.

Pludselig vendte flere sig om og løb, men Alexander Borgstrøm nåede kun selv at tage få skridt.

Så ramte et hårdt smæld ham i hovedet.

Han troede, at det var en brosten. Og da han ĂĄbnede munden, indsĂĄ han, at det var alvorligt.

Blod, tænder og knoglestumper væltede ud fra hans mund.

Midt i virvaret af flygtende demonstranter og skudsalver søgte han ly i en café.

Video 05

Kort efter ankom yderligere en politistyrke til de hårdt pressede betjente på Fælledvej.

De nye folk havde tĂĄregas med, og nu blev demonstranterne hurtigt presset tilbage op ad Sankt Hans Torv.

Kl. 00:46: Politiet affyrede sidste skudsalve

Stenkastene fortsatte pĂĄ torvet. Indtil nu havde politiet skudt 92 gange.

For tredje og sidste gang affyrede politiet en salve af skud mod demonstranterne. Langsomt begyndte politistyrkerne at fĂĄ overtaget.

Video 06

Kapitel 4

Kl. 01:00: Politiet fik kontrol over situationen

Alexander Borgstrøm vidste ikke, at politiet havde affyret skud. Først på hospitalet fik han beskeden: “Du har ikke fået en sten i hovedet. Der sidder et projektil i nakken på dig. Du er blevet skudt i hovedet.”

Kuglen var gået gennem hans kind, havde splintret hans kæbeknogle og boret sig dybt ind i nakken. Han var dog uden for livsfare.

Fra hospitalssengen kunne han se gadekampene på tv, og først der indså han, hvor heldig han havde været.

113 skud var blevet affyret i alt. 11 demonstranter var blevet ramt. Flere end 92 betjente var kommet til skade.

Klokken 01.00 lød meldingen, at politiet havde kontrol over situationen, og gadekampene stilnede af i timerne efter. Sidste radiomelding løb ind hos politiet 03.36, hvor oprydningen gik i gang på Sankt Hans Torv.

Tilbage stod det, at politiet for første gang i fredstid havde skudt direkte på demonstranter under de voldsomste gadekampe siden Anden Verdenskrig. Flere billeder af demonstranter viste nogle af konsekvenserne.

Begivenhederne ændrede både Alexander Borgstrøms og Flemming Sloth Andersens liv.

- Jeg var taknemmelig for at være i live. Og det blev min sidste slåskamp med panserne, siger Alexander Borgstrøm i dag.

Siden dengang har det hårde miljø, han var en del af, også ændret sig, mener han. Derfor tror han heller ikke, at folkeafstemninger om EU kan antænde lignende uroligheder i dag.

- Vi er alle sammen blevet ældre, og de unge mennesker har fokus på andre ting i dag. Måske er det også i erkendelse af, at det ikke ændrer meget at kaste sten på banker og politi. I stedet får man befolkningen imod sig, siger Alexander Borgstrøm.

På spørgsmålet om, hvorvidt han fortryder gadekampene, er svaret:

- Nej, jeg fortryder ikke. Men når man så ser konsekvenserne for de enkelte betjente bagefter, kan jeg da godt tænke, om det virkelig var nødvendigt, siger han.

Og han holder fast i sin modstand mod EU.

- Jeg synes ikke, Danmark skal stå alene, men vi skal selv have lov til at bestemme, hvornår og hvordan vi vil bidrage, i stedet for at det bliver dikteret af andre lande, siger Alexander Borgstrøm.

Egentlig var politibetjent Flemming Sloth Andersen politisk fuldstændigt enig med sine modkombattanter dengang.

- Jeg forstod godt, de var sure. Vi havde stemt nej én gang, og så lavede politikerne lige nogle nye regler. Det var snyd, og jeg var også sur. De behøvede bare ikke forsøge at slå mig og mine kollegaer ihjel, siger han.

I dag vil han dog uden tvivl stemme ja til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, fordi tiderne og verdenssituationen har ændret sig.

29 år senere har den voldsomme nat stadig konsekvenser for Flemming Sloth Andersen. Han husker, hvordan han i pressen med navn og billede blev hængt ud som den mest brutale urobetjent i København. Nogle år senere blev han i forbindelse med en anden opgave sygemeldt med svær ptsd og måtte pensioneres i en tidlig alder.

I dag har han lært at leve med ptsd. Siden har han også fundet ud af, at hans skud aldrig ramte den demonstrant, der løb imod ham. Men han glemmer aldrig de skelsættende begivenheder 18. maj 1993.

Det er et sĂĄr, der aldrig bliver helet, som han formulerer det.

Hjælp os til at blive bedre ved at svare på to hurtige spørgsmål her

Efterskrift

Billedmateriale: TV-Stop, Vesterbro Lokal-TV, LocalEyes, Politimuseet, Ritzau/Scanpix (Linda Kastrup, Claus Bjørn Larsen, Mogens Flindt, Jens Dresling), Søren Weiss, TV 2, TV 2 Lorry